Fortællinger om det smukke fædreland Armenien, hvorfra hendes bedsteforældre måtte flygte for at undslippe Det Osmanniske Riges folkemord på armeniere i 1915-1917, har fulgt Mazal Vazdanian hele livet. Igen og igen har hun hørt historierne om forfædrenes stolte, men smertefulde fortid, og siden hun kan huske, har hun drømt om gensynet med Armenien, synet af Ararat, armeniernes hellige bjerg, og genforeningen med sit folk. Men hjemkomsten blev hende påtvunget for tre måneder siden. I dag er Mazal Vazdanian, hendes mand og to børn flygtninge i Armenien. De er på flugt fra borgerkrigen i Syrien.
LÆS OGSÅ: Georgien står ved en skillevej
Det er en fælles drøm for alle armensk-syrere at se vores forfædres land, men nu længes vi efter Syrien. Jeg elsker Armenien, men Syrien er mit hjem, fortæller Mazal Vazdanian lavmælt og næsten undskyldende.
Mazal Vazdanian, 32 år, er født og opvokset i Kessab, som ligger få kilometer fra den tyrkiske grænse i Syriens nordvestlige Latakia-distrikt. Regeringsstyrker og regeringsvenlige militser kæmper mod oprørsgrupper i området for at forhindre dem i at få adgang til Middelhavet og standse forsyninger og våbensmugling fra Tyrkiet.
Kampene blev mere og mere voldsomme. Børnene var hele tiden bange. Når kampene stod på, gemte de sig i skabet. Vi håbede hele tiden på, at regeringsstyrkerne ville slå oprørerne ned, men så begyndte de målrettet at angribe de kristne landsbyer i området. Da oprørerne tidligere på året angreb og plyndrede landsbyen Yakubiyan, hvor de fleste beboere er kristne armeniere, følte vi os ikke sikre længere, fortæller Mazal Vazdanian.
Siden juli 2012 er over 10.000 armensk-syrere søgt tilbage til deres gamle fædreland. Alene i den seneste måned er over 3000 armensk-syrere ankommet til Armeniens hovedstad, Jerevan.
Vi har altid levet i fred og haft tætte bånd til vores muslimske naboer, siger hun og hidser sig op.
Ja, der var problemer i Syrien. Ja, der var grund til protester og ønsker om reformer, men så begyndte oprørerne at bruge våben. Hvad skulle præsidenten gøre andet end at angribe tilbage?, spørger hun retorisk.
Enhver præsident har ret og pligt til at beskytte sit folk. Nu valfarter udenlandske jihadister til vores land og skaber splid mellem kristne og muslimer.
Mens Den Frie Syriske Hær (FSA) officielt har erklæret, at de ikke bekæmper de kristne minoriteter i Syrien, anklager flere kristne grupper oprørerne for målrettet at angribe de kristne. Den ortodokse kirke i Homs beskylder Farouq-brigaden den næststørste enhed i FSA , for etnisk udrensning af kristne og for at have sendt 90 procent af de kristne i Homs på flugt for derefter at plyndre og konfiskere deres hjem.
FSA og andre iagttagere forklarer, at der findes islamistiske fraktioner, der agerer selvstændigt, men understreger, at der ikke er udstedt officielle ordrer om angreb på kristne.
Hos Mazal Vazdanian og titusindvis af armensk-syrere er følelsen af forfølgelse meget nærværende. Især tilstrømning af tyrkiske oprørere til FSA skaber frygt hos armensk-syrere, for hvem folkemordet på armenierne i Osmannerriget i 1915 ikke er et overstået kapitel. Derfor skrabede Mazal Vazdanian og hendes mand så mange penge som muligt sammen og satte kurs mod Armenien for tre måneder siden. Med sig havde de blot et par kufferter med tøj, nogle vigtige papirer og billeder. Mazal fik ikke taget afsked med sine forældre og søskende, som bor i Aleppo.
Vi kørte i bus gennem Tyrkiet og Georgien i tre dage. Tre frygtelig dage. Og så en morgen stod vi på en busstation i Jerevan, husker Mazal.
