FN anklages for at ignorere fredsbevarende soldaters seksuelle overgreb

En hidtil ukendt intern FN-rapport afslører, at problemet med fredsbevarende soldaters seksuelle overgreb er langt større, end FN officielt giver indtryk af

Den nye rapport blev bestilt af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, tilbage i 2013 og viser blandt andet overgreb på civilbefolkningen på Haiti. Arkivfoto fra Haiti
Den nye rapport blev bestilt af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, tilbage i 2013 og viser blandt andet overgreb på civilbefolkningen på Haiti. Arkivfoto fra Haiti. Foto: Onelio Dominguez/Xinhua/Photoshot.

FN sylter væsentlig viden om fredsbevarende styrkers seksuelle overgreb på civilbefolkningen i Haiti og en række afrikanske lande til stor skade for de berørte mennesker og for FN's troværdighed.

Sådan lyder den skarpe kritik, efter at en hidtil ukendt intern FN-rapport er blevet lækket til pressen via den internationale hjælpeorganisation Aids-free World (En verden fri for aids).

I den interne rapport, der blev bestilt af FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, i 2013, men først er kommet frem nu, konstaterer eksperter, at der eksisterer begrundet mistanke om seksuelle overgreb eller ”ret åbenlyse tilfælde af seksuelle overgreb, der hverken er blevet registreret eller undersøgt” begået af medlemmer af samtlige de fredsbevarende styrker, som eksperterne undersøgte i Den Demokratiske Republik Congo, Sydsudan, Liberia og Haiti.

Rapporten fastslår også, at FN-soldaters seksuelle overgreb ”udgør den største risiko” for organisationens fredsbevarende indsats verden over, samt at hvert tredje tilfælde af de formelle anklager fremsat i 2012 handler om en mindreårig. Men det fremgår dog også, at med 60 formelle anklager og 300.000 udstationerede FN-soldater er det samlede antal anklager relativt lille.

Til gengæld er mørketallet sandsynligvis meget stort på grund af underrapportering og manglende bogføring. Reelt betyder det, at ”FN ikke kender problemets omfang”, konkluderer rapporten.

Ph.d. i FN og menneskerettigheder og lektor i jura ved det engelske Birmingham Universitet, Rosa Freedman, anklager direkte FN for at sylte rapporten.

”Højst sandsynligt har man internt i FN forsøgt at stuve rapporten af vejen og at dække over eksperternes udsagn. Generalsekretærens (FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, red.) årsrapport ikke blot undlod at omtale rapporten, men indeholdt udtalelser i direkte modstrid med eksperternes vurderinger,” siger hun.

Fredsbevarende soldaters overgreb på civilbefolkninger er ikke noget nyt fænomen og et meget ømt punkt for FN. I 2006 blev FN-soldater i det vestafrikanske land Liberia samt i Haiti anklaget for at tvinge piger til at give seksuelle ydelser i bytte for mad, og i 2008 konstaterede en undersøgelse fra den internationale hjælpeorganisation Red Barnet, at FN-soldater havde voldtaget piger ned til 13 år.

FN har dog forsøgt at sætte ind over for overgrebene, påpeger direktør for afdelingen for kvinderettigheder i menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, Liesl Gerntholz. Blandt andet har FN indført en nultolerance-politik over for seksuelle overgreb.

”Imidlertid er der systematiske problemer med at føre politikken ud i livet. Det er til dels FN's ansvar, men mest af alt ligger ansvaret hos de lande, der bidrager med soldater til de fredsbevarende styrker,” siger hun.

Liesl Gerntholz henviser til, at FN's fredsbevarende styrker er stykket sammen af soldater fra 193 medlemslande. Vel at mærke lande, der til enhver tid kan trække deres soldater ud af den fredsbevarende indsats, hvis de ønsker det.

Samtidig vokser det internationale samfunds fokus på vigtigheden af fredsbevarende styrker, vurderer senioranalytiker og ekspert i sikkerhed som en offentlig ydelse ved Dansk Institut for Internationale Studier, Peter Alexander Albrecht.

”Problemet med seksuelle overgreb bliver taget meget alvorligt i FN-regi, men fordi efterspørgslen på soldater til fredsbevarende styrker permanent er større end udbuddet, er FN fanget i et dilemma mellem på den ene side at fordømme de seksuelle overgreb hårdt og på den anden side behovet for at opretholde den fredsbevarende indsats,” vurderer Peter Alexander Albrecht.