Fransk lov om armensk folkedrab er ugyldig

Domstol erklærer lov, der vil gøre det ulovligt at benægte tyrkernes folkedrab på armeniere, for forfatningsstridig. Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, ønsker nyt lovudkast

Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, vil gøre det ulovligt at benægte tyrkernes folkedrab på armenere.
Den franske præsident, Nicolas Sarkozy, vil gøre det ulovligt at benægte tyrkernes folkedrab på armenere. . Foto: ERIC FEFERBERG Denmark.

Frankrigs forfatningsdomstol sagde i går, at en ny lov, der vil ulovliggøre benægtelse af tyrkernes folkedrab på armeniere for næsten 100 år siden, strider imod den franske forfatning.

Afgørelsen fra Frankrigs højeste juridiske instans betyder, at en lov, som skulle ratificeres af præsident Nicolas Sarkozy om kort tid, er ugyldig.

LÆS OGSÅ: Tyrkiet truer Frankrig efter Armenien-afstemning

Sarkozy gav øjeblikkelig ordre til, at et nyt lovudkast, der ikke krænker forfatningen, skal udarbejdes.

Tyrkiet havde truet med at afbryde alle diplomatiske relationer til Frankrig på grund af lovudkastet, der er blevet vedtaget i Senatet og i underhuset med klart flertal. Loven ville betyde, at man kunne blive straffet med fængsel for at benægte, at massakrer på armeniere i 1915 var folkedrab.

Kort efter meddelelsen om den franske forfatningsdomstols afgørelse sagde Tyrkiets udenrigsministerium, at en alvorlig krise i de to landes relationer nu kunne afværges.

Da loven blev vedtaget med stort flertal i det franske underhus, fastfrøs den tyrkiske regering de politiske og militære forbindelser mellem landene. Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, har kaldt det franske lovudspil diskriminerende og krænkende for tankefriheden.

Armenien siger, at 1,5 millioner armeniere blev dræbt ved et folkedrab, da Det Osmanniske Rige faldt fra hinanden under og efter Den Første Verdenskrig. Den tyrkiske regering taler selv om, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere blev dræbt, og at mindst ligeså mange tyrkere blev dræbt under urolighederne.