Egyptisk forfatter: Håbet er slukket i millioner af unge araberes hjerter

Fem år efter, at den arabiske ungdom drev de euforiske og optimistiske oprør frem, er den arabiske region blevet et ubeboeligt sted for sin egen ungdom, skriver den egyptiske forfatter Iyad El-Baghdadi

"Det er i sandhed foruroligende, at efter års angreb, forfølgelse, fængsling, tortur og drab på unge aktivister og journalister, som enten er blevet gjort tavse eller gået i eksil for at undslippe det værste, vover Sisi nu at bede de unge om at blive, med henvisning til at Egypten har brug for dem. Er det her et mareridt? Hvor dum kan han være?"
"Det er i sandhed foruroligende, at efter års angreb, forfølgelse, fængsling, tortur og drab på unge aktivister og journalister, som enten er blevet gjort tavse eller gået i eksil for at undslippe det værste, vover Sisi nu at bede de unge om at blive, med henvisning til at Egypten har brug for dem. Er det her et mareridt? Hvor dum kan han være?". Foto: Mohamed El-Shahed/AFP.

Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi, står i spidsen for en stat med en mission: Staten håber, at ugerne omkring fem-året for den egyptiske revolution (som begyndte den 25. januar), vil komme og gå uden nogen hændelser. Staten ønsker nok en gang at vise, at her går det godt, og alt er fuldstændigt under kontrol.

Som datoen nærmede sig, anholdt staten aktivister i et hysterisk tempo, den øgede kontrollen med Tahrir-pladsen og brød sågar ind i tilfældige menneskers hjem for at tjekke deres Facebook-opdateringer. Situationen er sur-realistisk, nok en gang.

Regimets omfattende bestræbelser viser, hvor bange det er. Staten forsøger krampagtigt at undertrykke en bevægelse, som den ellers påstår allerede at have nedkæmpet.

Følgende opdatering fra en ung egypter afspejler ungdommens situation nu:

”På Mubaraks tid (den tidligere egyptiske præsident, der blev væltet under revolutionen for fem år siden, red.) overvejede jeg at udvandre. Men i din tid, Sisi, drømmer jeg om at få asyl hvor som helst for at undslippe dit helvede og din uretfærdighed. Hvad vil du ungdommen? Vil du slå flere af os ihjel? Eller skal du bruge os til at fylde fængslerne, du bygger? Hvad er det helt præcist, du vil os? Jeg hader at være ung netop nu. Jeg hader at være en ung mand bosat i et land, som du leder.”

Opdateringen var en respons på Sisis nylige opfordring til ungdommen:

”Lad være at udvandre. Vi har brug for jer her.”

Sisi udnævnte 2016 til ”ungdommens år”. Landets udenrigsminister forberedte en mediekampagne med titlen ”Egypten er bedre i dag”, som angiveligt vil fremhæve ”den egyptiske stats 25 vigtigste resultater siden 2011”.

Fem år efter, at den arabiske ungdom drev de euforiske og optimistiske oprør frem, er den arabiske region blevet et ubeboeligt sted for sin egen ungdom. Der var en tid, hvor unge arabere drømte om at opnå værdighed og frihed i deres egne hjemlande. Der var sågar nogle, som vendte hjem fra udlændigheden. Men i dag drømmer vores unge mennesker bare om at komme væk og få asyl uanset hvor.

Det er i sandhed foruroligende, at efter års angreb, forfølgelse, fængsling, tortur og drab på unge aktivister og journalister, som enten er blevet gjort tavse eller gået i eksil for at undslippe det værste, vover Sisi nu at bede de unge om at blive, med henvisning til at Egypten har brug for dem. Er det her et mareridt? Hvor dum kan han være? Hvor helt og aldeles fra den må han ikke være for at kunne se bort fra sammenhængen mellem hans regimes handlinger og det slukkede håb i millioner af unge menneskers hjerter?

Sisi er ikke bare repræsentant for den egyptiske hær, for det gamle regime eller for den kontrarevolutionære aksemagt, som forsøger at gennemtvinge en tilbagevenden til Mubaraks tid. Alt det er han også - men han er først og fremmest repræsentant for et paradigme bygget på forestillingen om, at tyranni bringer stabilitet og effektivitet, at selvhævdende og krigerisk nationalisme skaber social sammenhængskraft, og at statens rygrad er sikkerhedstjenesterne og ikke folket eller civilsamfundet.

