32-årige Andrea Mogoile har oplevet det, mange tanzaniere drømmer om, men som kun er ganske få beskåret: At vågne fattig op om morgenen for samme aften at kunne gå i seng - stenrig.
I tre år havde han knoklet i en af Tanzanias mange diamantminer, og en dag i 2011 indfandt miraklet sig.
”Jeg fandt en stor sten (tanzanite-diamant, red.), der viste sig at være en formue værd. Fundet ændrede mit liv,” fortæller han.
Andrea Mogoiles andel af pengene fra salget beløb sig til 120 millioner tanzaniske shillings, godt 370.000 danske kroner, og pengene brugte han som en startkapital, de fleste afrikanske iværksættere blot kan sukke efter.
Andrea Mogoile, der bor i landsbyen Sekei, fik snart sin startkapital til at kaste nye indtægter af sig. For en del af pengene opkøbte han mindre diamanter, som han derefter videresolgte med en solid fortjeneste. Desuden åbnede han to frisørsaloner, en tøjbutik og en forretning, der udstopper jagttrofæer for velhavende kunder. Samtlige forretninger bliver drevet af ansatte, så Andrea Mogoile kan koncentrere sig om sin fortsatte handel med diamanter og om at udvide sit lille forretningsimperium.
”I dag ryger min månedsløn ikke under 20 millioner shillings om måneden (60.000 danske kroner, red.),” siger han.
Med fire biler, to byggegrunde, to store huse, fire forretninger og en seksårig datter i den bedste skole, penge kan købe i det østafrikanske land, går det bedre end godt for Andrea Mogoile.
Det gør det for et lille, men hastigt voksende antal afrikanere.
Antallet af multimillionærer på kontinentet stiger dramatisk i disse år ifølge den seneste The New Wealth-rapport (den nye velstandsrapport) udarbejdet af konsulentfirmaet Capgemini. For at figurere i rapportens statistik skal en person eje aktiver for over en million amerikanske dollars (6,8 millioner danske kroner).
Den slags personer er der blevet 145 procent flere af på kontinentet i løbet af de seneste 15 år. Tallet skal ses i forhold til en global stigning på 73 procent. Men det skal også ses i forhold til den voksende ulighed på kontinentet, for skæbnens ironi vil, at i takt med at antallet af mangemillionærer vokser, vokser antallet af fattige, i absolutte tal, også.
Og det er tænkeligt, at Afrikas rigeste også er det, fordi de skraber mere til sig, end de er berettiget til og indirekte tager fra de fattigste ved eksempelvis at undlade at betale skat. Men da eliten sjældent eller aldrig deltager i rundspørger, og da forskningen mangler adgang til deres skatteoplysninger, er det ”ren spekulation” at konkludere det, vurderer forsker i udviklingsøkonomi ved den uafhængige amerikanske tænketank Brookings Institute i Washington, Laurence Chandy.
For at forklare simultanvæksten af meget rige og meget fattige i Afrika peger Laurence Chandy i stedet på befolkningsvæksten og graden af afrikanernes fattigdom som et par af årsagerne.
Fordi en fattig kenyaner eller nigerianer tjener mere i dag end tidligere, betyder det ikke, at han er nået op over Verdensbankens officielle fattigdomsgrænse på 1,90 amerikanske dollars og altså tæller med i statistikkerne som ”ufattig”.
Også Andrea Mogoile er blevet konfronteret med uligheden i hjemlandet:
”På sin vis er det kompliceret at have mange penge her, fordi mange mennesker tror, at jeg nu bare kan give penge væk uden at få noget til gengæld,” siger han.
Men det er også godt for de fattige syd for Sahara, at der kommer flere afrikanske multimillionærer til i disse år, vurderer ph.d. og professor i økonomi på Institut for virksomhedsledelse og økonomi ved Syddansk Universitet, Thomas Barnebeck Andersen.
”Det er positivt, fordi det er et tegn på økonomisk vækst, der betyder, at kagen bliver større for alle,” siger han.