Hun rynker panden og bliver fjern i blikket en lang stund.
Det var bare ikke sådan, det skulle være at komme til vores elskede Armenien. Flugten er endnu mere smertefuld, fordi vi ikke er glade for at være her.
Hun trækker vejret dybt og lægger hovedet tilbage for at undgå at græde.
Mazals datter, Sona på 13 år, og søn, Yezekel på 11 år, sidder stille og lytter til deres mor i hvert sit hjørne af stuen. Mazal sender dem et kærligt blik, hvorefter hun forsøger at skifte samtaleemne ved at sende Sona i køkkenet for at brygge kaffe. Mazal undskylder sig og går ligeledes i køkkenet.
Kessab er meget smuk, mumler Yezekel.
Han fisker en mobiltelefon op af lommen og er straks i gang med at vise billeder af familiens hjem, smukke bjergpanoramaer og faderens lille sandwich-restaurant.
Kessab er meget smuk, gentager han og sender fingerkys ud i luften.
I dag bor familien i et mørkt og forfaldent sovjetisk boligbyggeri i udkanten af Jerevan. Lejligheden er fuldt møbleret i farverig orientalsk stil, men intet tilhører dem.
Vi efterlod alt, siger Mazal.
Der findes ikke flygtningelejre til de syriske flygtninge i Jerevan som i de omkringliggende lande, hvor over 2,5 millioner syrere har søgt tilflugt siden 2010.
Den armenske regering har med hjælp fra kirker og befolkningen fundet husly til de tusindvis af syrisk-armenske flygtninge, der strømmer til landet.
Vi ser dem ikke som flygtninge. De er vores landsmænd. Deres hjemkomst er smertefuld for os alle, for den minder os om folkemordet og vores bedsteforældres flugt for 100 år siden. Nu lider deres syriske efterkommere samme skæbne, siger Fidius Zakarian, afdelingschef og ansvarlig for repatriering ved Ministeriet for Diaspora.
Armensk-syrere får automatisk opholdstilladelse i Armenien og armensk statsborgerskab, hvis de ønsker det. Regeringen har ligeledes stillet gratis lægehjælp og uddannelse til rådighed. Der er oprettet specialskoler til syrisk-armenske børn, hvor de følger det syriske pensum og undervises på arabisk. Myndighederne forsøger at hjælpe de nyankomne med at finde arbejde, men Armenien, hvor arbejdsløsheden er på cirka 20 procent, er hårdt ramt af den globale økonomiske krise, og over 35 procent af armenierne lever i dag i fattigdom. Tusindvis emigrerer hvert år, især til Rusland, hvor de finder arbejde i byggebranchen.
Der er ikke megen fremtid for os i Armenien. Vores opsparing er ved at slippe op, fortæller Mazal Vazdanian.
Min mand går ud hver dag for at prøve at finde arbejde, men uden held. Vi ved ikke, hvordan vi skal betale næste måneds husleje.
Det armensk-syriske center i Jerevan gør også, hvad de kan for at finde boliger og arbejde til de nyankomne. Lina Halajian, som leder centret, forklarer, at de fleste kommer uforberedt.
Vi medbragte kun sommertøj og lidt penge. Vi efterlod vores hjem og forretninger i Aleppo i troen på, at vi ville vende tilbage få måneder efter, siger Lina Halajian, som ankom til Jerevan i august 2012 med sin mand og fire børn.
Vi efterlod alt i Aleppo. Vi ejede en tekstilfabrik, men nu , hun kan ikke færdiggøre sætningen.
Hun ryster på hovedet og gør tegn med hænderne, der viser, at alt er væk.
Plyndret og brændt, konstaterer hun efter nogen tid.
Hvis banditterne kommer til magten, kan vi ikke vende tilbage. De angriber de kristne, og Tyrkiet sender våben til oprørerne, der målrettet går efter armeniere. De vil gøre det af med os, siger Lina Halajian.
