Svensk forfatter: Fortrængning har sat skub i radikalisering

Modsat nabolandene fik Sverige aldrig gjort op med nazismen efter Anden Verdenskrig. Racismefrygt har også medvirket til at skabe en ekstrem højrefløj, som senest viste sig ved skoleangrebet i i sidste uge, mener den svenske forfatter Anna-Lena Lodenius

Højrepopulistiske partier - som Sverigedemokraterne - har opnået succes ved at kommunikere personligt, direkte og i øjenhøjde med befolkningen, siger den svenske journalist og forfatter Anna-Lena Lodenius. Her tilhørere ved partileder Jimmie Åkessons sommertale i hjembyen, Sölvesborg. - Rickard Nilsson/TT/Scanpix.
Højrepopulistiske partier - som Sverigedemokraterne - har opnået succes ved at kommunikere personligt, direkte og i øjenhøjde med befolkningen, siger den svenske journalist og forfatter Anna-Lena Lodenius. Her tilhørere ved partileder Jimmie Åkessons sommertale i hjembyen, Sölvesborg. - Rickard Nilsson/TT/Scanpix.

Da en 21-årig mand fra Sydsverige for en uge siden overfaldt mørklødede elever på en skole i Trollhättan, var det ikke udtryk for én radikaliseret mand, men det seneste i en række af racistisk motiverede angreb.

I flere årtier har Sverige været plaget af racistiske og højreradikale bevægelser, der med jævne mellemrum har vist sig med bølger af voldelige angreb.

Det første registrerede drab skete i 1986, da nynazistiske skinheads bankede en 21-årig mand til døde, og op gennem 1980'erne og 1990'erne var Sverige ad flere omgange præget af serier af drab på indvandrere og homoseksuelle.

Den svenske journalist og forfatter Anna-Lena Lodenius har i fire årtier beskæftiget sig med højreradikale bevægelser og er aktuel med bogen ”Vi siger, hvad du tænker - Højrepopulisme i Europa”.

Hun mener, at skillelinjen mellem højreekstremisme og populisme udfordres i øjeblikket, som da en lokalafdeling af det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne for nyligt offentliggjorde en liste med placeringen af asylcentre.

Dette midt i en serie af ildspåsættelser på kommende og nuværende bosteder for flygtninge, der strømmer til landet i hundredtusindtal.

”Det er en enorm provokation af dem og udstiller en dobbelthed i deres strategi, hvor de på den ene side vil tiltrække almindelige vælgere, men samtidigt skal holde på mere ekstreme personer, der stemmer på dem, fordi der ikke er andre alternativer ud over små, ubetydelige partier,” siger Anna-Lena Lodenius.

Hun mener, at sidste uges seks formodede højreradikale angreb på asylcentre udstiller en sovende bevægelse, der lever i bedste velgående, fordi Sverige aldrig for alvor fik gjort op med nazismen efter Anden Verdenskrig.

Samt at en frygt for at medvirke til voksende racisme har gjort, at mange har fortrængt højreekstremismens rodfæste i Sverige.

”I Norge og Danmark, der havde været besat, var der et stort behov for tage afstand fra nazister og sympatisører, mens nazister flygtede til Sverige efter krigen for at komme sikkert videre til Sydamerika. Det har skabt en ubrudt tradition, som mange svenskere forsøger at gemme væk under gulvtæppet, men som også i dag er stærk,” siger forfatteren.

Mens nogle måske fristes til at tro, at den seneste tids opmærksomhed omkring højreradikale grupper udstiller en bevægelse i fremgang, viser flere studier ifølge Lodenius, at de højreekstremes udbredelse er stabil.

”Omkring et par hundrede personer er direkte tilknyttet de nynazistiske bevægelser, men via internettet kan de mobilisere et par tusind i forbindelse med demonstrationer. Det viser sig, at det tal er jævnt, uanset hvilke former for forebyggende indsatser, der har været, eller hvordan indvandrerdebatten har præget dagsordenen. Det, der er nyt, er, at medierne skriver om det,” siger hun.

Den svenske forfatter mener, at man skal passe på med at give højreradikale skylden for de seneste ilds-påsættelser af asylcentre, fordi historien fra den forrige bølge af angreb i 1990'erne viste, at det ofte var uorganiserede enkeltpersoner, der stod bag.

I 2013 registrerede Danmark 245 hadforbrydelser, mens det svenske tal samme år var 5139, hvilket ifølge flere forskere udstiller voksende konflikter mellem religionerne i Sverige, samtidig med at der har været mere oplysning om muligheden for at anmelde den slags forbrydelser. 69 procent af anmeldelserne i Sverige skyldes racistiske motiver.

Uanset hvad der er årsagen, er det en kedelig statistik, mener Anna-Lena Lodenius. Hun peger på, at kun ganske få angreb, hvor nynazister mistænkes, opklares.

”Hvert år er der mange små angreb, der knyttes til nynazister og tilhængere, men det er ofte kun de grove eksempler, der får opmærksomhed. Man skal ikke være blåøjet og tro, at de ikke laver forbrydelser, men hvis man giver dem skylden for alt, overser man andre problemer,” siger hun og peger på, at også pyromaner og ungdomsbander stod bag en stor del af ildspåsættelserne på asylcentre i 1990'erne.

