Det var en udmattet tysk forbundskansler, der efter 17 timers forhandlinger i den hviderussiske hovedstad, Minsk, kunne vifte med en aftale underskrevet af forhandlingsparterne. Og arbejdet med at finde en varig løsning i Ukraine er langtfra slut, erklærede Angela Merkel samtidig.
I går morges nåede hun og statslederne for Frankrig, Rusland og Ukraine frem til en ny våbenhvile, Minsk II, som først og fremmest betyder, at prorussiske separatister og den ukrainske hær vil indstille skyderierne mod hinanden fra og med søndag morgen.
Angela Merkel var efter de lange forhandlinger lettet over, at det tysk-franske fredsinitiativ ikke var forgæves. Lettet, men realistisk:
”Jeg gør mig ingen illusioner. Der er stadig meget arbejde at gøre,” sagde hun.
Minsk II, som er en videreførelse af den våbenhvile-aftale, parterne indgik i september 2014, indebærer også grænsekontrol, fangeudveksling og ikke mindst enighed blandt stats- og regeringscheferne om at forpligte sig til at ”gøre, hvad de kan” for at arbejde videre på aftalen.
Den vedtagne erklæring er et skridt i den rigtige retning, men også temmelig overfladisk, mener Trine Flockhart fra Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, der forsker i sikkerhedspolitik.
”Jeg hæfter mig ved, at aftalen ikke er særlig detaljeret. Man har udskudt spørgsmål om forfatningsændringer samt grænseproblemer. Men djævelen ligger jo i detaljen. Det er svært at bedømme, hvad der gemmer sig bag overskrifterne,” siger hun.
Erklæringen afspejler ifølge Trine Flockhart, at konflikten langtfra er løst, og at den russiske præsident, Vladimir Putin, har fået en god aftale.
”Han har godt fat om forhandlingerne i en konflikt, Rusland egentlig ikke har noget at gøre med, men har indflydelse på. Putins interesse er at holde konflikten kørende og opretholde et permanent ustabilt Ukraine, der ikke vil kunne nærme sig Europa,” siger Trine Flockhart.
Aftalens succes afhænger samtidig af, hvordan våbenhvilen kontrolleres, påpeger Søren Riishøj, der er ekspert i østeuropæiske forhold og lektor på Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet.
”Hvis det overlades udelukkende til de prorussiske separatister, de private militser og den ukrainske regeringshær at overvåge våbenhvilen, er der et problem. Det er svært for regeringerne i Kijev og Moskva at kontrollere, hvad separatisterne gør ude på slagmarken,” siger Søren Riishøj.
Han peger på, at den ukrainske præsident, Petro Poro-sjenkos, afventende og skeptiske reaktion efter forhandlingen skyldes, at præsidenten er usikker på, om han kan komme igennem med aftalen hjemme i sin egen regering. Det afhænger blandt andet af, om EU samlet vil bakke op om aftalen, vurderer Riishøj.
Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), var med under forhandlingerne i Minsk og advarer mod alt for megen optimisme.
”Dagens aftale er ikke nogen omfattende løsning og da slet ikke noget gennembrud. Men efter uger med vold kan Minsk II være et skridt, der fører os væk fra en spiral med militær eskalation og hen til et politisk momentum,” siger Lidegaard til nyhedsbureaet Ritzau.