Fortællingen om Afghanistan er lige begyndt

2014 markerer en afgørende ny fase for Afghanistan. Landet skal vælge ny præsident, og de udenlandske soldater er på vej hjem. Hvor det hele ender for de 30 millioner afghanere, er stadig uvist

To kvinder på en bænk med valgplakater. Om mindre end en måned, den 5. april, er der præsidentvalg i Afghanistan, og for første gang i landets historie har afghanerne chancen for at erstatte én valgt præsident med en anden valgt præsident. –
To kvinder på en bænk med valgplakater. Om mindre end en måned, den 5. april, er der præsidentvalg i Afghanistan, og for første gang i landets historie har afghanerne chancen for at erstatte én valgt præsident med en anden valgt præsident. –. Foto: Aref Karimi/AFP/.

Han er klædt i sort og hvidt. Sorte sko, sorte strømper, sorte bukser og sort jakke. Hvid skjorte. Sort slips. Hans analyse af Afghanistan er mere nuanceret.

Marco Vicenzino er specialist i global sikkerheds-politik og en kendt udenrigspolitisk kommentator. Han forsøger at balancere mellem problemer og fremskridt, når han skal karakterisere den nuværende situation i Afghanistan. Landet står på tærsklen til en ny fase i sine omvæltninger uden en massiv tilstedeværelse af udenlandske soldater og med en ny præsident.

Jeg forsøger at være realistisk. For det meste taler jeg til vestlige borgere, hvis skattepenge er gået til at finansiere krigen og den videre indsats i Afghanistan. De har krav på at vide, hvordan virkeligheden ser ud. Og den er hverken ensidigt positiv eller negativ, siger han.

For Marco Vicenzino er Afghanistan som et puslespil, der aldrig har været samlet før. Det er ikke blot de seneste 35 års turbulente historie med sovjetisk besættelse, Taleban-styre, amerikansk-ledet invasion og borgerkrig, der har splintret befolkningen. Også under det fordums kongedømme var der tale om en begrænset centralmagt, hvis base lå i Kabul og indgik i et finmasket net af alliancer med lokale klanledere.

Afghanistan har aldrig haft nogen stærk national identitet. Og den, der var, blev smadret af den sovjetiske invasion. Opgaven siden 2001 har i virkeligheden været at skrive en helt ny national fortælling om Afghanistan. Og den slags tager årtier. Ikke mindst i et land, hvor mere end to tredjedele af befolkningen er under 25 år. De har ingen mulighed for at huske ret meget andet end den nuværende situation med oprør og udenlandske soldater, måske Taleban-styret for de ældstes vedkommende, siger han.

LÆS OGSÅ: Læger piller glansen af Afghanistans sundhedssystem

Den amerikanske analytiker peger på, at resultaterne i Afghanistan siden den udenlandske invasion i 2001 derfor retfærdigvis også må ses i lyset af de enorme udfordringer, som både de lokale og internationale politikere har stået over for.

Det er åbenlyst, at der er sket mange fejl undervejs, men man må også huske, at det var og er et helt nyt land, der skulle opfindes forfra.

Marco Vicenzino besøgte Danmark først på ugen, blandt andet for at holde oplæg på en konference om Afghanistan arrangeret af Dansk Udenrigspolitisk Selskab. Her adskilte hans forbeholdne tone sig fra konferencens tre afghanske talere, der i højere grad valgte at fokusere på Afghanistans positive fremskridt. Mens de talte om engagerede ungdomsnetværk, en vellykket fodboldturnering, masser af mobiltelefoner og otte millioner børn, der nu kommer i skole, pegede Marco Vincenzino i korte, bestemte sætninger på, at Afghanistan også er et dybt splittet, svagt politisk funderet, ustabilt og farligt land.

Der går en generation, før der er stabilitet i Afghanistan. Det er alt for tidligt at begynde at tale om succes eller ej. Jeg prøver at undgå ordet. Afghanistan er midt i en lang, vanskelig proces, og det vil tage årtier, før vi kender resultatet, siger Marco Vicenzino, da han uddyber sine synspunkter i et interview.

Han kan sagtens forstå de afghanere, der helst vil ignorere de mistrøstige kendsgerninger, der stadig er stor en del af den afghanske virkelighed.

Hvem vil ikke gerne være stolte af sit land og fremhæve de gode sider? Afghanerne er trætte af at være en fiasko. Jeg skal ikke bebrejde dem, at de prøver at koncentrere sig om de fremskridt, der er sket i landet. Men hvis man kun har øje for de positive elementer, risikerer man at træffe forkerte beslutninger. Beslutninger skal træffes på et korrekt og fyldestgørende grundlag. Optimisme alene løser ingen problemer, siger Marco Vicenzino.

Han ser Afghanistan som et land, der de næste mange år vil hutle sig igennem som et konservativt, patriarkalsk land med masser af stridigheder mellem præsident og parlament i Kabul og mellem begge instanser og de lokale magthavere i regionerne.

