Efter 70 år, hvor de gamle filmstrimler har ligget gemt i arkiverne, får den norske befolkning nu for første gang mulighed for at se tv-klip, der viser, hvordan samfundet så ud gennem nazismens briller.
De ugentlige filmaviser fra 1940 til 1945 er således nu tilgængelige på stats-tv-stationen NRK’s internetside, hvor man kan se klip af parader, taler og krigspropaganda, men også få indblik i familielivet og hverdagen under Anden Verdenskrig.
En af årsagerne til, at der skulle gå så mange år, før materialet igen har set dagens lys, er, at myndighederne af hensyn til efterkommere af nazister har været tilbageholdende.
Ole Wilhelm Klüwer, talsmand for foreningen af børn, hvis forældre var medlemmer af nazistpartiet Nasjonal Samling (NS), glæder sig over, at filmene igen er tilgængelige. Han mener, at hemmeligholdelsen af billederne af forældrenes synder har stigmatiseret tusindvis af nordmænd i årtier.
”Det er skræmmende, at tavsheden og skammen stadig fylder så meget. I stedet for at prøve at forstå, hvorfor almindelige mennesker blev tiltrukket af nazismen, har man med tavsheden stemplet efterkommerne, og børnene er uretfærdigt blevet tvunget til at bære forældrenes skyld,” siger han.
I anledning af 75-året for besættelsen åbnede Norge sidste år det såkaldte ”landsforræder-arkiv”, der indeholder dokumenter fra retsopgøret efter krigen. I den forbindelse protesterede flere mod, at de gamle sår igen blev brudt op.
Klüwer forstår godt, at nogle efterkommere føler sig ramt af at blive konfronteret med fortiden, men mener, at åbenhed er den eneste måde at bearbejde det store tabu på.
”Historien er mere kompleks end det, der er lejret i den kollektive bevidsthed. Vi trænger til dialog og til at høre flere NS-børn fortælle deres historie, hvis vi skal forstå, hvad der egentlig skete. Selvom filmene er i sort-hvid, var virkeligheden det ikke,” siger han.
Odd Arvid Storsveen, der er professor i historie ved universitetet i Oslo, er enig i, at Norge trænger til en mere nuanceret debat om besættelsen. Under krigen var både hans far og onkel involveret i modstandskampen og rejste mellem England og Norge på adskillige operationer. Den berømte onkel, Arvid Storsveen, endte med at blive dræbt af Gestapo i 1943.
”På samme måde som i andre lande har man skubbet det negative væk og skønmalet historien. Myten om Norge under krigen er i høj grad præget af tanken om modstadsheltene, men i realiteten holdt mange med tyskerne og støttede NS. Ikke, fordi de var glødende nazister, men fordi de måske frygtede kommunisterne eller følte sig tvunget til at gøre det, for at deres erhverv skulle overleve. I dag er vi nødt til at forstå de nuancer,” siger Odd Arvid Storsveen.
Han forklarer, at opgøret med nazismen endte med, at både medlemmer af NS og NS-børn blev dæmoniseret, men at de mange filmaviser, som oprindeligt blev vist i landets biografer, kan skabe større indsigt. Trods manipulation.
”Man ser klip, hvor tusindvis af almindelige nordmænd står på Karl Johans Gade i Oslo og klapper af tyskerne. Det er vigtigt at blive mindet om, fordi vi som samfund må kende sandheden og forstå, at folk var præget af tidsånden og ikke alle så tingene, som vi gør i dag,” siger han.
Odd Arvid Storsveen vurderer, at det vil tage flere generationer, før samfundet kan se på krigen med rationelle briller.
”Der er mange vigtige brikker, som langsomt dukker op. For os mennesker er det vigtig at forstå, at idealisme alene ikke er nok til at stå imod totalitarismen, men at folk dengang som nu er nødt til at tilpasse sig. De unge mænd kunne kæmpe, men resten måtte jo først og fremmest redde deres børn og sig selv,” siger han.