Til oprørernes anklager om regeringens grusomme angreb på sit eget folk, svarer hun, at det er fabrikerede løgne, Vesten blindt tror på.
Vesten håbede på, at oprørerne ville vælte præsidenten. Men Syrien er ikke Libyen, og vores præsident er ikke Gaddafi. Assad er elsket af sit folk.
I en burgerrestaurant i Jerevans travle shoppingkvarter er flere medarbejdere armensk-syrere.
Det er underbetalt, men det er et job, siger 20-årige Christian Saii, der som de fleste armensk-syrere kommer fra en højere middelklassefamilie.
For en måned siden stod Christian alene i Jerevans lufthavn og ventede på sin bagage, mens han tænkte på, hvad han skulle stille op, når han få minutter efter stod i ankomsthallen. Han kendte ingen, og han havde svært ved at forstå det armensk, der blev talt omkring ham. Armensk-syrere taler gammel-østarmensk, som ikke længere tales i Armenien.
Ved Christians side kæmpede en dame med sine tunge tasker. Han kom hende til undsætning, og den lille gode gerning viste sig at blive hans redning.
Hun tog mig hjem til sin familie, hvor jeg fik lov til at bo, indtil jeg kom på benene i Jerevan. Det var så utroligt heldigt og rørende, fortæller Christian, der netop har genoptaget sine ingeniørstudier på Jerevan Universitet.
Hver aften efter arbejde finder Christian en af de orange bokse, der pynter mange gadelygter i Jerevan. De er hotspots med gratis internet. Og hver aften står han der og ringer på Skype til familien i Damaskus, der beretter om kampe, bombardementer og en forværret sikkerhedssituation.
Christian Saii har hørt andre argumentere for, at armensk-syrere ikke er flygtninge. Men det er netop det, han føler, han er. Han kan godt lide Jerevan, men det er i Syrien, han har hjemme.
Jeg er sendt på flugt på grund af deres såkaldte revolution, siger han vredt.
Udenlandske krigere valfarter til Syrien for at udføre hellig krig med støtte fra Vesten.
Christian himler.
Revolution.
Han griner og himler igen.
Revolution? spørger han uforstående.
Deres kamp har intet med os at gøre. Vores præsident gør, hvad han kan for at beskytte befolkningen. Oprørerne er ikke syrere. De angriber ikke kun regeringsstyrkerne, men går målrettet efter befolkningen, især de kristne. Min onkel blev skudt på vej til sin bil, kun fordi han var kristen.
Christians ven, en ung mand fra Aleppo, lytter og nikker anerkendende. Han ønsker dog ikke selv at udtale sig.
Regeringen har ører alle vegne, siger han.
Journalisten Harout Ekmanian, der ankom til Jerevan fra Aleppo sidste år, forklarer, at mange flygtninge er bange for at udtale sig, da de frygter, at det kan have konsekvenser, når de vender tilbage til Syrien.
Ekmanian er betænkelig ved, at mange armensk-syrere fokuserer på oprørernes angreb mod de kristne minoriteter.
Mange kristne føler sig særligt angrebet, og der opstår konspirationsteorier om målrettede angreb, men virkeligheden er, at alle er under angreb. 2,5 millioner syrere er på flugt. Fokuserer man for meget på religion, eller gør man sig til større ofre end andre, fjerner man fokus fra, hvad konflikten handler om. Det er ikke et religiøst problem. Det er et økonomisk og demokratisk problem. Folk gik på gaderne, fordi de var trætte af fattigdom og undertrykkelse, siger han.
Harout Ekmanian mener ikke, at borgerkrigen vil ødelægge den multikultur og religiøse sameksistens, Syrien er kendt for. Christian Saii, Lina Halajian og Mazal Vazdanian er ikke så optimistiske.
Jeg tror ikke, konflikten ender foreløbig. Og jeg tror ikke, vi får Kessab at se igen, siger Mazal Vasdanian opgivende.
Drømmen lige nu er enten at finde et arbejde i Jerevan eller at rejse til Sverige for at søge asyl.