Så måske vi skal se bag om den politiske arena og kaste et blik på tankegangen for at forklare det arabiske forår. Bag tingenes tilstand står de syn på verden, som vejleder vores opfattelser og fortolkningen af virkeligheden. Når de samfundsmæssige og økonomiske sammenhænge ændrer sig, kommer disse paradigmer under pres, de går itu og bliver til sidst skiftet ud, når nye syn på verden erstatter de gamle og ender med at skabe en ny tingenes tilstand. Og disse paradigmeskift er hverken nemme eller gradvise.

Det er let at genkende paradigmer, der er under pres. Kan hænde det mest tydelige tegn er den desperate insisteren på, at alt er godt, at der ingenting er i vejen, og at det faktisk aldrig har gået bedre. Siden kommer længslen efter redningsmænd og mirakler - efter hin heltemodige, overmenneskelige leder eller den episke og overnaturlige begivenhed, som kan være tegn på den endelige sejr og gøre, at alt igen bliver som før.

Det er derfor ingen overraskelse, at en egyptisk avis brugte ord som ”Messias, Frelseren” om Sisi under Egyptens fase af Sisi-selvsving, som nåede sit højdepunkt i tiden omkring hans valg i maj 2014. I forsøget på at finde mirakler opstod en uværdig jagt på enhver form for succes - lige fra den berygtede påstand om at kunne kurere aids over den nu opgivne ”nye hovedstad” til den langt dyrere ”nye Suez-kanal”, som har kostet 64 milliarder egyptiske pund (8,2 milliarder amerikanske dollars), men ingen indtægter skabt.

Bag al macho-bravadoen skjuler sig et mindreværdskompleks og et dybt såret ego. Måske det er det, der gør forsvarerne af sådanne nedbrudte paradigmer så fjendtligt indstillede over for komikere og så følsomme over for satire: Kejseren ved meget vel, at han ingen klæder har på - og han afskyr enhver, der vover at pege fingre ad ham og le. Paradoksalt nok er det de regimer, som giver komikerne mest materiale, der er mest truet af satiren.

Sisis styre har al mulig grund til at være bange. Det gamle kan ikke repareres, det lever på lånt tid og forsøger gang på gang uden succes at hævde sig selv med voldsom brutalitet og himmelråbende idioti til trods for massehysteriet og bistandsmilliarderne. Det er kun et spørgsmål om tid, før det gamle paradigme og Sisis styre bukker under. Det eneste, vi ikke ved præcist, er, hvor katastrofal undergangen vil blive, og hvor mange uskyldige mennesker der vil blive knust, når paradigme og styre styrter sammen.

Men det nye er her ikke endnu - og hvordan kan det også være det, når dets unge fortalere sidder fængslet, ligger i lighuset, er gået i eksil eller blevet gjort tavse af truslen om døden, fængsling eller tortur?

”Husker I den morgendag, som aldrig kom?”, lyder en grafitti i en gade i Kairo. Hvad kræver det, for at denne morgendag skal komme? Det er det store spørgsmål i vor tid, og det er en stor historisk udfordring. Det bliver ikke nemt, og det bliver ingen blød landing - men vi er pinedød nødt til at lande.

Det arabiske forår sidder i dag fast i det gabende limbo mellem det nedbrudte gamle og det fremspirende nye. For fem år siden ”sprang vi ud fra en klippe og rakte efter månen” - men lande gjorde vi aldrig.

Vi kommer ikke til at sidde fast for evigt - før eller siden lander vi. Vi er fremtiden, den katastrofale situation til trods. Forandring finder sted helt ude på kanten, og vi er allerede ude over kanten. De, der gerne vil ende på den rigtige side i historien, bør hjælpe os i land og ikke forsøge at tvinge os tilbage på samme klippeskrænt, som vi er hoppet ud fra.

Iyad El-Baghdadi er egyptisk forfatter, iværksætter og aktivist for det arabiske forår © The Worldpost/Global Viewpoint Network 2016
 
Oversat af Sara Høyrup