Franskmændene er rystede efter en bølge af gravskændinger og profaneringer af religiøse bygninger, som har fundet sted efter attentaterne i Paris og København.
I alt fem kirkegårde i mindre landsbyer i Normandiet, Pyrenæerne og Middelhavsområdet er blevet udsat for alvorligt hærværk med blandt andet væltede kors. I Alsace er det den jødiske begravelsesplads i byen Sarre-Union, der er blevet offer for unge gerningsmænd, som ødelagde flere end 200 gravsteder og smadrede gravstenene.
”Gravskændinger er et angreb på alle religioner og en tilsvining af Frankrig,” sagde præsident Franois Hollande, der besøgte gerningsstedet, umiddelbart efter at gravskændingerne var blevet opdaget.
Gravskændingerne vakte vrede og frygt i den jødiske befolkning i kølvandet på attentaterne, der blandt andet havde jødiske mål i form af det jødiske supermarked i Paris og synagogen i København. Efter at have mistænkt unge med muslimsk baggrund for hærværket har politiet anholdt fem unge mellem 15 og 17 år, alle fra Sarre-Union og etniske franskmænd. Alle har tilstået hærværket, men nægter at været drevet af antisemitiske motiver.
Bølgen af gravskændinger efter attentaterne er kulminationen på en tendens over de seneste år. Allerede i 2010 konstaterede franske medier, at der finder en gravskænding sted hver anden eller tredje dag. Ifølge det franske indenrigsministerium blev 191 kristne kirkegårde og 9 jødiske begravelsespladser skændet i 2012, sammen med en enkelt muslimsk begravelsesplads.
For Raphal Liogier, reli-gionssociolog og leder af Religionsobservatoriet ved institut for statskundskab i Aix-en-Provence, er angreb på kirkegårde et symbolsk angreb på et folks identitet.
”Gravene symboliserer forfædrene. De symboliserer ikke så meget et religiøst tilhørsforhold som et slægtskab, en fælles identitet, herunder en national identitet. Når man vil angribe mennesker, angriber man deres grave, som forbinder dem med en slægt og en identitet,” siger han.
Og det gælder, selvom gerningsmændene ikke er bevidste om betydningen af den handling, de begår, mener Raphal Liogier.
”Uanset hvilke beviste motiver, der ligger bag gravskændingerne, indgår de i en generel atmosfære i Frankrig, men også i Europa, hvor alle befolkningsgrupper føler sig truede i deres identitet. Det gælder unge muslimer i de fattige kvarterer, men det gælder også flertalsbefolkningen. Spørgsmålet om den nationale identitet og truslerne mod den er på dagsordenen i alle europæiske lande. Med gravskændingerne udpeger man en fjende, der truer ens identitet. Gravskændinger er en form for symbolsk krig, og det er ikke tilfældigt, at vi har oplevet så mange overgreb mod kirkegårde og gravpladser lige efter attentaterne,” siger Raphal Liogier.
I 2010 advarede Europarådets daværende menneskeretskommissær, Thomas Hammarberg, den franske indenrigsminister om, at antallet af gravskændinger var foruroligende.
80 procent af gravskændingerne rammer imidlertid katolske kirkegårde i 2012 mod 90 procent i 2008. En parlamentsrapport fra 2011 konkluderer, at de fleste begås under indflydelse af alkohol i et forsøg på at bryde grænser og provokere. Enkelte begås af satanistiske sekter, og kun et mindretal har racistiske, antisemitiske eller anti-kristne motiver, konkluderer rapporten, som imidlertid peger på, at denne type er i vækst.
”Visse lande betragter gravskændinger og hærværk mod religiøse bygninger som simple drengestreger, der ikke behøver at blive genstand for tilbundsgående efterforskning. Men man bør ikke skabe det indtryk, at det er omkostningsfrit at begå den slags forbrydelser,” erklærede Thomas Hammarberg også i en udtalelse om religiøst hærværk i Europa.
Ifølge Raphal Liogier bør man ikke - selvom gerningsmændene kan være vanskelige at identificere - skabe det indtryk, at det er omkostningsfrit at begå den slags overgreb.
For de pårørende til de afdøde, hvis grave skændes, er det imidlertid en traumatisk oplevelse, uanset motiverne.
”En gravskænding er en form for aggression, der signalerer over for ofrene, at der eksisterer mennesker, som ønsker at angribe dem, om ikke fysisk, så moralsk ved at profanere deres historie,” siger Raphal Liogier.