"Vent, vent, vent," råber den 46-årige Wang King på kinesisk til sine danske passagerer bag i minibussen med sort plastik for bagsædevinduerne. Han stiger ud, mens han holder armen udstrakt og signalerer: Bliv siddende. Der behøves ingen oversættelse. Hastigt, inden han slukker motoren, går han hen og lukker en massiv, tre meter høj rød port. Ingen af naboerne synes at kigge ind, så han går tilbage til sine gæster og ændrer straks ansigtsudtryk – til et indbydende smil. Efter 150 kilometers dødskørsel for at komme hertil igennem kinesisk trafik og ad hullede landeveje er hans smil forløsende.
I Kina er det forbudt at forsamles, at evangelisere og, mest alvorligt, at få besøg fra Vesten uden at melde det til myndighederne. Derfor forsigtigheden. Officielt er der religionsfrihed, og der eksisterer to registrerede kristne kirkesamfund, et protestantisk med 15-18 millioner og et katolsk med cirka 5 millioner medlemmer. Men de fleste kirker og husmenigheder vælger ikke at lade sig registrere for at undgå myndighedernes indblanding i deres gøremål. Og det gør dem ulovlige i Kina.
Wang Kings gæster, et dansk ægtepar, der i 10 år har rejst til Kina for at undervise i kristendom, dirigeres lidt længere ind i gården til et 50 kvadratmeter stort rum, hvor 30 kirkeledere og unge bibelskolestuderende venter på medbragte foldeudskamler. Alle tilstedeværende er udset til enten at være prædikanter eller leder allerede små husmenigheder. Den lille gruppe repræsenterer omkring 10.000 nye kristne i Kina, der kan se frem til at få videre-leveret det budskab, de danske gæster vil dele her.
Danskerne indleder med at spørge, hvad deltagerne laver, og hvor længe de har været kristne.
"2 år","5 år", "10 år" og en enkelt gang "20 år", svares der. Ikke en eneste kommer fra en kristen familie, og næsten alle fortæller, at de blev kristne i teenageårene. De er nye kristne.
Den iver, de udstråler, og den tid, de afsætter for at deltage her, siger noget om, hvordan kristendommen med stor fart har kunnet sprede sig igennem verdens mest ateistiske land.
"Vi er tørstige," siger Wang King, der selv blev kristen i 1991.
"Og Jesus slukker vores tørst."
Så simpel er forklaringen, mener han.
I 1949, da Kinas kommunistparti overtog magten i landet, var der cirka 3 millioner katolikker og 700.000 protestanter. 10 år efter var alle synlige kirker blevet lukket. Jiang Qing, Mao Zedongs hustru, blev i 1959 citeret af nyhedsbureauet Reuters for at sige:
"Kristendommen i Kina er blevet henvist til museets historiske afdeling. Den er død og begravet."
I dag er der omkring 80 millioner kristne i landet, anslår det anerkendte uafhængige analyseinstitut Pew Research Center. Nogle sætter tallet til 100 eller 150 millioner, men uanset hvad er antallet steget dramatisk gennem de seneste 30 år. Og hver dag døbes tusinder. Der er tale om den største vækkelse i verdenshistorien.
"Bare de seneste 10 år er der sket enormt meget," siger den danske missionær Else, som ønsker sit fulde navn hemmeligholdt, og fortsætter:
"For 10 år siden mødtes vi i en hule under jorden. Det er åbnet så meget siden da."
Det er sen formiddag, da danskerne ankommer, men deltagerne har allerede været i gang siden klokken fem med bøn, bibellæsning og lovsang.
Else stiller sig bag et trebenet kateder og begynder undervisningen. Den er simpel: "Gud elsker jer. I skal ikke forsøge at fortjene nåden," lyder summen af budskabet. Tilhørerne skriver løs med deres brasilianske plastickuglepenne i deres kinesiske noteshæfter.
I hjørnet står en slidt ventilator, hvis tænd og sluk-knap er blevet udskiftet med en kvist og skubber varm, fugtig luft frem i rummet. Et slidt myggenet foran de glasløse vinduer holder de værste udyr ude.
