I Æneiden, Vergils mytiske beretning om Roms grundlæggelse, forelsker prins Æneas sig i Karthagos dronning Dido. En lignende legende fortæller, at Marseille blev grundlagt, da datteren af den indfødte liguriske prinsesse Gyptis valgte at gifte sig med den græske søfarer Protis. Aeneas og Dido fik derimod aldrig hinanden, og i virkelighedens verden var Rom og Karthago ærkefjender, indtil Scipio raserede Karthago i 146 før Kristus.
Fortællingerne om Aeneas og Dido, Protis og Gyptis kan ses som historien om Middelhavets civilisationer, som nok har rivaliseret og bekriget hinanden, men som også har været knyttet sammen i et skæbnefællesskab gennem årtusinder.
Inden for de seneste årtier har EU og den økonomiske vækst i stigende grad forankret de sydeuropæiske lande i det rige Europa. Og den sydlige middelhavsverden er i stigende grad blevet opfattet som fremmedartet, i takt med at den islamiske trussel efter den iranske revolution i 1979 og især terrorangrebet på USA i 2001 rettede fokus på de religiøse og kulturelle forskelle.
Men dette syn på Middelhavet som grænsen mellem nord og syd, mellem Europa og Afrika, er en forholdsvis ny konstruktion. Helt frem til 1980erne var idéen om en fælles middelhavskultur fremherskende i den akademiske verden, hvor antropologer og politiske forskere identificerede en særlig mediterran samfundsmodel.
Den franske sociolog Pierre Bourdieu byggede for eksempel sin analyse af den maskuline dominans på studier af kabylske samfund i Algeriet, som han fandt repræsentative for magtbalancen mellem kønnene også nord for Middelhavet. Samme konklusion drog Anne Knudsen, dr.phil. i antropologi og i dag ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør for Weekendavisen, i 1988 på baggrund af feltstudier på den franske ø Korsika.
Både nord og syd for Middelhavet mener man, at faderen i enhver familie har den højeste autoritet, både over for sine voksne sønner og sine døtre, skriver Anne Knudsen i sit bidrag om Middelhavet i bogen Europas opdagelse. Historien om en idé fra 1988.
Hun konstaterer, at også æresbegrebet er fælles for middelhavslandene og desuden knyttet til magtforholdet mellem kønnene.
Både nord og syd for Middelhavet råder der den form for adskillelse mellem kønnene, at mændenes verden er det udendørs: pladserne og gaderne, mens kvindernes er husenes indre, de lukkede gårde, det skjulte, private liv. Og selvom der i vort århundrede har fundet en opblødning sted, er det stadig grænseoverskridende for en kvinde både i den europæiske og i den afrikanske middelhavsverden for eksempel at gå på restaurant alene eller med en anden kvinde, skriver hun i bogen.
Denne analyse står hun stadig ved.
Det er stadig relevant at tale om en middelhavskultur. På trods af de radikale islamistiske bevægelser, som i øvrigt overalt i området er i mindretal, er hverdagslivets grundlæggende antagelser stadig temmelig ens. Men både islamister og kristne politikere har politisk interesse i at fremstille det anderledes, siger Anne Knudsen.
Der eksisterer i middelhavslandene en fælles model for samfundets sociale organisation, mener også Antonio Trampus, professor i historie ved Ca Foscari-universitetet i Venedig.
Det er en model, hvor det offentlige liv er organiseret omkring torvet, den fælles plads. Det er den græske, hellenistiske byplan, som har bredt sig til hele middelhavsområdet. I hele middelhavsverdenen finder vi desuden en model, hvor tilhørsforholdet til familien, klanen og landsbyen er afgørende for individets identitet. Tilknytningen til fødebyen er stadig udtalt i for eksempel Italien, hvor aktuelle meningsmålinger viser, at definitionen af lykke forbindes med muligheden for at bo, hvor familien har rod, siger Antonio Trampus.
Denne klanagtige struktur, hvor individet er underkastet familien og gruppen, har også sine bagsider. Kønspolitisk er det en af forklaringerne på kvindernes stilling. Og på det politiske plan er resultatet den klientelisme, som stadig præger både sydeuropæiske og nordafrikanske lande i forskellige varianter. Og som vi i dag med retsstatens principper for øje kalder for korruption og nepotisme. Både de unge grækere og de unge tunesere har set elitens korruption som en af årsagerne til deres landes politiske og økonomiske kriser.
Vi identificerer især klientelismen med Romerriget, men det er formentlig ældre. Det kendetegner alle agrarsamfund, men er særlig tydeligt i alle samfund omkring Middelhavet, og det kendetegner stadig det moderne Italien, Grækenland og Nordafrika, påpeger Uffe Østergaard, professor i historie ved Handelshøjskolen i København, CBS.
