Guds ord på kinesisk

Den protestantiske kirke i Kina er i en rivende udvikling. Kristeligt Dagblad har været til messe i en af Beijings største protestantiske kirker

Torsdag aften i Gangwashi-kirken i den kinesiske hovedstad, Beijing, er helliget de unge. Kirken er en af de få lovlige protestantiske kirker i Beijing. --
Torsdag aften i Gangwashi-kirken i den kinesiske hovedstad, Beijing, er helliget de unge. Kirken er en af de få lovlige protestantiske kirker i Beijing. --. Foto: Ming Ou Lü.

Over 500 mennesker er samlet i Gangwashi-kirken. Det er torsdag aften, og de fleste folk i kirken er yngre mennesker. De synger salmer.

"Med dig er mit liv anderledes. Med dig behøver jeg ikke at være bange for problemer. Før hørte jeg, at du eksisterede, nu har jeg med mine egne øjne set dig," lyder det i kor fra de mange kirkegængere.

Efter vækkelsessalmen går seks yngre kirkefrivillige op til alteret og indleder messen. En af dem begynder at fortælle, hvorfor hun er medlem af kirken. Midt i hendes historie begynder tårerne at trille ned over ansigtet, mens hun beretter om den varme, som ældre kirkegængere viste hende, første gang hun skulle holde sin egen messe.

Denne emotionelle seance varer i 10 minutter, hvorefter kirkegængerne igen begynder at synge salmer.

FOKUS: Kinas forfulgte kristne

En af præsterne fra kirken afslutter aftenens messe med en prædiken fra Jobs Bog og om, hvorfor det er nødvendigt at være ydmyg og uden falsk stolthed.

Beijings Gangwashi-kirke holder hver torsdag aften en speciel messe for unge mennesker. Selvom kirken denne aften er fyldt med ganske almindelige unge kinesere, er kirken også kendt for de mange prominente kirkegængere, der har været til messe. Blandt andre har den tidligere amerikanske præsident George W. Bush og den tidligere amerikanske udenrigsminister Con- doleezza Rice begge besøgt kirken.

Det britiske missionssamfund London Missionary Society stiftede Gangwashi-kirken tilbage i 1863. Under den kinesiske bokseropstand omkring år 1900 raserede kinesiske boksere, der var en gruppe af kinesiske anti-vestlige, militante nationalister, kirken. Efter at de vestlige lande havde slået bokseropstanden ned, genopbyggede de kirken. I dag er kirken en af de få lovlige protestantiske kirker i Beijing.

"Normalt er kirken fuldstændig fyldt op. Før det kinesiske nytår var hele hovedsalen fyldt op. Der var op mod 1000 mennesker," fortæller frøken Lei, der har været frivillig ved kirken siden 2006.

LÆS OGSÅ: Hvad mor ville for Jasmin var ikke, hvad Jesus ville

Kinas officielle protestantiske kirke er sammensat af Zhongguo jidujiao san zi aiguo yondong weiyuanhui, der oversat betyder Kinas kristne, tre-selvstændige, patriotiske bevægelse. Denne bevægelse styrer sammen med det kinesiske kristne råd i dag den officielt lovlige protestantiske kirke i Kina.

Efter Mao Zedongs sejr under Den Kinesiske Borgerkrig i 1949 blev det en del af den kinesiske tidsånd, at al vestlig indflydelse var skidt. Kinas kristne skulle indordnes under en kinesisk kirke snarere end at være underlagt vestlige missionærer.

Derfor tog Kinas daværende premierminister, Zhou Enlai, kontakt til den kristne kineser Wu Yaozang, der havde studeret på Det Forenede Teologiske Seminarium i New York, hvorfra han havde en kandidatgrad i filosofi. Wu Yaozang stiftede derefter den tre-selvstændige kirke i 1951. Navnet tre- selvstændige kommer fra tanken om, at den kinesiske kirke burde være selvstyrende, selvforsørgende og selvmissionerende.

Under Den Kinesiske Kulturrevolution skete der en yderligere dogmatisering af den kinesiske kommunistiske ideologi. Rødgardisterne, der styrede Kina på det tidspunkt, lukkede den tre-selvstændige kirke og sendte Wu Yaozang i arbejdslejr.

