Filmstrid øger splid mellem USA og Nordkorea

USA lover modreaktion i sagen om filmen ”The Interview”, mens Nordkorea er ”helt klar til konfrontation”

Filmbillede.
Filmbillede. Foto: moviepilot.com.

”Proportionel respons”.

Det var, hvad USA's præsident, Barack Obama, lovede at møde Nordkorea med i sagen om Sony's udgivelse af filmen “The Interview”, hvor historien er, at CIA forsøger at dræbe Nordkoreas leder, Kim Jong-un. I aftes slog den amerikanske præsident fast, at han anser angrebet for vandalisme over internettet.

”Nej, jeg tror ikke, det var en krigshandling. Jeg tror, det var cybervandalisme, der var meget dyrt, meget omkostningsfuldt. Vi tager det meget alvorligt,” sagde Obama på tv til CNN.

Det amerikanske forbundspoliti, FBI, gav i fredags officielt Nordkorea skylden for at stå bag det opsigtvækkende cyberangreb, hvor en hackergruppe kaldet Guardians of Peace truede med at angribe biografgængere, hvis filmen blev vist.

I truslerne var en direkte henvisning til terrorangrebet i USA den 11. september 2001.

Nordkorea har allerede afvist, at landet skulle være involveret i angrebet mod Sony Pictures Entertainment i USA, men kalder angrebet ”fuldt berettiget”.

Landets øverste militære organ, NDC, sagde i går, at hæren og folket ”er helt klar til en konfrontation med USA i alle krigsområder inklusiv cyberkrig for at eliminere disse højborge”.

Dermed er linjerne trukket op mellem de to ærkefjender. USA overvejer nu at placere Nordkorea på en terrorliste.

”Vikommertilatgennemgådet.Vivilsystematisksepå,hvadderersket,ogbaseretpåkendsgerningervilvitagestillingtildetifremtiden,”sigerpræsidentObama.

USA har endda angiveligt henvendt sig til Kina for at søge hjælp til at blokere for Nordkoreas mulighed for at lancere de såkaldte cyberangreb. Det ses som første skridt i Barack Obamas løfte om det, han kalder for ”proportionel respons”, som han lovede i går.

”Vi vil komme med et svar. Vi vil reagere forholdsmæssigt, og vi vil komme med et svar på et sted, et tidspunkt og en facon, som vi vælger. Vi kan ikke leve i et samfund, hvor en diktator fra et eller andet sted pludselig kan begynde at udøve censur her i USA,” sagde Obama i fredags.

Sagen har vakt opsigt, fordi flere ser det som et angreb på ytringsfriheden, og derfor er der lagt pres på Sony. Selskabet er kommet i ilden for at sige, at man ikke ville protestere, hvis biograferne trak filmen tilbage.

Hvilket var nøjagtigt, hvad der skete, da biograferne i onsdags tog filmen af plakaten af frygt for truslerne.

Præsident Obama var ikke sen til at kritisere Sony for at trække filmen.

”Jeg havde håbet, at de havde talt med mig først. Lad jer ikke lede ind i en spiral, hvor I bliver styret af den slags trusler.”

Omvendt siger Sony, at ”man ikke havde noget valg”, og at selskabet ikke har opgivet at offentliggøre filmen.

”Det er fortsat vores håb, at alle, som gerne vil se filmen, skal have mulighed for det,” hed det i en udtalelse fra Sony. Men indtil videre har kun få vist interesse i at vise filmen.