Han ser en klar sammenhæng mellem middelhavslandenes æresbegreb og den svagere statsdannelse i regionen.
Æresbegrebet hænger sammen med en svag statsdannelse, for hvordan får man folk til at betale, hvad de skylder, når der ikke er myndigheder til at sørge for det? Æren er en måde at holde sammen på samfund på, som ikke er baseret på retsstaten. Så må folk selv håndhæve lov og ret, hvilket i værste fald udmøntes i mafiaen, siger Uffe Østergaard.
Han mener som Antonio Trampus, at Middelhavets nordlige og sydlige bredder har mere til fælles, end vi tror, når vi fokuserer på de religiøse forskelle mellem Europa og Nordafrika.
Der er en lang kulturel kontinuitet i middelhavslandene. Meget af det, vi i dag forbinder med islam og med Nordafrika, har nordafrikanerne i virkeligheden overtaget fra grækerne. For eksempel den skarpe skelnen mellem det private rum, som er kvindernes eller matronens rum, og det offentlige, som er mandens. Også den strenge kontrol med kvindernes seksualitet og reproduktionen skyldes i vid udstrækning, at araberne er efterfølgerne af den græske kultur, mener Uffe Østergaard.
Han peger på, at middelhavsverdenen også kan defineres som en kystcivilisation, sådan som den franske historiker Fernand Braudel har peget på.
Braudel skelner mellem kyststrækningerne og det, han kalder baglandet, som har stået i modsætning til hinanden. Man kan sige, at i tidens løb har baglandene i både Europa, Nordafrika og Mellemøsten fået overtaget, så der er sket en nationalisering af middelhavscivilisationerne i Europa, for eksempel med det franske monarkis centralisme, og en arabisering i Nordafrika, mener Uffe Østergård.
I EU har baglandet, især under tysk anførsel, i stigende grad sørget for at prioritere naboerne i øst, mens især Spanien med svingende held har presset på for at sikre samme interesse for naboerne syd for Middelhavet.
Men efter bin Ladens død og det arabiske forår, som ifølge mange kommentatorer har fået Nordafrika til at rykke tættere på Europa, vækker Middelhavet som et sammenhængende kulturhistorisk område igen interesse.
Vi er på vej ud af det verdensbillede, som blev fasttømret med den 11. september og den danske Muhammed-krise, og hvor Middelhavets sydlige bredder blev set udelukkende gennem islam-spektret. Vi har set verden som en konfrontation mellem Vesten og den arabiske verden. Men mellem de to har vi middelhavsverdenen, siger Thierry Fabre, direktør for det kommende Museum for Middelhavscivilisationer i Marseille.
Hvis Vesten kan defineres som Bibelen plus græsk kultur, så er nordafrikanerne vesterlændinge, siger han en anelse provokatorisk og peger derefter på, at Middelhavet har været vugge for de tre monoteismer.
Middelhavsverdenen har en ganske særlig sans for det hellige. Religiøse traditioner, fra katolske processioner til muslimsk sufi-musik, lever stadig. Der er en fælles åndelig dimension, som præger verdenssynet i disse lande, og både det sydligste Europa og Nordafrika er mindre sekulariserede end de nordeuropæiske lande. Middelhavskulturen, der hviler på solidaritet snarere end individualisme, har noget at tilbyde resten af verden, hvor den angelsaksiske, individualistiske samfundsmodel lige nu viser sine begrænsninger. Men selvfølgelig uden, at man skal vende tilbage til det patriarkalske samfund og klanmodellen, mener Thierry Fabre.
Professor ved Cadi Ayaad-universitetet i Marrakech i Marokko Mohamed Knidiri taler om en særlig middelhavshumanisme.
Middelhavslandene er, uanset hvad man mener i dag, præget af den historie, vi har til fælles, og af de kulturer, vi har delt. De tre monoteismer har udviklet sig i samspil og modspil med hinanden, og på trods af alle modsætninger er der fælles værdier som respekten for medmennesket, der kendetegner både jødedommen, kristendommen og islam, mener Mohamed Knidiri.
Samtidig er Middelhavet et af det 21. århundredes politiske spændingsfelter, og netop derfor bør både Europa og Nordafrika genopdage deres fælles rødder, pointerer han.
Middelhavslandene er truet af religiøs og politisk fanatisme. Det er en af verdens mest risikofyldte og sprængfarlige regioner, og vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kan fremme dialog og fredelig sameksistens. Det gælder vores fælles overlevelse, siger Mohamed Knidiri.