Cody Stark er en 37-årig mand med et usædvanligt job.
“En gang imellem møder jeg ind på arbejde og ved, at jeg skal se en person dø,” fortæller amerikaneren, der bor i den lille texanske by Huntsville, hvor han arbejder for lokalavisen Huntsville Item.
I centrum af byen ligger fængslet Huntsville Unit, hvor alle dødsdømte fanger i Texas får den sidste, dødelige indsprøjtning. Lokalavisen dækker samtlige henrettelser.
“Når vi får en ny journalist, tilbyder jeg dem altid, at de kan dække en henrettelse, hvis de har lyst. Mindst én. Men jeg siger også, at de ikke behøver gøre det, for måske påvirker det dem på en helt anden måde end mig,” siger Cody Stark.
Indtil for seks år siden havde han aldrig set en person dø, men Texas er den delstat ud af de 31 amerikanske delstater med dødsstraf, der henretter langt de fleste fanger, så i dag har avisens faste mand på jobbet set 56 fanger trække vejret for sidste gang. Det viser en gennemgang af den offentlige liste over vidner til henrettelserne i Texas. Selv tæller han ikke.
Hver fange på briksen reagerer forskelligt, når den dødelige væske begynder at flyde, men minutterne og timerne op til indsprøjtningen forløber næsten altid ens:
Klokken 17.30 kører Cody Stark den lille kilometer fra redaktionen og op til fængslet.
I gamle dage blev alle henrettelser udført efter midnat, men for 20 år siden rykkede Texas tiden seks timer frem for at undgå overtid for dommere og vagter og unødigt stress for fangerne. Det gør også journalistens dag mere overkommelig.
I administrationsbygningen over for fængslet åbner kommunikationschef Jason Clark døren og leder Cody Stark hen til et rum med de øvrige journalister. En journalist fra nyhedsbureauet AP er også garanteret en plads, mens tre pladser kan reserveres af medier fra delstater med tilknytning til forbrydelsen.
“Vi har ikke offentlige henrettelser i Texas, så medierne repræsenterer offentligheden i denne proces,” siger Jason Clark.
Hvis den dødsdømte ikke har en anke liggende hos højesteret i Texas, eller anken bliver afvist, modtager Jason Clark et telefonopkald klokken 18: Henrettelsen kan begynde.
På dette tidspunkt bliver den dødsdømte inde i fængslet ført over til et lille kammer og spændt fast til en briks, hvor en læge begynder at lede efter den rette åre til indsprøjtningen.
Det job kræver en vis grundighed og præcision, og det seneste skrækeksempel stammer fra Oklahoma i 2014, hvor nålen røg ud, og en fange endte med at dø af et hjerteanfald efter 40 lange minutter.
Når åren er fundet, går Cody Stark med Jason Clark og de andre journalister over til fængslet på den anden side af gaden, hvor familierne til den dømte og ofrene venter i hver deres rum. På vej derover står som regel en kvinde med en megafon og råber, at Texas nu igen slår en person ihjel.
“Jeg forstår godt, at det er hendes mening, men hvad med familien til ofrene? Hvorfor viser hun ikke dem lidt respekt? Det er en virkelig følsom situation, uanset hvis side du er på. Den ene gruppe skal til at se et familiemedlem dø, mens den anden gruppe skal til at se den forbryder, der kostede deres elskede livet, dø. Du er nødt til at se det fra begge sider,” siger Cody Stark.
På den anden side af gaden træder de ind igennem en ståldør, viser deres id og venter på at blive ført ud i en fængselsgård og over til dødskammeret.
Der er to rum til vidner: ét til den dømtes familie og ét til ofrenes familie. Cody Stark står altid med den dømtes familie, og selvom de ikke kan se ofrenes familie, så er de grønne murstensvægge i det gamle fængsel så tynde, at de nemt kan høre gråd fra den anden side.
“Når vi er inde, låser de døren udefra. Man kan høre nøglen dreje i ståldøren. Det er ret uhyggeligt,” siger Cody Stark.
Cody Stark og familiemedlemmerne står tæt i det lille rum, der lugter af skrappe rengøringsmidler.
Som regel er alle helt stille, mens de kigger ind på den dømte igennem et tremmebeklædt vindue, hvor en præst står ved fodenden af briksen, og en mikrofon hænger over hovedet på den dømte. Kroppen er spændt fast med fem lyse læderremme, og armene er strakt ud ud til siden.
Fra de udstrakte arme løber slanger ned under briksen og ud gennem et hul i den modsatte væg. Ingen kan se, hvem der sidder på den anden side af hullet.
Først flyder en ufarlig væske i slangerne, og så træder fængselsinspektøren ind og spørger, om den dømte ønsker at sige noget.
Nogle tier, andre taler.
“Nogle kan rigtig godt lide at snakke, men vagterne lader dem ikke løbe ud af en tangent i alt for lang tid. Hvis de snakker for længe, så begynder de at give dem indsprøjtningen,” siger Cody Stark.
