Gentagelsens retorik gjorde Obamas sidste tale til nationen til en skuffelse

Obama leverede en sjældent uinteressant politisk metervare i sin sidste tale til nationen, hvor det mest opsigtsvækkende var et vidtløftigt løfte om at ville finde en kur mod kræft. Bagefter replicerede Republikanerne ved at erklære krig mod deres egen spidskandidat

"Når man lever af at høre politikere tale, så sniger der sig en slags kynisme ind i ens betragtninger. Det er kun Barack Obama, der har været i stand til bryde denne hos mig. Det var desværre ikke denne Obama, der holdt sin sidste tale til nationen i nat," skriver Mads Fuglede, der fremover vil kommentere amerikansk politik i Kristeligt Dagblad.
"Når man lever af at høre politikere tale, så sniger der sig en slags kynisme ind i ens betragtninger. Det er kun Barack Obama, der har været i stand til bryde denne hos mig. Det var desværre ikke denne Obama, der holdt sin sidste tale til nationen i nat," skriver Mads Fuglede, der fremover vil kommentere amerikansk politik i Kristeligt Dagblad. .

På den sidste dag i valgkampen i 2008 i Manassas, Virginia, hørte jeg for første gang Barack Obama tale i kød og blod. Her oplevede jeg en retorisk begavelse, der bevægede mig så voldsomt, at jeg aldrig havde troet det muligt. ”Hvor er det godt, at han ikke er fascist,” tænkte jeg dengang efter at have oplevet, hvordan han havde forført mig og et veritabelt folkehav ud i en art politisk massepsykose.

Når man lever af at høre politikere tale, så sniger der sig en slags kynisme ind i ens betragtninger. Det er kun Barack Obama, der har været i stand til bryde denne hos mig. Det var desværre ikke denne Obama, der holdt sin sidste tale til nationen i nat.

Den amerikanske præsident leverede en sjældent kedelig politisk tale, der genbrugte en række politiske metervarer fra Demokraternes hylder. Med meget få undtagelser gentog han sig selv og sit eget politiske parti og indfriede ingen af de forventninger, man kunne have fået, da Det Hvide Hus op til talen havde ladet os forstå, at denne State of the Union-tale ville være anderledes.

Terror er slemt, men ikke noget, der truer USA's eksistens, lod Obama forstå. Så selvom Islamisk Stat er forfærdelig, bliver strategien ikke ændret. Det på trods af at målinger viser, at amerikanerne ikke mener, at det, USA gør lige nu i Syrien og Irak, er tilstrækkeligt.

Der er også for mange våben i USA, og alt for mange dræbes af dem. Pointen blev understreget af en tom stol ved siden af førstedamen, der skulle symbolisere nationens ofre for skyderier. Alligevel sagde præsidenten blot det samme, som han havde sagt i en tale i sidste uge, og at han håbede, Kongressen ville stramme USA's våbenlove. Men denne gang kneb han ikke en tåre. Den tomme stol fik højrefløjsfurien Ann Coulter til at tweete, at der var to tomme stole i lokalet. Den ene stod ved siden af Michelle Obama, den anden var på podiet.

Klimaet burde man i øvrigt også gøre noget ved, lovene for indvandring revideres, Guantánamo lukkes og mindstelønnen sættes op. Akkurat som sidst, Obama talte til nationen. Og som forrige gang. Og gangen før denne. Endda med næsten de samme ord.

Mads Fuglede vil fremover kommentere amerikansk politik i Kristeligt Dagblad.
Mads Fuglede vil fremover kommentere amerikansk politik i Kristeligt Dagblad. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Der er ikke meget politisk liv i præsidenters sidste år. Det er konsekvensen af at have et embede, hvor alle kender udløbsdatoen. Jo tættere man er på den, des mindre relevant er præsidenten.

Da deres politiske program er uvæsentligt, bruger mange præsidenter deres sidste år på at rejse rundt i verden. Alle venter på afløseren og er i øvrigt i fuld sving med at finde denne. Hvis man vil noget politisk, skal man finde en sag, som ingen kan være imod. Måske var det derfor, at Obama lancerede et mål om en indsats i kræftforskningen, der skal føre til en kur mod den sygdom, som tog Obamas mor fra ham, da han var ung, og som sidste år krævede vicepræsident Bidens søn.

Obama var mest nærværende og interessant, da han talte om det politiske klima i USA. Præsidenten indrømmede, at hans største nederlag og fortrydelse var, at han ikke havde været i stand til at få ændret tonen mellem republikanere og demokrater.

Efter Obamas tale, der sluttede med billeder af sovende børn, vrede nonner og påfaldende sporadiske klapsalver, var det tid til Republikanernes modsvar. Denne politiske uriaspost var denne gang gået til South Carolinas guvernør Nikki Haley.

Haley gjorde aftenens politiske teater komplet med at levere en tale, der var mest bemærkelsesværdig ved at være et nærmest utilsløret angreb på partifællen Donald Trump.

Haley repræsenterede i sin tid den Tea Party-bevægelse, hvis vrede Trump i dag forvalter og personificerer. I dag er hun en del af den magtbærende fløj hos Republikanerne, der går under navnet ”The Establishment”. Denne fløj er overbevist om, at Trumps kandidatur er mere skadeligt for Republikanerne end noget, Demokraterne nogensinde har fundet på. Haley brugte derfor sin replik til Obamas tale på at angribe en af sine egne, hvilket aldrig har været praktiseret før. Og således stjal hun meget af aftenens opmærksomhed og satte et mindeværdigt absurd punktum.

Mads Fuglede er USA-analytiker for TV2 og højskolelærer og kommenterer fremover amerikansk politik i Kristeligt Dagblad