Folkedrabet slipper sit tag i armenierne

I 100-året for kulminationen af det armenske folkedrab spørger især den yngre del af den armenske befolkning, om det tjener landets interesser at stå stejlt på kravet om en tyrkisk anerkendelse

Mænd spiller skak på et marked i den armenske hovedstad, Jerevan. Fra 2008 til 2012 er fattigdommen i landet fordoblet.
Mænd spiller skak på et marked i den armenske hovedstad, Jerevan. Fra 2008 til 2012 er fattigdommen i landet fordoblet. . Foto: AKG/Scanpix.

De er først og fremmest forelskede, den unge kvinde og den unge mand, som er på udflugt til den 1000 år gamle klosterkirke Khor Virap i det vestlige Armenien få hundrede meter fra grænsen til Tyrkiet. De nyder solen og udsigten til armeniernes snedækkede nationalsymbol, Araratbjerget, og spekulerer mindre over, hvordan de og bjerget egentlig endte på hver sin side af grænsen.

”Folkedrab, joe...Hvad mener du?”, spørger de lidt uforstående.

Som stort set alle andre armeniere kender de til fulde beretningerne om de store forfølgelser af det armenske mindretal i Det Osmanniske Rige under Første Verdenskrig, hvor op mod 1,5 millioner armeniere mistede livet som følge af henrettelser på stedet eller på grund af sult og udmattelse under pinefulde deportationer. Det er blot ikke den historie, der trænger sig mest på en dag i solskin på stenterrassen foran den grå, forvitrede kirke.

”Følelserne ændrer sig. Vi er i tredje generation. De unge er meget mere forbundet med nationen Armenien, end deres forældre og bedsteforældre var, og de spekulerer mindre på konsekvenserne af folkedrabet. Der er en helingsproces i gang,” siger Bagrat Galstanyan, biskop i Den Armensk Apostolske Kirke.

Han hilser udviklingen velkommen, så længe den ikke betyder, at man går på kompromis med historien. Det er godt, at de unge armeniere er optaget af nutiden i deres land, men han advarer mod at opgive kampen for en anerkendelse af folkedrabet fra Tyrkiet, som blev grundlagt på kernen af Det Osmanniske Rige.

”Jeg vil altid være fortaler for forsoning med tyrkerne, men der gives ingen forsoning uden respekt for kendsgerningerne. Fornægtelse er som at begå et nyt folkedrab,” mener Bagrat Galsta-nyan.

Vahram Tokmajian underviser i historie, samfundsfag og filosofi i gymnasiet Mkhitar Sebastatsi i udkanten af hovedstaden, Jerevan. Der er intet prangende over de nedslidte betonbygninger, der huser både gymnasium, folkeskole, børnehave og voksenundervisning. Og der er intet prangende over den 30-årige lærer i slidte cowboybukser og striktrøje.

Men han taler højt om noget, som mange armeniere ellers nøjes med at diskutere ved køkkenbordet. Vahram Tokmajian mener, at regeringen går forkert i byen med sin politik over for Tyrkiet.

”Vi skal ikke basere vores forhold til Tyrkiet udelukkende på spørgsmålet om en anerkendelse af folkedrabet. Folkedrabet fylder for meget i nutiden. Armenien eksisterer stadig. Vores nation er ikke forsvundet. Vi er nødt til at tage vare på dem, der lever nu, og på vores land. Mennesker, der vil skabe forandringer, lever ikke i fortiden,” siger han.

I modsætning til landets første præsident efter selvstændigheden fra Sovjetunionen, Levon Ter-Petrossian, der ikke mente, at en anerkendelse af folkedrabet burde være en forudsætning for diplomatiske forbindelser med Tyrkiet, har senere præsidenter og regeringer gjort spørgsmålet om anerkendelse til en hovedhjørnesten i armensk udenrigspolitik.

Det harmonerer ikke med befolkningens interesser, hævder Vahram Tokmajian. Han henviser blandt andet til en undersøgelse, der for fire år siden viste, at 75 procent af befolkningen mente, at landets mest påtrængende udfordring er fattigdommen.

”Armenien bør ikke - og kan ikke - tvinge andre lande til at anerkende folkedrabet. Vi har slet ikke potentiale til at gøre det, og det skader vores land, at vi forsøger. Vores grænse til Tyrkiet er lukket, og det belaster vores handel og økonomi. Vi er sårbare, og det udnytter russerne, som ved, at vi er afhængige af dem. Vi mister vores handlefrihed på den måde,” siger han.

