Front National taber og vinder på samme tid

Selvom Marine Le Pens højrenationale parti kom først i mål i seks af regionerne ved første valg-runde den 6. december, var det Nicolas Sarkozys Republikanske Parti og præsident Franois Hollandes Socialistparti, der løb med flertallet og dermed posterne som regionsformænd ved søndagens anden og afgørende runde. Foto: Stephane Vansteenkiste/sipa / Scanpix Denmark

Antallet af Front Nationals folkevalgte er tredoblet, selvom Marine Le Pens parti ikke kommer til at lede en eneste region efter søndagens valg

”Demokratiet er konfiskeret af de etablerede partier.” Dette omkvæd synges konsekvent af Front Nationals ledere efter hvert valg. Og det netop overståede regionalvalg var ingen undtagelse. Ikke en eneste region tilfaldt det parti, der kunne kalde sig Frankrigs største efter første valgrunde. Selvom Marine Le Pens højrenationale parti kom først i mål i seks af regionerne ved første valg-runde den 6. december, var det Nicolas Sarkozys Republikanske Parti og præsident Franois Hollandes Socialistparti, der løb med flertallet og dermed posterne som regionsformænd ved søndagens anden og afgørende runde.

”De vandt, fordi de var 10 mod 1. Republikken har sat demokratiet ud af kraft,” sagde partiformandens niece, Marion Marechal-Le Pen, efter at have høstet 45,5 procent af stemmerne i duellen med højrekandidaten, Nice-borgmesteren Christian Estrosi, i den store middelhavsregion fra Nice til Marseille.

Front National fremstiller systematisk sig selv om offer for de etablerede partier, der rotter sig sammen og forhindrer en tredjedel af vælgerne i at komme til orde. Det er ”den republikanske front”, hvor vælgerne uanset partifarve opfordres til at stemme på den bedst placerede af de øvrige kandidater for at spærre vejen for Front National.

Men snarere end Nicolas Sarkozy og Franois Hollande er det Charles de Gaulle, som er skyld i denne marginalisering af en del af den franske vælgerbefolkning. Den daværende præsident designede valgsystemet i 1958 med det mål at sikre et klart flertal efter hvert valg. Kun to eller tre kandidater når frem til anden valgrunde i hver valgkreds, og ”vinderen tager det hele”. De andre stemmer er spildt, og det går ud over alle de små partier, med mindre de kan alliere sig med de større partier.

De Gaulles valgsystem betyder, at de folkevalgte forsamlinger ikke afspejler vælgernes ønsker. Det låser samtidig partisystemet fast i en skruestik, der forhindrer fornyelse, og bidrager derfor til at øge tillidskløften mellem vælgerne og politikerne.

Højrepartierne har hidtil nægtet at alliere sig med Front National. Den nu ekskluderede partistifter Jean-Marie Le Pens højreekstremistiske profil og gentagne provokationer satte ham uden for det gode selskab. Hans datter, Marine Le Pens, mere stuerene facon og især hendes vælgerfremgang frister nu en del højrepolitikere til at linde på skodderne til de højrenationale. Men Front Nationals væsentligste argument er netop, at partiet står uden for det sammenspiste partipamperi.

Partiet dømmer derfor sig selv til enten at vinde det hele eller at tabe. Og selvom partiet går markant frem og nu repræsenterer en tredjedel af de franske vælgere, er sandheden, at Marine Le Pen ikke har udsigt til at overbevise over halvdelen af de franske vælgere.

Men selvom Front National ikke fik stemmer nok til at besætte præsidentposten i regionerne, har Republikanerne og Socialisterne ingen grund til at hovere.

Regionalvalget har givet Marine Le Pens parti det bedste valgresultat nogensinde og tredoblet partiets medlemmer i regionsrådene. Og de fleste forventer, at Marine Le Pen vil være den ene af de to præsidentkandidater, som franskmændene kan vælge imellem ved præsidentvalgets afgørende runde om godt to år.

Hun vil fortsat have et flertal af vælgerne imod sig. Men hvor længe?