Reporteren har oplevet en mand bruge sine sidste ord på at råbe “Go Dallas Cowboys!” henvendt til et lokalt hold i amerikansk fodbold, men de fleste er rolige og siger nogle få ord. Siden sin første henrettelse i 2011 har Cody Stark kun oplevet en håndfuld sige undskyld til offerets familie:
“Jeg husker dem, der undskyldte. Jeg siger ikke, at alle skal undskylde, men jeg respekterer dem, der gør og siger ’tilgiv mig’. På mit dødsleje tænker jeg da, at jeg vil bede om tilgivelse for alt det dårlige, jeg har gjort.”
Når den dødelige væske er begyndt at flyde, går det stærkt. Nogle fanger stirrer op i loftet, andre lukker øjnene. Nogle klager over en mærkelig smag i munden efter indsprøjtningen, andre begynder at gurgle.
Som regel går der kun nogle få sekunder, inden den dømte begynder at snorke og trække vejret tungt.
“Det minder om, når de slukker for respiratoren på et hospital. Det er meget fredeligt. Hvis de lider, handler det om sekunder, og uanset hvad kommer det ikke tæt på, hvad deres offer har måttet gå igennem,” siger Cody Stark.
Inden for et minut stopper den dømte med at trække vejret.
Nu fylder lyden af hulk og gråd, mens de alle sammen venter på, at en læge skal komme ind og erklære den dømte for klinisk død. Cody Stark kalder de minutter for aftenens længste:
“Det er altid hårdt at være sammen med fangens familie, fordi de bryder sammen i gråd. Jeg føler også for dem, for det er jo ikke deres skyld, at deres elskede endte med at dø som morder.”
Og så er det slut.
Cody Stark er som regel ude i sin bil og på vej hjem til redaktionen inden klokken 19.
Hvis nogle af hans kolleger stadig er på arbejde, snakker de om henrettelsen, men som regel holder han oplevelsen for sig selv og sætter sig i stedet til tastaturet for at beskrive henrettelsen. Tanken om at tale med en krisepsykolog får ham blot til at smile.
Hans øverste chef og hans kæreste er begge bekymrede for, hvordan henrettelser påvirker Cody Stark, og andre med lignende job har åbent fortalt, at det påvirker dem psykisk at se så mange mennesker bliver henrettet.
Cody Stark selv er ikke så bekymret. Han bruger sin fornemmelse for retfærdighed til at klare sig igennem:
“Noget af det, jeg har lært for længe siden, er, at jeg skal huske på, hvorfor personen ligger på briksen. Det hjælper mig, for jeg har set nogle onde, onde mennesker blive henrettet.”
Han nævner en sag, hvor den dødsdømte kvinde havde lænket og udsultet sin 10-årige dreng så længe, at retsmedicinerne troede, drengen var tre år gammel, da de fandt hans lig. I en anden sag brugte den dødsdømte massemorder sine sidste ord på at sige til det eneste overlevende offer, at hun kun var i live, fordi han sløsede, da han voldtog hende.
I stedet er det historierne fra de overlevende ofre, som påvirker Cody Stark. Særligt historien fra en kvinde ved navn Nikki Daniels får hans stemme til at knække over.
Kort fortalt røvede to mænd en tankstation tilbage i 2002, hvorefter de voldtog Nikki Daniels og skød hende og to kolleger. Nikki Daniels overlevede, men skal foruden de psykiske mén leve resten af sit liv med smerter fra et skudhul i ryggen.
“Bare at have hørt hende fortælle sin version af historien: Det plager mig. Det er ikke så slemt, som det har været, men nogle gange vågner jeg op om natten. Jeg tror aldrig, jeg glemmer detaljerne,” siger Cody Stark.
Nikki Daniels’ mor var også med til interviewet, og hun havde helst set, at de to dødsdømte var blevet henrettet i halvlegen af en fodboldkamp i bedste sendetid – til skræk og advarsel.
Faktisk har Texas overvejet alternativer, fordi flere og flere producenter af det dødelige stof til indsprøjtningen ikke vil sælge det til brug i henrettelser. I delstaten Utah er det allerede muligt at henrette ved skydning, hvis det er umuligt at få fat i det dødelige stof, mens Tennessee tillader den elektriske stol og Oklahoma en form for kvælning med gas.
På det lokale fængselsmuseum i Huntsville står den elektriske stol Old Sparky (Gamle Gnist), som Texas brugte til at henrette 361 fanger med frem til 1964. Men hvis delstaten går den vej igen, er Cody Starks dage som reporter på dødsgangen talte, som han selv siger:
“Jeg tror ikke, jeg ville dække dem længere, hvis vi stadig havde den elektriske stol, og de var nødt til at trække en sæk over hovedet på den dømte, fordi øjnene popper ud. Det er bare så voldeligt. På den måde synes jeg, det er den mest humane måde, de gør det i dag.”
Cody Stark kalder det både trist og skræmmende, at så mange mennesker ender på dødsgangen, men han har i løbet af de seneste seks år aldrig været i tvivl om den dødsdømtes skyld og har kun set en enkelt dødsdømt erklære sin uskyld på briksen.
Det betyder dog ikke, at han støtter dødsstraffen i Texas. Her er han mere i tvivl:
“Jeg forholder mig neutralt, for jeg har ikke lyst til at være en hykler og være imod dødsstraf, men råbe ’hæng ham fra det højeste træ!’, den dag en af mine elskede bliver slået ihjel. Så indtil jeg bliver påvirket direkte, vil jeg aldrig sige endeligt, om jeg er for eller imod dødsstraf.”
