Frivillige står i kø for at hjælpe flygtninge i Tyskland

Det tyske civilsamfund viser stor velvilje til at hjælpe strømmen af flygtninge i landet. Vi har i vores barmhjertighed lagt forstanden på hylden, mener tysk kritiker

Læger, der frivilligt tager ekstra vagter, studerende, der underviser i tysk, og naboer, der holder logistikken kørende i modtagecentre. I Tyskland er der et stærkt stigende beredskab til at hjælpe de omkring 3000 flygtninge, der kommer til landet om dagen. Her deler frivillige mad ud til de mange ventende flygtninge foran den stærkt overbebyrdede sundheds- og socialforvaltning i Berlin-Moabit, hvor det private initiativ ”Moabit hjælper” har løftet en betragtelig del af opgaven. -
Læger, der frivilligt tager ekstra vagter, studerende, der underviser i tysk, og naboer, der holder logistikken kørende i modtagecentre. I Tyskland er der et stærkt stigende beredskab til at hjælpe de omkring 3000 flygtninge, der kommer til landet om dagen. Her deler frivillige mad ud til de mange ventende flygtninge foran den stærkt overbebyrdede sundheds- og socialforvaltning i Berlin-Moabit, hvor det private initiativ ”Moabit hjælper” har løftet en betragtelig del af opgaven. - . Foto: Scanpix.

”Har du penge, tid, ting eller plads? Følg pilene og se, hvordan du kan hjælpe flygtningene i Tyskland.”

Med formuleringer som denne har en række ansete tyske aviser som Frankfurter Allgemeine Zeitung, Die Zeit og Tagesspiegel de seneste uger guidet tyskerne igennem junglen af muligheder for at hjælpe de anslået 800.000 flygtninge, der vil komme til Tyskland i løbet af 2015. Selv landets største og mest indflydelsesrige avis, formiddagsbladet Bild, har kørt en opsigtsvækkende kampagne mod fordomme og for hjælp til de voldsomme mængder af flygtninge.

Allerede nu er der i det tyske civilsamfund stor hjælpsomhed overfor de titusindvis af asylsøgere, der under mere eller mindre kaotiske forhold er ved at blive indkvarteret i blandt andet kaserner, teltlejre og idrætsanlæg rundt om i forbundsrepublikken.

”Rigtig mange mennesker i Tyskland engagerer sig for tiden for flygtninge, både med frivilligt arbejde og som hovedbeskæftigelse i de forskellige flygtningeorganisationers institutioner,” fortæller Ute Burbach-Tasso fra den evangeliske hjælpeorganisationen Diakonie Deutschland.

”Desværre kan vi ikke nævne nogle skudsikre tal for det frivillige engagement inden for kirke og diakoni, fordi nye initiativer skyder så hurtigt op af jorden,” siger hun.

Dette indtryk bekræftes af organisationen ”Aktion Tyskland hjælper” - en paraplyorganisation for 24 tyske hjælpeorganisationer, der over for Kristeligt Dagblad melder om ”stærkt tysk engagement for flygtninge både i Tyskland samt i oprindelses- og transitlandene”.

Også uden for de etablerede hjælpeorganisationer vokser der i disse uger en spirende underskov af private initiativer og internetplatforme, hvor folk kan gøre brug af deres kompetencer i flygtningelejre, få optimal nytte af deres brugte tøj eller finde en flygtning til deres ledige værelse.

Ifølge avisen Die Welt har bølgen af frivillige i både provinsen og i storbyerne især rejst sig som ”de anstændiges oprør” mod den højreradikale bølge af angreb mod asylcentre i Tyskland:

”De frivillige vil ikke længere overlade scenen til de hjerteløse, heller ikke i det offentlige syn på Tyskland.”

I samme ånd roste forbundskansler Angela Merkel i mandags på en pressekonference de ”verdensåbne tyskeres engagement” i den aktuelle krise, der i hendes øjne er en ”national opgave, der angår os alle”.

Både i medierne og i det politiske landskab har der været få indvendinger mod grundholdningen om, at Tyskland med tilstrækkelige anstrengelser bør være stærkt nok til at løfte opgaven. En undtagelse er den politiske kommentator Henryk M. Broder, der mener, at billederne af flygtningestrømme og højreradikale overgreb har sløret tyskernes dømmekraft:

”Den, der ikke føler medlidenhed ved synet af disse billeder, har intet hjerte. Men den, der kun føler medlidenhed og forsøger at løskøbe sig fra den med en donation, har ingen forstand,” skriver han i Die Welt.

”Vi importerer ikke bare etniske, altså kulturelle og religiøse konflikter, men også - med Marx' termer - en ”industriel reservehær”, som der ikke er og ikke vil være arbejde til.”

Denne holdning modsiges overraskende stærkt af formiddagsbladet Bild. Her peges der blandt andet på, at Tysklands befolkning er stærkt skrumpende, og at landet har en halv million ubesatte job.