Forsker: Kritisk rapport om moder Teresa misforstår det vigtigste

Roser på Valentinsdag - det sker på bekostning af vandforsyningen til mennesker i Kenya. -

Moder Teresa døde i 1997 og er siden blevet saligkåret af den katolske kirke. Her ses hun sammen med et fattigt barn i Indiens slumkvarter i Kolkata, hvor hun arbejdede. Foto: S.K. Dutt Denmark / Scanpix

relevante temaer

En kritisk, canadisk rapport om moder Teresa er ikke andet end gammelkendte pointer pakket ind i sensationelle overskrifter, lyder det fra fremtrædende moder Teresa-forsker

En af verdens vægtigste symboler på godhed og barmhjertighed har været under tung beskydning i medierne de seneste dage.

Tre canadiske forskere har i en ny videnskabelig artikel betvivlet noget så fundamentalt som moder Teresas godhed. I deres artikel mere end antyder de, at hendes ophøjede status som et nærmest guddommeligt godt menneske skyldes en effektiv pr-kampagne og ikke har sammenhæng med det noget tvivlsomme liv, hun levede.

LÆS OGSÅ: Rapport: Moder Teresas godhed er en myte

Kritikken af det verdenskendte trosikon har skabt sensationelle overskrifter i medierne over hele verden. Men den store medievirak er en overreaktion, mener Gëzim Alpion, lektor i sociologi på University of Birmingham og mangeårig forsker i moder Teresa.

"Der er absolut intet nyt i de påstande, de lægger frem. Den kritik har været kendt i mange år. Deres forskning er blæst op af en sensationel titel og pressemeddelelse," lyder konklusionen fra Gëzim Alpion til Kristeligt Dagblad, efter han har nærstuderet de canadiske forskeres pointer.

I den canadiske artikel bliver moder Teresa kritiseret for, at hun undlod at give fattige lægehjælp. At hun nød at se de fattige lide, fik sine enorme summer penge fra uheldige kontakter, og at hendes helgenstatus er en del af et effektivt mediearbejde.

Ikke nok med, at kritikken er velkendt, den er også tvivlsom, mener Gëzim Alpion. Især er påstanden om, at medierne brolagde hendes vej til at blive et helligt ikon for kristne, taget ud af den blå luft.

"De glemmer, at hun allerede var en helgen, lang tid før hun døde. Når man skal vurdere kultdyrkelsen af moder Teresa, skal man forstå den i en indisk kontekst. Her er det en gammel hindu-tradition, at man i modsætning til i den katolske kirke ikke behøver at være død for at kunne blive helgen. Allerede tilbage i 1949 er der forlydender om, at hun blev betragtet som en helgen i Indien. Hun var utvivlsomt god til at begå sig i medierne, men det er altså ikke dem, der kan få æren for, at hun bliver betragtet som helgen," siger han.

LÆS OGSÅ: Moder Teresas tvivl inspirer nonne-orden

Hovedproblemet ved den canadiske moder Teresa-rapport er ifølge Gëzim Alpion ikke, at kritikken er tvivlsom og velkendt. Det er mere, at den med overskriften "Moder Teresa: Alt andet end en helgen" forsøger at fjerne hendes helgenstatus ved at fokusere skævt i forhold til, hvad der er vigtigt ved hendes person.

"Jeg har også været i Kolkata og set nogle af moder Teresa-søstrenes projekter. Og for at være ærlig har jeg også været mistænksom over for det arbejde, de gør. Men det er ikke det centrale. Moder Teresas betydning er på et symbolsk niveau. Jeg er ligeglad med, hvilke motiver hun havde for at udføre sit arbejde. Om hun gjorde det for Jesu eller for sin egen sjæls skyld, spiller ingen rolle for mig. Jeg er ikke selv religiøs. Det helt essentielle er, at hun viste, at selv den fattigste stakkel er et fuldstændig lige så godt menneske som alle andre og fortjener at få vist menneskelig værdighed. Det er det enestående," siger han.

Den canadiske rapport lægger sig op af en række kritikpunkter, som den nu afdøde journalist Christoffer Hitchens også rejste. Han udgav i 1995 bogen The Missionary Position: Mother Teresa in Theory and Practice (Missionærstillingen: Moder Teresa i teori og praksis). Bogen vakte stor opsigt og forargelse, da Christoffer Hitchens blandt andet beskyldte moder Teresa for bedrageri.

LÆS NEKROLOG
: Ateismens stridsmand

Gëzim Alpion har selv kritiseret Christoffer Hitchens arbejde i sine bøger og kalder i dag Hitchens bog for en af de dårligst researchede bøger om moder Teresa.

"Jeg ville ønske, at dem, der har travlt med at finde smuds på moder Teresa, ville tage til Kolkata. Her skulle de tilbringe bare en enkelt uge sammen med de fattige, som moder Teresas søstre arbejder blandt. I stedet for at klandre folk for deres velgørenhedsarbejde, hvorfor så ikke vise noget mod og gøre det selv? Og jeg kan garantere, at det kræver mod," siger han.

Men når der ikke er noget overraskende i kritikken, hvorfor er det så, at moder Teresa gentagende gange bliver mål for alvorlige angreb?

Ifølge Ravinder Kaur, lektor i moderne indiske studier på Københavns Universitet, kan en stor del af kritikken føres tilbage til en enkelt udtalelse af moder Teresa, hvor hun får understreget, at hun ikke engagerer sig i politik.

Moder Teresa har sagt, at hun ikke var interesseret i, hvor pengene til hendes velgørenhedsarbejde kommer fra, så længe hun bare kunne bruge dem på de fattige. Meget af kritikken af hende kan hænges op på den udtalelse. Hovedankerne mod hende er, at hun ikke interesserede sig for at løse fattigdommens problemer, men blot behandlede fattigdom og elendighed på en overfladisk måde, siger hun.

For at forstå kritikken af moder Teresa mener Ravinder Kaur, at man bør se den i forlængelse af den generelle kritik, der er af religion i samfundet.

Christoffer Hitchens hadede religion i almindelighed og kritiserede de store verdensreligioner voldsomt. Hvis man ser kritikken af hende i lyset af den overordnede kritik af religionernes rolle, begynder det at give mening. Den overordnede kritik lyder også, at religionerne ikke griber fat om roden om problemet og forsøger at ændre de grundlæggende strukturer. I stedet tilbyder de overfladiske løsninger på problemerne, forklarer hun.

Den canadiske rapport bliver publiceret i det videnskabelige tidsskrift Studies in Religion/Sciences religieuses i løbet af marts.

Nikolaj Krak

Cand.comm. i journalistik fra Roskilde Universitet med sidefag i religionsvidenskab ved Københavns Universitet. Har tidligere arbejdet på DR Dokumentar og Dagbladet Politiken. Ansat på Kristeligt Dagblad siden august 2011. Fra juni 2014 mellemøstkorrespondent med base i Jerusalem.

Tilføj kommentar

fra shop.k.dk

Pinell Go, Hvid - DAB/DAB+ og FM-radio

kr. 1.799,00 Køb

Bachs mesterværker

kr. 699,00 Køb

Mød Peter Høeg

kr. 65,00 Køb

The Act of Killing - dokumentarfilm

kr. 210,00 Køb

Anna Netrebko og Plácido Domingo: "Jeanne d'Arc"

kr. 189,00 Køb

Mød Desmond Tutu og hans datter Mpho Tutu

kr. 70,00 Køb

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.