Telefoner ringer, computerskærme summer og fingre hamres ned i tastaturer - redaktionen er i færd med at lave avisen Radikal, der dagligt udkommer i 50.000 eksemplarer. Et lille oplag for et land med omkring 70 millioner indbyggere.
Arbejdsdagen er ikke meget anderledes end på en dansk avisredaktion. Der er dog alligevel en væsentlig forskel: Chefredaktøren og fem journalister er i øjeblikket anklaget efter paragraf 301 - den efterhånden berømte paragraf i den tyrkiske straffelov, som blandt andet blev brugt mod forfatteren Orhan Pamuk for nyligt. Men det præger ikke avisen, mener chefredaktøren, fordi den slags er hverdagskost i Tyrkiet.
- Jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg har været anklaget på grund af et eller andet, som avisen har trykt. Måske omkring ni - ti gange, siger Ismet Berkan, som var med til at grundlægge den kritiske avis, der hovedsageligt henvender sig til den intellektuelle del af landets befolkning. Og som ifølge chefredaktøren er den tyrkiske avis, som er størst tilhænger af EU.
Ismet Berkan og de fem journalister er under anklage, fordi de har skrevet om Armenien-problematikken – Tyrkiets rolle i forbindelse med de millioner af døde armeniere under Første Verdenskrig. Det er ikke forbudt at skrive om emnet, men det er måden, avisen har gjort det på, der er årsagen til anklagen.
– Vi må gerne skrive kritisk om sagen, men pressen må ikke forsøge at påvirke rettens beslutning. Det er domstolens ret at dømme, og ikke vores. Derfor er vi skyldige i anklagerne ifølge loven, erkender Ismet Berkan.
Efter danske forhold ville det være et stort indgreb mod ytringsfriheden, hvis pressen ikke måtte skrive kritisk om domstolens beslutninger, men den tyrkiske presses selvopfattelse skal ses i lyset af den udvikling, landet har været igennem på kort tid.
- Tidligere havde vi kun én avis, og der var ingen konkurrence overhovedet. Forholdene er blevet virkeligt gode. I dag er der ingen censur og ingen grænser for, hvad vi kan skrive. Men der er selvfølgelig nogle tabuer, som vi ikke skriver om. Det er for eksempel forholdene omkring Armenien, men der er jo heller ikke rigtig nogen, der ved, hvad der egentligt skete, så det er kompliceret, siger han.
Ismet Berkan kunne heller aldrig have drømt om at trykke Muhammed-tegningerne, som hele verden i øjeblikket slås om.
- Vi har ytringsfrihed, men vi vil stadig respektere religionerne, og de tegninger er ikke respektfulde.
Ældre, staten, hæren og landsfaderen Atatürk er fire af de største tabuer, som man ikke gør nar af i Tyrkiet. Religion er ikke et af dem - der er masser af satire om islam i Tyrkiet.
For eksempel bragte netop Radikal den 18. januar i år en tegning af to kvinder, en med burka og en uden. Den tilhyllede kvinde siger til den anden: "Nej, misforstå mig ikke. Det er bare på grund af fugleinfluenzaen!"
I det hele taget kan tyrkisk satire være meget mere grovkornet, end den vi ser i Danmark, mener Bente Christensen-Ernst, en dansk billedkunstner, som selv er bosiddende i Istanbul.
- Personligt fik jeg at vide, at jeg var ved at komme lidt for tæt på, da jeg malede et portræt af Kemal Atatürk til et frimærke. Og det var vel at mærke ikke satirisk, påpeger hun.
Ferhan Istanbullu er medejer af et mindre forlag. Hun mener, at der er sket en stor udvikling i ytringsfriheden i Tyrkiet, og når der dukker forfattersager op som Orhan Pamuks, der har været under stor overvågenhed fra medier i hele EU, mener hun, at det er spil for galleriet.
- Alle vidste, at Pamuk ikke ville komme i fængsel. Det var show off for de konservative. Generelt er Tyrkiet blevet meget mere åbent. Det er både, fordi tyrkerne rejser mere, og individualismen er i fremgang, siger Ferhan Istanbullu.
Også Erol Ônderoglu, som er medlem af Reportere uden grænser kan mærke, at de er sket store ændringer med ytringsfriheden i Tyrkiet. Han arbejder som redaktør på Bianet, en internetavis, der skriver om menneskerettigheder, herunder ytringsfrihed.
- Da vi begyndte for 10 år siden, skulle vi være meget forsigtige med, hvad vi skrev, men i dag har vi ingen problemer. Desuden er der sket en stor ændring siden 2000. Mine arbejdsopgaver forandrer sig, fordi antallet af journalister og forfattere, der er anklaget efter paragraf 301, er faldet meget. Vi har stort set heller ikke tortursager længere, fortæller han.
En af de største udfordringer for ytringsfriheden i Tyrkiet er ifølge Sanar Yurdatapan fra Initiativet for Ytringsfrihed, at lovgivningen er for uigennemskuelig, og at domstolene er inkonsekvente.
- At manøvrere i den tyrkiske lovgivning er lige så let som at udrede et edderkoppespind. En bureaukratisk anklager skal nok finde en eller anden udemokratisk paragraf i loven, som han kan bruge til at begrænse ytringsfriheden med, hvis han vil, siger han.
Sammen med andre medlemmer og støtter af Initiativet for Ytringsfrihed har han igennem de seneste 11 år udnyttet systemets egne svagheder til at kæmpe for ytringsfriheden. I 1995 blev den tyrkiske forfatter Yasar Kemal anklaget for nogle udsagn, han havde skrevet i et tysk magasin. En gruppe af intellektuelle tyrkere mødte i solidaritet op i retten og startede en underskriftsindsamling. Anklageren nægtede at anklage dem for samme forbrydelse som Kemal, og derfor slog de 1080 personer sig sammen som kollektive udgivere af 10 forbudte artikler. Genudgivelse var dengang lige så strafbart som udgivelse, og derfor blev retssystemet nødt til at behandle de 1080 udgivere efter samme paragraf, som forfatterne til de 10 artikler.
- Det var en lang proces at få alle indkaldt til afhøringer. Efter tre år blev sagen afvist, fordi det administrativt var for tungt at gennemføre sagerne, siger Sanar Yurdatapan.
I øjeblikket er omkring 80 forfattere, forlæggere og journalister anklaget efter paragraf 301, den samme som forfatteren Orhan Pamuk var anklaget for at have overtrådt, da han i en schweizisk avis omtalte folkemordet på kurdere og armeniere. For nyligt besluttede Tyrkiet sig dog for at frafalde anklagerne, til stor tilfredshed for EU.
- Det er selvfølgeligt skidt for ytringsfriheden i sig selv, at folk bliver anklaget. Men når vi nu har denne paragraf i vores straffelov, så skal den også håndhæves konsekvent. I virkeligheden er der mellem fem-seks gange flere, som har overtrådt paragraf 301, men systemet er arbitrært, og det kan vi ikke leve med, siger Sanar Yurdatapan.
Siden den første happening, hvor de 1080 personer udgave bogen med de forbudte artikler, er det blevet en tradition. Hvert år publiceres en tilsvarende bog med forbudte artikler. Den 23. januar, som er Initiativet for Ytringsfriheds fødselsdag, afholdes der et lille release-party i gården ved Istanbuls Statslige Domstol. Der er fødselsdagskage med lys, og selvfølgelig husker deltagerne at sende et stykke kage til dommere, anklagere og politibetjente inde i bygningen.