Vahram Tokmajians oldeforældre måtte flygte fra forfølgelserne under Første Verdenskrig og opgive deres hidtidige liv og ejendom i det daværende Osmanniske Rige. Men han mener, at man må forsøge at skille sorgen over det forgangne fra den bitterhed, der lægger gift ud for fremtiden.

”Vi armeniere behøver ikke at blive mindet om folkedrabet. Vi skal nok huske det, uden at regeringen minder os om det,” siger han.

Gymnasielæreren så meget gerne, at Tyrkiet anerkender folkedrabet - det ville også være godt for tyrkerne, siger han. Men det er noget, der efter hans opfattelse skal ”tales”, ikke ”tvinges” igennem.

Ifølge Vahram Tokmajian er det i vid udstrækning de armeniere, der lever i udlandet som efterkommere af armenske flygtninge, der står bag det stærke fokus på en anerkendelse. Men de kan også bedre tillade sig den luksus, som denne politiske linje efter hans mening er udtryk for.

”Diasporaen kan sagtens tillade sig at prioritere en anerkendelse meget højt. De lever bekvemt i deres nye hjemlande. Det er ikke dem, der står med vores daglige problemer,” siger han.

At netop efterkommerne af de armenske flygtninge - de armeniere, der i dag lever i blandt andet Rusland, USA, Frankrig, Georgien og Libanon - er særligt optaget af det armenske folkedrab, har sin logiske forklaring, mener Aram Vartikyan, sociolog ved Jerevans Universitet.

”Diasporaen har en meget stærk identitet, som først og fremmest bygger på tragedien om et tabt hjemland. Folkedrabet er selve grunden til, at de lever i et andet land. Derfor har folkedrabet en stærk symbolsk betydning. Det er en del af det kit, der holder armenierne sammen.”

Billede af Vahram Tokmajian, som til daglig er lærer.
Billede af Vahram Tokmajian, som til daglig er lærer.

Ifølge Aram Vartikyan er bevidstheden om folkedrabet dog ved at blive udvisket.

”Folkedrabet bliver let en form for livsstil. Man er forbruger af tragedien på et symbolsk plan,” siger han.

Aram Vartikyans egne bedsteforældre til begge sider overlevede forfølgelserne under Første Verdenskrig, og deres historier er blevet fortalt og genfortalt utallige gange i hans barndomshjem. Men han har ikke selv lært at leve med historien endnu, siger han. Og dog.

”Jeg er mine bedsteforældres barnebarn. Jeg deler deres smerte. Men hvor kommer mit tøj fra?”, siger han og hiver i ærmet på sin stribede skjorte i hvid og lyseblå.

”Den er importeret fra Tyrkiet. Det er der, vi får det bedste og billigste tøj fra, og vi går allesammen i det. Mange armeniere rejser på ferie til Tyrkiet. Når det kommer til stykket, er markedskræfterne stærkere end den kollektive erindring.”

Han peger på, at Armeniens indbyggere alle er optaget af hverdagens problemer. De ved, at folkedrabet skete, og de er glade for den internationale støtte, de kan få, men det er ikke det vigtigste emne i deres liv.

”100 år er meget lang tid. Erindringen om folkedrabet svækkes fra generation til generation, og spørgsmålet er ikke det vigtigste i armeniernes liv. Der er mange andre forhold, der trænger sig på,” siger han.

Set med hans øjne markerer 100-året også et psykologisk vendepunkt, hvor Armenien må tage sin udenrigspolitik op til overvejelse.

”Hvor længe skal vi vente endnu? Hvis ikke der sker en anerkendelse inden for de næste 10-20 år, bliver det meget svært at opretholde presset,” siger Aram Vartikyan.

Men udviklingen bekymrer ham. Sociologen har selv en søn på tre år, og han agter at give familiens fortællinger videre til ham, fordi det efter hans mening er vigtigt at huske folkedrabet:

”Armenien er ved at blive en nation uden historie eller erindring.”

SPECIALHISTORIE: To danske kvinder spillede en heroisk rolle under folkedrabet i Armenien. 

Læs kvindernes historie her