I det franske magasin Nouvel Observateur giver Mathieu Guidère, professor i islamologi, en forklaring på, hvorfor terroristerne i Paris udså sig spillestedet Bataclan som mål den 13. november.
Det skete ikke kun, fordi mange var forsamlet, men også fordi Islamisk Stat afskyr den liberale ånd, der hersker, hvor mænd og kvinder blandes. Det anses som ”fortabelsens og udskejelsens sted”. I byer under IS' herredømme er diskoteker og lignende forbudt.
De islamistiske terrorister står her langt fra klassisk islam, mener Guidère. Den hylder et kunstnerisk talent som en gave fra Allah. Har en sanger fået en ekstraordinær stemme, så er det Allahs måde at vise sin storhed.
Kunsten afspejler en del af hans umådelige skønhed. Og ikke mindst musikken har store traditioner i den muslimske verden.
En kvinde kan efter IS' opfattelse ikke danse for at vise Allahs storhed, men kun for at forføre mændene. Og hvis en kunstner regner sig selv for kreativ, fornægter han derved Allah.
”For IS afleder en koncert fra dyrkelsen af Gud. At lytte til musik er nok til at stemple en som vantro, medmindre det drejer sig om religiøs musik.”
Mathieu Guidère beklager, at IS fylder så meget i medierne, at man ikke husker, at der findes en klassisk islam med ”en teologisk konstruktion, som tillader, at muslimsk kultur frembringer glædelige udtryk.”
Gabriel Matzneff, forfatter og kommentator ved magasinet Le Point, gør op med den nye holdning, at IS møder den stærkeste modstand, når vi bliver ved at more os. Det ville være o.k., hvis 12-årige mente, det var en tapper trodsighed, men det er unge voksne, der hele tiden formulerer dette naive credo.
Og ved et nyligt mindetræf på Invalide-pladsen i Paris sang den franske popstjerne Barbara. På sådan en dag burde ”Marseillaisen” og ”Dies irae” have været på programmet, mener Matzneff. Og i stedet for at lade præsident Franois Hollande holde en fad tale, burde en skuespiller fra Comédie-Franaise oplæse biskop Boussets kendte ”Prædiken om døden” fra 1662.
Seancen vidnede om gennemført åndløshed. Nutidsmenneskene lever ikke, de eksisterer blot og har et horisontalt blik på eksistensen, erklærer Matzneff. Hollande burde have fået dem til at synge de tre små grises sang, der passer til dem som fod i hose: ”Hvem er bange for den stygge ulv, stygge ulv, stygge ulv?”.
”Bortset fra paven i Rom og Moskvas patriark, hvem i Europa har så appelleret til åndens kræfter, åbnet det transcendente for menneskene? Ingen. I al fald ingen i Frankrig, hvor de ansvarlige politikere klynker over islamismens fremmarch. Men deres eneste svar på fremmarchen er at forbyde julekrybber. Snart vil formodentlig den lidenskabelige fejring af fødselsunderet, inkarnationens mysterium, ordets bliven kød, af Kristus, Gud og menneske, blive erstattet af en fest for Fader Frost, ligesom i Sovjetunionen under forfølgelsen af kristendommen - Ded Moroz, en leninistisk udgave af julemanden.”
Engang var franske præsidenter belæste og kunne åbne dybere, kulturelle dimensioner i deres taler, klager Matzneff, der har arbejdet for Franois Mitterand. I dag opfordrer de ikke franskmændene til at hente styrke i deres græsk-romanske og kristne arv, for de kender den ikke. Derfor forbliver befolkningen også i sin dyrkelse af ferier og forbrug.
”De tre små grise holder sig til deres kælne lille liv, tragedien indgyder dem rædsel, de vil ikke høre tale om døden, om evigheden, heller ikke om deres sjæls frelse, ikke om askesen og fasten, ikke om Gud.”
Forstædernes unge muslimske indvandrere keder sig, og de burde inviteres til at læse - som unge armenske, russiske og polske indvandrere gør det - ”De tre musketerer”, besøge Louvre og se filmen ”Les Enfants du Paradis”.
”Men staten underviser bare i fodbold og abstrakte 'republikanske værdier', som ikke kan fange nogen; man overlader det til den onde kalif at tale til deres sjæl og lære dem om transcendensen.”
Hos islamisterne hører de om det, der kan levere den virkelige overskridelse: ofringen af sig selv. Det er, hvad følsomme unge tørster efter at høre.
”Med den rette vejledning og opdragelse kunne de blive som den lysende Aljosja Karamazov (engleagtig romanperson hos Dostojevskij, red.), men eftersom de vokser op blandt platte voksne, så glider de over mod kaliffen, dødens sorte ærkeengel, den store stygge ulv. Man skal være meget dum eller i ekstraordinær ond tro for at forbavses herover,” slutter Matzneff sit rids af kampen om sjælene i det 21. århundrede.