I dagens USA kan man hurtigt komme til at sige noget racistisk uden at vide det. Udsagn måles nu på en ualmindeligt fintfølende vægt.
”Der er kun én race, den menneskelige”, må man ikke bemærke til farvede, for da anerkender man ikke deres etniske erfaringer. Ditto, hvis man udslynger den gode gamle: ”Amerika er en smeltedigel”.
Og man må endelig ikke spørge et eksotisk udseende menneske: ”Hvor er du født?”, for da signalerer man, at vedkommende skulle være eksotisk, og at ”hvide” er de egentlige amerikanere.
Eksemplerne er fra en manual, man finder på nettet, udsendt af University of California, til definition af såkaldte ”mikroaggressioner”. Det er det nye modeord, som betegner de nedladenheder, man nemt kommer til at udsende. Selv med ros kan man gøre i nælderne:
”Hvor taler du godt engelsk!” er således krænkende. Man må heller ikke sige ”USA er mulighedernes land”, for det har klang af, at man er imod særbehandling af minoriteter ved ansættelser.
Tilsvarende med en bemærkning som: ”Jeg synes simpelthen, den bedst kvalificerede skal have stillingen”, for dermed antydes, at farvede er dovne og kun kan få arbejde, hvis de favoriseres, hedder det.
Det knibske regelsæt hviler ironisk nok selv på etniske stereotyper. Således må man ikke opfordre asiater, latinoer og indianere til at snakke lidt mere og være mere åbne, mens man omvendt ikke må sige til sorte, at de skal dæmpe sig. Manualen forudsætter altså, at disse gruppers adfærd skulle være præget af henholdsvis for svag og for voldsom lydstyrke. Begrundelsen for, at man ikke må fremsætte sådanne henstillinger, er, at man dermed forudsætter, at et ”hvidt” adfærdsmønster, som ligger midtimellem, er det rette.
LÆS OGSÅ: Professors brug af "N-ordet" udløser strid i USA: "De studerende er blevet gjort fortræd"
Anvisningerne fordømmer også en række tankesæt og udsagn, der angiveligt udsender underliggende signaler, som er sexistiske eller ”heteronormative” - en betegnelse for den anstødelige antagelse af, at han- og hunkøn skulle være de oprindelige eller naturlige køn.
The New York Times giver en udførlig redegørelse for fænomenet.
Artiklens forfatter, Tanzina Vega, fortæller, hvordan man for tiden på alle landets universiteter oplever et jordskred af blogs, opgaver og campus-teaterstykker om mikroaggressioner, fordi mange farvede studerende og kvinder føler sig ramt hele tiden i deres hverdag.
Hun fortæller, at en årsag til initiativet er, at man på universiteterne stedse hyppigere hører frustrerede ytringer fra de ”hvide”, der ærgrer sig over de ansættelseskvoter, der skævvrider akademisk konkurrence ved at favorisere minoriteter.
Vega gør sit bedste for at yde fænomenet retfærdighed, men bemærker dog, at det er uklart, hvor meget der er ægte aggression, og hvor meget der er ”virkelig mikro”. Måske kan der være tale om ”en ny form for hyperfølsomhed, der blæser tilfældige bemærkninger ud af proportion."
Den nye tendens til med lup at finde krænkelser har haft alvorlige konsekvenser for universiteternes undervisere. I magasinet City Journal beretter en af redaktørerne, Heather Mac Donald, om en række afskedigelser, som ironisk nok overgik progressive lærere. De havde helt uafvidende gjort sig skyldige i mikroaggressioner.
Allerede i udgangspunktet står man som vinder, hvis man klager over ”hvid” arrogance eller denne såkaldte ”heteronormativitet," skriver hun. Det hedder nemlig i de officielle regler for behandling af klager på universiteterne, at der ikke findes en rigtig og en forkert tolkning af disse situationer, kun forskellige synsvinkler. Enhver udlægning ”skal respekteres og have gyldighed”. Især skal de tolkninger respekteres, som emotionelt bærer på tyngden af historiens megen diskrimination og racisme. Rektoratet tager derfor i reglen klagerne til følge. Desuden tænker mange lærere efterhånden også i disse baner, bemærker Heather Mac Donald. Ledelsen af universitetet bøjer sig dermed for ”tyndhudet, pubertetsagtig selvoptagethed”.
Mac Donald er bekymret over de fremtidige mennesker, der kommer ud af det:
”Efterhånden som studerendes påstande om race- og kønsnedladenhed bliver stedse mere verdensfjerne, viger universiteternes voksne tilbage fra deres ansvar for at opelske voksenperspektiv og sund fornuft i deres studerende. I stedet skaber de, hvad juraen inden for erstatningsret kalder 'æggeskals-klagere' - unaturligt skrøbelige individer, der krænkes ved det mindste sammenstød med tilværelsen.”
På lederplads kaldte den amerikanske avis Los Angeles Times for nylig retningslinjerne for ”en skør, politisk korrekt liste”, som knægter ytringsfriheden og sår angst på universiteterne.
”Disse har altid været bastioner for det frie ord, fordi læringsprocessen kræver, at de studerende skal debattere kontroversielle og nogle gange ubekvemme idéer. University of California har gjort dette noble akademiske mål en bjørnetjeneste.”
Anders Raahauge er kulturjournalist