I løbet af årtiet oplevede den nynazistiske bevægelse i Sverige en opblomstring manifesteret i et stort antal demonstrationer, hvor bevægelsen tog afstand fra homoseksualitet og landets indvandringspolitik.

Dengang var bevægelsen politisk tilknyttet Nationalsocialistisk front, der i 2008 blev til Svenskernes Parti, som blev nedlagt tidligere i år.

I dag er Sveriges mest yderliggående parti på højrefløjen Sverigedemokraterne (SD), som de øvrige rigsdagspartier ikke vil samarbejde med.

SD har som en række andre højrepopulistiske partier i Europa såsom Front National i Frankrig, Gyldent Daggry i Grækenland, Det Schweiziske Folkeparti og Alternativet for Tyskland oplevet stor fremgang de senere år.

Seneste eksempel er weekendens valg i Polen, hvor det nationalkonservative Lov og Retfærdighedsparti blev den store vinder.

Sverigedemokraterne står i flere nye meningsmålinger til at blive landets største parti, og Anna-Lena Lodenius forklarer den store opbakning med, at de højre-nationalistiske partier har overtaget folket fra arbej-derbevægelsen midt i en tid præget af utryghed i forhold til globalisering, de frie grænser og indvandring.

”Mange er mistroiske over for de professionelle politikere, der har fjernet sig fra befolkningen. Man stemmer ikke længere efter klasse og uddannelse, men efter værdier. I takt med at magten er flyttet længere væk - eksempelvis til EU - er skepsissen imod det politiske establishment vokset. De gamle partier er rykket tættere på midten for at kapre stemmer, og det skaber plads til partier, der tør tale i klartekst og sige eliten imod,” forklarer hun.

Anna-Lena Lodenius peger på, at mange af Europas højrepopulistiske partier har udviklet en særlig evne til at tale direkte til folket og løfte nære problemer frem som samfundets vigtigste udfordringer.

”De gamle partier forsøger måske nu at komme efter det, men i lang tid har det været sådan, at de tabte vælgere ved at tale om politiske emner, der ikke vedrører folks hverdag, mens de populistiske partier har kommunikeret personligt, direkte og i øjenhøjde med befolkningen,” siger hun.

De etablerede partier har igennem lang tid set til, mens højrenationalismen er vokset, og en af de helt store gåder for de gamle partier er, hvordan man vender udviklingen.

Nogle steder har man som i Sverige forsøgt at lukke dem ude, mens man i Danmark har samarbejdet med Dansk Folkeparti. Begge steder har partierne ved de seneste valg oplevet markant fremgang.

”Man kan ikke sige noget entydigt om, hvad der skal til for at stoppe dem, og det lader til, at de vokser, uanset hvad man gør. De er en protestbevægelse med monopol på en række enkeltsager. Det eneste, der lader til at være effektivt, er at løse de problemer, højrepopulisterne selv peger på eller tvinge dem til at tage ansvar,” siger Anna-Lena Lodenius med henvisning til det norske Fremskridtspartiet, der er gået tilbage i rundspørgerne, siden det kom i regering i 2013.

Hun mener, at en del af årsagen til SD's fremmarch er, at de andre partier stempler dem som racister. I stedet burde man behandle dem som et almindeligt parti og ikke trække racismekortet hver gang, partiet markerer sig med indvandrerkritiske kommentarer.

Et nyligt eksempel er, at SD ikke blev indbudt til forhandlinger om den flygtningeaftale, der skal sikre, at Sverige kan håndtere de op mod 190.000 asylsøgere, man forventer vil ankomme til landet i år.

”De vinder på ikke at blive inviteret med, men er blevet så store, at jeg har svært ved at tro, at man kan blive ved med at holde dem uden for indflydelse. Medierne skriver skræmmeartikler om dem, men det er alene med til at styrke deres egen selvbevidsthed som et udstødt parti, der tør tale om de ting, de andre ikke vil,” siger den svenske journalist.

I Sverige er den venstreorienterede avis Aftonbladet en af SD's største modstandere. Men ifølge Anna-Lena Lodenius er avisens besættelse af at skrive kritisk om partiet også medvirkende til fremgangen - og det ved avisen godt.

”Brandet SD sælger. Der er en slags symbiose mellem de kritiske medier og højrepopulistiske partier, hvor begge får gavn af omtalen. De er afhængige af hinanden, og derfor skriver venstre-aviser meget om dem, selvom det kan ses som dobbeltmoral,” fortæller hun.

Anna-Lena Lodenius har skrevet adskillelige bøger om højrepopulisme og højreekstremisme i Sverige og har set en klar udvikling hos Sverigedemokraterne.

Mens ekstremisterne ikke har andre steder at gå hen, har partiet smidt yderliggående røster ud, kappet båndet til den åbenmundede ungdomsafdeling og vejer i dag sine udtalelser på en vægtskål.

”Sverigedemokraterne var et ekstremistisk parti, der blev dannet af blandt andre racister og nazister, men har rykket sig til at være et parti, der ikke skræmmer almindelige vælgere væk. De ved, at de kan sige, hvad de vil, uden at skulle stå til ansvar. For vælgerne er en stemme på SD en protest, og så spiller det ingen rolle, at SD ikke skal tage ansvar, for mange vælgeres største mål er at få de andre partier til at ændre sig,” siger hun.