Opblomstringen af den kinesiske kirke kan sammenfattes i tre årsager. For det første Mao Zedongs reformvenlige efterfølger Deng Xiaopings åbne dørs-politik, der begyndte i 1979 og gjorde det mere tåleligt at være kristen. Kristne blev nu sjældnere jaget, fordi de var kristne, snarere fordi de dannede netværker og forsamledes. Og det betød, at det blev lettere at være kristen, selvom det stadig var farligt at være kirkeleder.
Der forekommer stadig historier i pressen om masseanholdelser af kristne og "forsvundne" kirkeledere. Men frekvensen af disse historier er faldet de seneste 30 år. Hollandske Arend Feitsma fra missionsorganisationen China Impact mener ikke, at man i det store hele kan kalde det et problem at forsamles mange mennesker på et sted i Kina i dag.
"Regeringen er simpelthen blevet mere ligeglad," siger han.
"For 40 år siden risikerede kristne ledere 10 års fængsel eller mere. For 20 år siden fik de måske fem måneders straf. For 10 år siden blev de truet og forhørt. I dag bliver der fængslet under 100 mennesker om året for at praktisere deres tro," siger han og tilføjer:
"Ud af 1,3 milliarder mennesker er det trods alt ikke mange."
Den anden årsag til kirkevæksten er måske, paradoksalt nok, kristenforfølgelserne. Den kinesiske eksil-kirkeleder Liu Zhenying, kaldet broder Yun, blev kristen i 1974 og har tilbragt over halvdelen af sit liv i fængsel for at undervise uden tilladelse. Han skriver i bogen "Den himmelske mand" fra 2003:
"I stedet for at svække os gjorde forfølgelserne os bare stærkere. Jo mere pres der var, jo mere voksede den ild og kærlighed, vi udbredte evangeliet med (...). Hvis vores liv havde været mere komfortable, var vi sikkert blevet i vores hjembyer, men evangeliet blev spredt, fordi vi altid var på flugt."
Og at bibler indtil for 25 år siden var ulovlige og svære at få fat i, havde den utilsigtede konsekvens, pointerer broder Yun, at mange lærte vers, kapitler og hele bøger i Bibelen udenad.
Selvom forfølgelserne er aftaget og straffen ligeså, er forfølgelsesmentaliteten stadig en stor del af mange kristnes selvopfattelse, især for dem der bor på landet.
Den tredje årsag er landets økonomiske fremgang de seneste to årtier. I andet kvartal af 2010 har Kina haft en vækstrate på 10,3 procent ifølge Den Internationale Valutafond, IMF, og står til i løbet af nogle måneder at blive verdens næststørste økonomi.
Indtil for omkring 10 år siden bredte kristendommen sig især i landområder, fordi byerne var under strengere kontrol.
I dag er det næsten omvendt. Dels fordi der er sket en enorm migration fra landområderne til byerne i de seneste 10-20 år, dels fordi mange af dem, der har fået størst udbytte af den økonomiske fremgang, er kristne. Og med penge kan man tillade sig meget i Kina. Der er eksempler på forretningsmænd, som til gengæld for at investere får lov at bygge kirker. Og en række prominente filmstjerner og sangere bekender sig nu offentligt som kristne: Tao Zhe, Pan Wibo og Sun Hai Ying for at nævne nogle få, som kineserne kender lige så godt, som vi kender Robert Redford eller Madonna.
Mange vestlige eksperter sammenligner kineseres forhold til kristendommen med deres forhold til for eksempel McDonald?s.
Det er et elsket symbol på Vesten, rigdom og modernitet. På samme måde er kristendommen associeret med det fremadpegende, modsat folkereligionerne, buddhisme og islam, som i Kina mest dyrkes af fattige og ældre.
Kristne kirkeledere, som Kristeligt Dagblad har talt med i Kina, tror dog på en anden årsag til vækkelsen end sociologerne: at kristendommen har en kur mod det, som den økonomiske fremgang også bringer med sig – ud over bedre boligforhold og større frihed: en fællesnational følelse af tomhed og fortabthed. Det er to ord, der går igen og igen.
En af deltagerne på bibelskolen, en mand på 37 år, der leder en kristen flok på 100, siger:
"I Kina, hvor alting går så hurtigt, er virkelig mange tomme indeni, både rige og fattige. Men med kristendommen bliver jeg fri. Jeg forstår frihed."
En anden deltager, en ung kvinde med en tyk baby på armen, siger: "Kristendommen lærer os at tage os af hinanden og af os selv."