Der er ikke et vestligt, liberalt demokrati lige om hjørnet. Der står mange pæne ord om kvinders rettigheder i forfatningen, og 25 procent af pladserne i parlamentet er forbeholdt kvinder. Men en kvinde er stadig en kvinde i Afghanistan. Landet er først så småt ved at tage form. Og det er umuligt at sige, hvor det ender. Også selvom der er grupper i landet, som forsøger at presse historien om succes igennem, siger han.

Om mindre end en måned, den 5. april, er der præsidentvalg i Afghanistan, og for første gang i landets historie har afghanerne chancen for at erstatte én valgt præsident med en anden valgt præsident. Efter mere end 12 år med Hamid Karzai som landets øverste leder først indsat af FN i 2001, siden af stammerådet, loya jirga, i 2002 og fra 2004 valgt af befolkningen er der udsigt til en ny statsleder.

Den kommende præsidents største udfordring bliver at sikre hverdagen for afghanerne, når de nuværende omkring 50.000 udenlandske soldater med udgangen af året bliver skåret ned til 12.000-13.000 soldater med hovedsageligt teknisk og rådgivende funktion.

Store dele af Afghanistan er under Taleban og andre oprøreres kontrol, og for den almindelige befolkning er hverdagen forpestet af den evige usikkerhed. Det er farligt at bevæge sig rundt, og det belaster al aktivitet og alle muligheder. Folk har svært ved at passe deres arbejde, virksomheder har svært ved at transportere varer, og så sent som i sidste uge viste en rapport fra Læger uden Grænser, at 4 ud af 10 patienter, der når frem til et sygehus, har været udsat for et angreb undervejs.

Det er helt afgørende, at den nye præsident formår at gøre noget for at lette den brede befolknings nød. Afghanistan har masser af udviklingspotentiale, men det hele står og falder med sikkerheden, siger Marco Vicenzino.

Det afghanske militær, ANA, er de seneste år udbygget til cirka 200.000 soldater, og der er et tilsvarende antal politibetjente. Militæret nyder langt mere respekt end politiet, som har ry for at være både udueligt og korrupt, men begge styrker vil de kommende år være helt afhængige af, om udlandet vil fortsætte den økonomiske bistand til Afghanistan. I øjeblikket er 90 procent af statsbudgettet finansieret af udlandet.

Det er klart, at tilbagetrækningen skulle ske på et tidspunkt, men det bedste havde nok været, om man havde ventet et års tid eller to. Men det er jo en politisk beslutning i de vestlige lande, siger Marco Vicenzino.

Det er en kendt sag, at Afghanistans politiske system stadig er svagt. Siden omstyrtningen af Taleban-styret i 2001 er der holdt to præsidentvalg og to parlamentsvalg, som ikke har imponeret med deres demokratiske standard, men Marco Vincenzino mener alligevel, at næste måneds valg har mulighed for at skabe forandring.

Der er en historisk mulighed for at tilføre det politiske system noget frisk blod. Der er ikke tradition for, at magten i Afghanistan bedrives gennem de politiske kanaler, men hvis den nye præsident formår at inddrage flere synspunkter, kan han give de politiske institutioner en større betydning.

Jokeren i de kommende års udvikling er først og fremmest landets oprørsbevægelser, som skønnes tilsammen at omfatte omkring 20.000 mand. Marco Vicenzino advarer mod at betragte dem alle som en del af en homogen Taleban-bevægelse. For det første er der mange andre oprørsgrupper end Taleban. Det eneste, de har tilfælles med Taleban, er modstanden mod de udenlandske styrker. For det andet er også Taleban-krigerne indbyrdes uenige.

Mange Taleban-folk er lokalt funderet og bekymrer sig mest om deres eget område. Andre har nationale ambitioner om en fælles islamistisk stat. Derfor er det også så svært at slutte fred med Taleban. Det er ikke én fredsaftale, der er brug for. Der er brug for en lang række. Der skal næsten forhandles fra landsby til landsby for at være sikker på, at alle er taget i ed, siger han.

Der har i årevis været diskrete forhandlinger mellem Taleban på den ene side og henholdsvis den afghanske regering, USA og andre internationale aktører på den anden side, men indtil nu er det ikke lykkedes at indgå en egentlig fredsaftale.

Frygten blandt mange afghanere er, at Afghanistan efter 2014, når de fleste soldater er trukket hjem, vil være ude af øje, ude af sind i det internationale samfund. Marco Vicenzino advarer dog mod at lade Afghanistan sejle, fordi landet er dyrt og besværligt. Han minder om, hvad det kan føre til, hvis stater bliver så ødelagte og forskruede, at terrorister har let ved at slå sig ned.

Alle ved, hvad der skete den 11. september 2001 i New York og Washington. Verden har en langsigtet interesse i at blive i Afghanistan for dens egen sikkerheds skyld. Enhver skrøbelig eller fejlslagen stat indebærer en risiko for terror. Det er ingen sikkerhed, at Nordafrika lige nu er det foretrukne opholdssted. Terrorister er som vand. De søger ind i alle sprækker, siger han.