Flere og flere børn i u-landene er overvægtige

Billige, let tilgængelige sukkersøde læskedrikke, chips og pommes frites er medspillere i et alvorligt og voksende sundhedsproblem i Afrika og Asien. 12-årige Said fra Tanzania er en af dem, der elsker sodavand i en grad, så han er ved at blive tyk

Det er blandt andet fra gadesælgere som disse i Tanzania, at mange afrikanske børn stiller sulten på en usund måde. -
Det er blandt andet fra gadesælgere som disse i Tanzania, at mange afrikanske børn stiller sulten på en usund måde. - . Foto: Vicki Couchman/AGE/Scanpix.

”Jeg er nervøs for, at han vil udvikle en hjertelidelse eller diabetes.”

Ordene tilhører den 38-årige tanzanier Ramadhan Mmbaga, og drengen, han taler om, er hans søn på 12 år, Said Ramadhan.

Said er 145 centimeter høj, og hans 48 kilo placerer ham i en vægtkategori, der er over normalvægten og tenderer overvægt ifølge BMI (body mass index) for børn og unge.

Familien bor i Ngaramtoni i udkanten af Arusha i Tanzania, hvor selv den mindste kiosk sømmet op af affaldstræ og plasticposer kan præstere et pænt udvalg af sukkerholdige læskedrikke, poser med friturestegte bananchips og sukker til husholdningen.

Said er især vild med sodavand, der koster under en fjerdedel af, hvad det koster i Danmark, men også med frugtjuice tilsat sukker, te med sukker, chips og den tynde, sukrede vælling, som tanzaniske børn får tilbudt på skolerne og drikker af krus.

Ifølge Saids mor, den 32-årige Aisha Abdalah, spiser sønnen ”meget” mellem hovedmåltiderne og tager samtidig godt for sig til familiens måltider.

Saids morgenmad består af fem skiver kridhvidt hvedebrød smurt med det populære margarineprodukt Blueband. Brødet klapper drengen sammen, hvorefter han dypper sin klapsammen i sød te, før han spiser det, sådan som det er skik og brug i det østafrikanske land.

Senere drikker Said vælling i skolen, og hans frokost og middagsmad består som regel af ugali, spaghetti eller pommes frites med tilbehør af kød, bønner og en lille smule grøntsager.

Motion er ikke lige sagen, og Ramadhan Mmbaga er nervøs for, at der ikke vil gå mange år, før Said vil være reelt fed eller svært overvægtig. Derfor forsøger faderen at ændre sønnens livsstil.

”Jeg har haft ham med hos en ernæringskonsulent, og jeg får ham til at motionere hver aften nu,” siger han.

Said er ikke ene om at veje for meget, for det går kun i den gale retning, når det gælder børns spise- og drikkevaner i udviklingslandene ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO's seneste bestilte ekspertrapport om temaet.

Ifølge rapporten stiger antallet af overvægtige børn i et omfang, der har fået et medlem af ekspertkommissionen bag rapporten Peter Gluckman til i den britiske avis The Guardian at kalde trenden for ”et eksplosivt mareridt”.

Alene i Afrika er antallet af overvægtige eller decideret fede børn under femårsalderen næsten fordoblet fra 5,4 millioner børn i 1990 til 10,3 millioner børn i 2014. Det gør Afrika til hjemstavn for hvert fjerde af verdens overvægtige børn - dog for intet at regne sammenlignet med Asien, der huser hvert andet af verdens overvægtige børn under fem år.

Det er ikke bare skidt for børnene, men også for resten af samfundet, understreger den internationalt anerkendte ekspert i sundhedspolitik Sania Nishtar.

”Overvægt og fedme påvirker børns livskvalitet, fordi de støder ind i en række barrierer inklusive fysiske, psykologiske og sundhedsmæssige konsekvenser. Vi ved, at fedme kan påvirke uddannelsestilknytningen, og det kombineret med sandsynligheden for, at de vil forblive fede som voksne, medfører væsentlige sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser for dem, deres familier og samfundet som helhed,” fastslår hun i en pressemeddelelse, udsendt af WHO i forbindelse med rapportens offentliggørelse i sidste måned.

Hjemme hos Said gør det ikke tingene nemmere, at forældrene trækker i hver sin retning, hvad angår drengens vægt. For mens hans far er bekymret for sønnens fremtid, er hans mor godt tilfreds med sønnens kropsform og spisevaner.

”Jeg ved godt, at nogle siger, det ikke er sundt at veje for meget, men jeg synes, det er godt, at han har en god appetit. Jeg synes, at hans vægt får ham til at se sund ud,” siger Aisha Abdalah.

Saids mors holdning er et klassisk eksempel på det fedmesyn, der stadig hersker i store dele af Afrika, hvor overvægt ses som et stærkt symbol på rigdom, sundhed og trivsel, mens det at være tynd bliver ligestillet med alvorlig sygdom, fattigdom og mistrivsel.

Det er blandt andet den opfattelse, der skal ændres, hvis det skal undgås, at børnenes overvægt ”risikerer at ophæve virkningen af mange af de sundhedsfremskridt, der har medvirket til at øge den gennemsnitlige levealder (i udviklingslandene, red.)”, lyder det i rapporten fra WHO.

Men problemet kan ikke løses i den enkelte familie. Der skal sundhedsoplysning og -vejledning i form af mærkning af fødevarer til, og derfor efterlyser WHO-forskeren Peter Gluckman en bred indsats, hvis udviklingen skal bremses. Peter Gluckman og resten af ekspertpanelet har blandt andet foreslået at indføre en skat på sukkerholdige drikkevarer og at indskrænke reklamebranchens muligheder for at markedsføre usunde varer så massivt, som det i dag er tilfældet.

”Der er brug for et øget politisk engagement i sagen for at håndtere den globale udfordring med overvægt og fedme blandt børn,” siger Peter Gluckman i WHO-pressemeddelelsen.

Selv vil Said gerne tabe sig for at få det nemmere med vennerne.

”Jeg har det dårligt med at veje meget, fordi mine klassekammerater driller mig med det, og jeg ikke kan løbe og spille fodbold, ligesom de kan,” siger han.