JEG ER BEGEJSTRET over at modtage Sveriges Riksbanks Økonomipris til Minde om Alfred Nobel 2015. Jeg er endnu mere begejstret over, at Nobelkomiteen fremhævede det arbejde, som mine medarbejdere og jeg har udført om Indien.
Mit arbejde viser, hvor vigtigt det er at lade uafhængige forskere få adgang til data, så regeringens statistikker kan blive set efter i sømmene, og den demokratiske debat i Indien kan blive oplyst af forskellige akademikeres forskellige fortolkninger. Demokratiet har brug for åbne, gennemsigtige og ucensurerede data af høj kvalitet.
Jeg har brugt data fra Indiens berømte landsdækkende udsnitsundersøgelser til at måle fattigdom. Den største trussel mod disse målinger er vel nok den enorme uoverensstemmelse, der er mellem de offentligt fremlagte statistikker og disse undersøgelser. Undersøgelserne ”finder” mindre forbrug end de officielle opgørelser, hvis tal også vokser med større hast.
Jeg er overbevist om, at en del af problemet rigtignok er at finde i undersøgelserne selv: Det, at stadig flere mennesker bruger penge på stadig flere ting, gør det sværere at indfange det hele. Jeg har i årenes løb været foruroliget over, at kritikken af undersøgelserne har fået langt mere opmærksomhed end kritikken af vækstmålingerne. Kan hænde, ingen vil risikere en forandring, som vil mindske Indiens - i henhold til målingerne - spektakulære vækstrate?
Vi har brug for bedre arbejde for at løse dette. Uden godt arbejde kan vi ikke være sikre på, hvad der faktisk foregår omkring fattigdom og ulighed i Indien i dag. Målinger bør være kendte og indiskutable i stedet for at være genstand for stridigheder mellem to modsatte lejre.
FATTIGDOM ER MERE END bare pengemangel, og mit arbejde sammen med Jean Drèza har dokumenteret, at skønt ernæringen i Indien er under bedring, står det stadig skrækkeligt til. Tidligere premierminister Manmohan Singh kaldte nedsat vækst blandt indiske børn for en ”national skændsel”, og det er lige, hvad det er.
Vores arbejde lagde vægt på, at fejl-ernæring ikke alene handler om kaloriemangel og da slet ikke blot om manglen på kornsortskalorier, men snarere om kostens variationsmangel: om fraværet af ting som bladgrøntsager, æg og frugt. Det er også helt afgørende forbundet til utilstrækkelig sanitet og det faktum, at kvinder ikke får nær nok at spise under graviditeten, og at mange områder har ringe sundhedsforhold omkring barsel og nyfødte.
En anden del af mit arbejde handler om styrker og svagheder ved tilfældige kontrolprøver og deres brug i udvikling af politikker. Her er mit hovedbudskab, at man skal ikke hævde mere, end der er belæg for. Disse redskaber er ikke det rene trylleri.
Eksempelvis er det sådan, at hvis vi overvejer at bruge pengeoverførsler i stedet for det offentlige fordelingssystem, så skal vi overveje samtlige efterfølgende forandringer: Hvad vil der ske med tilvejebringelse og lagring? Og hvad vil der ske med de frie markedspriser på korn? Det kan være fint nok at anvende et eksperiment til at undersøge en del af dette, men også kun en del; og uden alle delene kan vi ikke afgøre, hvad vi bør gøre.
Det vækker også min bekymring, at eksperimenter jo er tekniske løsninger på politiske problemer, som i virkeligheden burde afgøres gennem demokratisk debat. Og det er ikke ligefrem opmuntrende, at eksperimenterne alt for ofte udføres på de fattige og ikke af de fattige.
JEG HAR OGSÅ SKREVET OM ulighed og om den trussel, som ekstrem ulighed udgør for demokratiet.
Indien har haft enorm succes med at give mange mennesker et bedre liv. Nogle af de samme mennesker har i dag samme forbrugsmønstre som dem, vi ser i USA og Vesteuropa, og ikke så få endda er blevet fantastisk rige. Hvis det var en ideel verden, kunne den kløft, der har åbnet sig mellem dem, og de, der blev ladt tilbage, være en drivkraft.
Fattige mennesker ser de nye muligheder og forstår, at også deres egne sønner og døtre kan opnå velstand gennem uddannelse og held.
Men der ligger også frygtelige farer på lur i uligheden, hvis de, der er undsluppet armoden, bruger deres rigdom til at holde dem ude, der stadig sidder i suppedasen. Ordentlig skolegang og uddannelse, et tilgængeligt og effektivt sundhedsvæsen samt fungerende sanitet er goder, som alle tjener ved; og den nye middelklasse burde være glad for via skatten at hjælpe andre med at få del i deres egen fremgang. Som Adam Smith sagde det: ”Enhver skat er for den, der betaler den, et mærke ikke på slaveri, men på frihed.” Og hvis skatterne bliver brugt klogt, kan friheden blive mange til del.