Har Europa en sikker hånd over for Rusland?

For to år siden tog det EU lang tid at finde en fælles linje over for Rusland efter annekteringen af Krim. Brexit genskaber usikkerheden om Europas kurs

Mens EU’s ledere i går holdt topmøde for at finde et ståsted efter Brexit-afstemningen, modtog den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans forsvarsminister, Sergej Shoigu, afgangselever fra landets militærakademier ved en reception i Kreml. –
Mens EU’s ledere i går holdt topmøde for at finde et ståsted efter Brexit-afstemningen, modtog den russiske præsident, Vladimir Putin, og hans forsvarsminister, Sergej Shoigu, afgangselever fra landets militærakademier ved en reception i Kreml. – . Foto: Scanpix.

En Brexit passer Rusland og præsident Vladimir Putin særdeles godt, for uden Storbritannien vil Europa fremstå svækket udenrigs- og sikkerhedspolitisk.

Den kurs, som EU lagde over for Rusland i lyset af Ukraine-krisen, står nu på et skrøbeligt fundament.

Et tilbageblik fremmer forståelsen for, hvor svært det kan blive for EU nu.

I juni 2014 havde EU-landene endnu ikke fundet fodfæste i forhold til, hvilken kurs man skulle vælge over for Rusland, som tre måneder forinden havde annekteret den ukrainske Krim-halvø.

Af de tre sæt sanktioner – diplomatisk isolation, ansvarliggørelse af personer involveret i annekteringen af Krim og økonomiske sanktioner – var det kun de to første sæt sanktioner, der da var aktiveret.

EU var solidt splittet om de økonomiske sanktioner. De østlige medlemsstater var for, de syd- og vesteuropæiske var imod. Flertallet prioriterede økonomisk vækst over sikkerhed.

I Ukraine var situationen den sommer uklar. Først faldt Krim. Nu bragede krigen i Østukraine.

Ville det sprede sig? Ville Rusland sætte regulære tropper ind?

På G7-topmødet i juni det år meldte USA’s præsident Obama og den britiske premierminister Cameron sammen en fælles linje ud.
Rusland skulle deeskalere i Østukraine inden for fire uger, ellers ville sanktionerne blive skærpet.

Det var endnu ikke EU’s linje. Men få uger senere blev det malaysiske fly MH17 skudt ned over Østukraine, og alle om bord omkom.

Inden udgangen af juli var EU forenet om økonomiske sanktioner mod Rusland. Og har været det lige siden.

Nu er både Barack Obama og David Cameron på vej ud. Og Storbritannien skal i gang med en skilsmisse fra EU. I Kreml sidder Vladimir Putin forsat.

Det store billede handler ikke om personer. Men om de politiske processer, der ligger bag disses kommen og gåen.

Rusland har lige nu det mest gunstige udgangspunkt i relation til egne interesser vis-a-vis EU i de seneste to år.

For resultatet af sidste uges britiske folkeafstemning får ikke blot økonomiske og politiske konsekvenser for Storbritannien og EU, men også følger for det fremtidige sikkerhedspolitiske samarbejde:

For Nato: Rusland er optaget af at holde USA så meget ude af Europa som muligt og af, at den transatlantiske forsvarsalliance er så lidt operationel mod øst som mulig.

En række store øvelser har netop her i juni været afholdt i Østersøen, Baltikum og Polen. De er et resultat af de konklusioner, Nato drog på topmødet i september 2014 i Wales.

Om en god uges tid mødes man igen i Warszawa, hvor planen var yderligere at tilrette kursen over for Rusland. Nu vil Brexit stå i centrum på det møde.

I Kreml vil man se skarpt på, om Nato-landene på trods af dette er i stand til at komme styrket ud af mødet. Eller om man træder vande.

Er det sidste tilfældet, er der to år til næste Nato-topmøde og altså to år til næste mulighed for for alvor at justere forsvarsalliancens kurs.

For sanktioner: Under hele sanktionskrigen mellem EU og Rusland har en lille håndfuld lande i EU ønsket en anden kurs end den gældende. For de økonomiske sanktioner gælder, at de har en udløbsdato.

Herefter skal de forlænges, og det har man nu gjort i adskillige omgange. Men forlængelse forudsætter, at alle 28 EU-lande stemmer for.

Hidtil har Tyskland kunnet disciplinere EU-kredsen til at stå samlet.

Med Brexit er det interne spil i EU åbnet for, at mindre lande kan pleje særinteresser mod at lave en løsning for Storbritannien, alle kan leve med. I den proces vil Rusland forsøge sig som en grå eminence i kulissen.

Og Ukraine? I hvilket omfang kan EU stille op, hvis Rusland tager initiativer hen over sommeren eller efteråret til yderligere destabilisering af Ukraine? Det er et helt åbent spørgsmål – i både øst og vest.

For den indre sikkerhed: Brexit åbner en potentiel ny flanke for Kreml i Europa.

Set med russiske øjne er Brexit det første markante eksempel på, at en populistisk bevægelse kan fremtvinge et politisk kursskifte i et stort europæisk land.

Med russiske øjne er EU svagere end som så. Og ”som så” er det Europa, Rusland kendte ved årtusindskiftet, det stærkere EU, der voksede frem efter Berlinmurens fald i 1989.

I 2008 kom finanskrisen og beviste, at EU ikke var økonomisk usårligt. I 2008 og 2014 magtede det udvidede EU ikke at forhindre Ruslands adfærd i først Georgien og siden Ukraine; EU var sikkerhedspolitisk impotent mod øst.

Og nu Brexit, som cementerer, at EU er indenrigspolitisk sårbar.

I forhold til Rusland er den europæiske sikkerhedsarkitektur lige nu den skrøbeligste siden den kolde krig. De svar, der gives af medlemsstaterne i både EU og Nato i den kommende tid, er kritiske.

Rusland vil være opsat på at høste alle lavthængende frugter i Europa hen over sommeren og ind i efteråret. Det store spørgsmål er, om Europa er parat til at give Rusland svar på tiltale?