Efter Kinas økonomiske reformer i 1979 genåbnede de kinesiske myndigheder kirken, samtidig med at regeringen etablerede det kinesiske kristne råd, som skulle fungere som en overordnet kontrolmyndighed over for den tre-selvstændige kirke. Men selvom den protestantiske kirke igen blev lovlig, har den været forhindret i at bygge nye kirker og etablere fornyet missionærvirksomhed i Kina.

Uanset at der er ganske få officielle kirker i Beijing, er der et stigende antal private menigheder. De private menigheder er officielt set ulovlige i Kina, men hvorvidt myndighederne tolererer menighederne, kommer i høj grad an på den enkelte menigheds sammensætning.

"Der er mange store private menigheder, der har et udmærket forhold til myndighederne. Så længe menighederne blot prædiker religion og ikke politik, er myndighederne ligeglade," fortæller Yang Jie, en 28-årig kristen frivillig i Shanghai.

"Jeg har dog oplevet, at der har været nogle af de private menigheder, som kan udvikle sig til personlige sekter. Min mor var medlem af en af disse menigheder, hvor præsten efterhånden ville have, at hver enkel kristen discipel skulle rapportere deres synder til ham personligt. Samtidig blev frafaldne disciple forfulgt," siger Yang Jie.

Det forhindrer ikke de private menigheder i at vokse hastigt.

"Kirken, hvor jeg blev døbt, er lige blevet udbygget ved hjælp af private indsamlinger," fortæller Christina Xie, en 26-årig kristen kvinde i Shanghai, der anslår, at kirken i Kinas Gansu-provins i dag har over 500 kirkegængere.

Der er mange tal for, hvor mange protestanter, der reelt er i Kina. Den tre-selvstændige kirke mente i 2005, at den tjente omkring 15 millioner kinesere. Ifølge det amerikanske analyseinstitut Pew Research Center er der i dag omkring 80 millioner kristne. Under alle omstændigheder er antallet stærkt stigende i forhold til for 30 år siden, hvor Kinas regering opgjorde antallet af kristne til fire millioner.

Hvor det i Afrika og Sydamerika primært er den katolske kirke, der spreder evangeliets budskab, er det i Kina de protestantiske menigheder, der døber flest mennesker. Dette kan have noget at gøre med det store antal af protestantiske amerikanere, som er interesseret i at formidle Guds ord i Kina.

Da Kina åbnede sig for omverdenen efter opiumskrigene i midten af det 19. århundrede, så en stor del af det kristne samfund i USA det som deres mission at frelse de millioner af sjæle i Kina, som aldrig havde hørt om Kristus. Derfor oprettede de amerikanske missionærer i anden halvdel af det 19. århundrede en lang række institutioner i Kina, heriblandt børnehjem, kirker og universiteter.

Faktisk var den amerikanske mission i Kina så succesfuld, at Chiang Kai-shek, leder af Kina fra 1927 til 1949, lod sig døbe i 1929, efter at han havde giftet sig med Song Meiling, der var uddannet i USA og metodist.

I dag er de amerikanske missionærer begyndt at vende tilbage, selvom det er utroligt svært for dem at få tilladelse til at missionere i Kina. Ydermere er det sådan, at kinesiske statsborgere ikke må deltage i messer, som udlændinge holder.

"Nogle gange har vi oplevet, at der er kinesiske statsborgere, som gerne vil deltage i vores messer, men vi bliver nødt til at afvise dem og i stedet henvise dem til den officielle kirke," siger Joe Kappel, en amerikansk præst, der kom til Kina i 2005 og i dag er præst for Beijing Baptistkirke, hvor der primært er amerikanske og engelske kristne.

På trods af disse mange hindringer for udenlandske kristne i Kina, er der stadigvæk interesse for at sprede Bibelens budskab i Kina blandt udlændingene.

"Jeg deltager en gang imellem i messer, som en amerikansk præst holder her i Shanghai," forklarer Yang Jie.

Den pågældende præst har været i Kina i over 20 år. Han begyndte som missionær i det indre Kina lige efter Kinas økonomiske reformer i 1979.

Læs tema om Kinas forfulgte kristne her