Efter fire timers undervisning begynder forsamlingen at bede, mens en cd spiller rolig musik. Fromme bønner bliver fremsagt, bibelvers citeret i plenum.
Og så bliver der stille.
En begynder at græde. Så en anden, så en tredje. Musikken fortsætter.
Det danske præstepar gør klar til at gå; de skal videre til den næste kirke for at undervise, men ikke alle deltagerne når at få sagt farvel. De vil ikke holde op med at bede.
Wang Kings navn er opdigtet af hensyn til hans sikkerhed. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt.
LÆS MERE: Tema: Kina
Se video fra kinesisk undergrundskirke:
Registrerede kirker og husmenigheder
I Kina er der ikke forsamlingsfrihed. Derfor skal man, hvis man vil mødes til gudstjeneste, komme i et af de to registrerede kirkesamfund: den protestantiske Patriotiske Tre-selv-kirke med 15-18 millioner medlemmer eller den tilsvarende Patriotiske katolske kirke med cirka 5 millioner medlemmer. Her vælges ledelsen af politiske embedsmænd, medlemmerne skal registrere sig og må ikke missionere.
Husmenighederne er oftest små grupper på 20-25 kristne, der mødes i hjemmene og praktiserer deres tro uden at lade sig registere for at undgå myndighedernes kontrol. Det er forbudt at komme i husmenighederne, men der er store regionale forskelle på, hvordan myndighederne reagerer. Nogle steder forfølges de kristne i husmenighederne, andre steder bliver de ladt i fred.
Kristenforfølgelser i Kina
Der foregår stadig forfølgelse af kristne i Kina i form af trusler, uberettigede bøder, beslaglæggelse af ejendom, forhør og arrestation. Ifølge interesseorganisationen China Aid Association blev der sidste år anholdt 389 mennesker, hvoraf 23 blev fængslet. En boghandler fik i juni sidste år tre års fængsel for at sælge kristen litteratur, mens den kristne advokat Gao Zhisheng, som omtalt i Kristeligt Dagblad i februar, er sporløst forsvundet. Men sammenlignet med forholdene for kristne i landet for bare 10 eller 20 år siden er forfølgelserne aftaget kraftigt. Som forfatter og journalist Ronald Boyd-MacMillan fra organisationen Åbne Døre udtrykker det: "Kinas kristne udgør i dag verdens største, forfulgte religiøse mindretal. Men de er absolut ikke de mest forfulgte."
Tidslinie: Kristendommens fire indtog i Kina
Den assyriske kirke, 600-800-tallet: Den assyriske missionær Olopuns kommer til Kina i 635 og opretter de første kristne kirker. Men i 845 falder kirken i unåde, og i løbet af de næste århundreder forsvinder resterne af denne første kirke i Kina.
Den katolske kirke, 1300-1700-tallet: En række ret frugtesløse forsøg på mission i Kina begynder i 1300-tallet. Mod slutningen af 1500-tallet får katolikkerne mere fast fodfæste, især på grund af jesuitten Matteo Ricci, der missionerede blandt tjenestemænd og ved hoffet fra 1582 til sin død i 1610. I begyndelsen af 1700-tallet blev katolikkerne beskyldt for at konspirere mod hoffet, og pave Clemens XI forbød forfædredyrkelse. Det betød enden på den anden kristne mission i Kina.
Den protestantiske kirke, 1800-tallet: Som en del af traktat- systemet mellem Vesten og Kina får missionærer lov til frit at udbrede kristendom. Bibelen oversættes til kinesisk i 1819, og Hudson Taylor (1832-1905) grundlægger China Inland Mission. Kristendommen får fodfæste, men tusindvis af konvertitter og missionærer dræbes i Bokseropstanden omkring 1900.
Kinesernes kirker, 1900-2000-tallet: I 1949 kommer kommunisterne til magten. Alle kirkesamfund samles under én fælles ledelse, som skal sikre, at kirken er socialistisk og patriotisk. Under Kulturrevolutionen (1966-1976) bandlyses kirken, bibler brændes, og kristne fængsles. I 1980 bliver det tilladt at være kristen, men forbudt at missionere, og kristendomsdyrkelse skal foregå i den officielle protestantiske eller den officielle katolske kirke. På landet opstår der uofficielle husmenigheder, som breder sig hurtigt.