En sommerdag på Harvard Square er som en drøm. Her mellem uafhængige boghandler, kække kaffebarer og landets ældste kirker tøffer de studerende på et af verdens absolutte eliteuniversiteter afslappede rundt i et akademisk overflødighedshorn: en konference her, en forelæsning der, og i frokostpausen tid til at læse Proust på græsplænen.
Man må håbe, at de unge mennesker ved, hvor godt de har det, men mon ikke? Har man fået mulighed for at dedikere fem-seks år til at søge sandheden, opnår man både selvindsigt og et grundlag at bygge sit liv på. Så nok er der en drømmende atmosfære her på den centrale plads i bydelen Cambridge i Boston, hvor Harvard-universitetet hører hjemme, men kendsgerningerne er ikke glemt. Og fakta er, at en stor del af disse afslappede unge efter endt uddannelse går ud i resten af USA og indtager ledende stillinger i videnskab, handel, kultur og politik, måske med bysbarnet John F. Kennedy som forbillede.
Den tidligere Harvard-student og præsident har givet et af de fineste institutter ved universitetet navn: The John F. Kennedy School of Government, og her tager George J. Borjas imod.
Han er bredt respekteret som den måske største kapacitet på området indvandring og arbejdsmarked. Som flygtningebarn fra Cuba – han kom til USA med sin mor i 1962 – kender han immigrantskæbnen indefra, og han har siden gjort det til en karrierevej at forske i forholdet mellem indvandring og beskæftigelse. Få kan som han sætte den aktuelle flygtningekrise i perspektiv og kaste et rationelt blik på debatten.
Borjas byder indenfor på sit sparsomt møblerede kontor, hiver en stabel bøger ned fra reolen, så et interimistisk sofabord til notesblok og diktafon formes, og smiler bredt, da han bliver stillet første spørgsmål:
Hvem vinder mest ved den indvandringsbølge, som Europa oplever i denne tid?
”Immigranterne. Ellers ville de blive hjemme,” svarer han og uddyber straks:
”Men modtagerlandene kan også få store gevinster ved indvandring. Jeg er økonom og ser med et økonomisk blik på indvandring. Når en immigrant kommer til et land, bringer han eller hun arbejdskraft med sig. Immigranten kan producere noget, som landet ikke havde før. Men noget af det arbejde, immigranten tager med sig, er arbejde, som eksempelvis Danmark eller USA allerede får udført. Så hvis der kommer 10.000 flere journalister til Danmark, vil din arbejdsgiver sikkert få nemmere ved at ansætte, end han har nu, for så er der mange flere at vælge imellem. Men selv vil du få det sværere, for du skal som journalist konkurrere med 10.000 nye i branchen,” siger Borjas og nikker til de journalistiske arbejdsredskaber på bogstakken.
Med samme venlige smil gør han det klart, at det sådan set er dem, der i forvejen har det økonomisk godt, som vinder mest ved indvandring:
”I økonomiske termer er det ikke alle, der vinder ved indvandring. Arbejdsgiverne vinder, men arbejderne vinder ikke. Det er ligesom med frihandel. Når der kommer mange japanske biler ind på det amerikanske marked, hjælper det forbrugerne, men skader bilproducenterne i Detroit,” siger han og taler om ”manden på gulvet”, den almindelige amerikanske arbejder, som har en stor plads i hans ellers rationalistiske hjerte, og som han vender tilbage til senere i samtalen.
”En anden gruppe, der får det bedre, er de veluddannede, for de kan koncentrere sig om deres primære arbejde og få indvandrere til at lave det, de ikke selv vil eller kan finde ud af.”
Så der er både fordele og ulemper ved indvandring – men hvad med ligheden i samfundet?
”På den ene side vokser et lands økonomi ved indvandring. Fordelene er ofte flere end ulemperne, samlet set, for kagen bliver større. Arbejdsgiverne får det meget bedre, end de oprindelige arbejdere får det dårligere, kan man sige. Men på den anden side er konsekvensen, at uligheden vokser. Især hvis et land modtager mange med lav eller ingen uddannelse, for så konkurrerer de med dem, der i forvejen er mindre godt stillet, og det vil sænke niveauet.”
At både arbejdsgivere og veluddannede får mest ud af øget indvandring, kan være forklaringen på, at både republikanere, der har mange kernevælgere blandt førstnævnte gruppe, og demokrater, der har mange kernevælgere i sidstnævnte, som regel har været positive over for immigration her til USA. I hvert fald indtil den aktuelle valgkamp, hvor Donald Trump og Bernie Sanders på hver deres måde har vekslet en opsparet foragt for de to partiers eliter til politisk kapital. Det er gået op for eliterne, at det positive syn på immigration og den store økonomiske ulighed langtfra deles af hele USA’s vælgerbefolkning. Desuden skal man huske, påpeger George J. Borjas, at USA trods sit ry som indvandrerland langtfra altid har modtaget immigranter med åbne arme:
”USA har aldrig været et land med åbne grænser. Vi har haft begrænsninger på indvandring i 150 år. Der har aldrig været en konkret mur, men der har altid været en juridisk mur. Fra 1870 til 1965 var det eksempelvis forbudt for asiater at komme til USA. Hvis man er født i et land, hvis borgere vi ikke vil have ind, er det bare ærgerligt. For tiden kan man i praksis kun komme ind i USA, hvis man har familie i landet eller vinder et af de 50.000 visaer, vi udlodder årligt.”
”Det, der gør et land til et suverænt land, er retten til at bestemme, hvem der er med i klubben. Så personligt kan jeg ikke se, at en mur rundt om et land er et problem. Det må være op til de nationale politikere at finde balancen mellem, hvordan man vinder økonomisk på indvandring, og samtidig gør noget godt for folk i nød.”
George J. Borjas udsender til efteråret en ny bog om disse emner, der tager udgangspunkt i hans egne erfaringer som flygtningebarn.
Hans far døde, kort før hans mor blev smidt ud af Cuba af Fidel Castro-styret i 1962. Den 12-årige Borjas kom med sin mor til Californien, hvor han har boet en stor del af sit liv. De fleste cubanere bor ellers i Miami-området i Florida, men Borjas virker til at være godt tilfreds med, at hans mor ”kom ud” til almindelige amerikanere og ikke blev placeret sammen med mange af sine landsmænd.
I sin forskning lægger han større vægt på villighed og evne til at arbejde fremfor immigranters kultur, tro eller andre faktorer. Det er uddannelse og arbejde, der primært afgør, om immigration bliver en succes for den enkelte.
Hans forskning vækker undertiden debat, og senest har han modtaget kritik – og prompte svaret på den – i forbindelse med en kollegas undersøgelse af, hvad der skete med amerikanske arbejderes lønninger, efter at 125.000 cubanere kom til Miami mellem april og oktober 1980.
Borjas var dybt uenig med kollegaen, der hævdede, at amerikanerne stort set ikke mærkede den voldsomme immigrationsbølge. Borjas mener tydeligvis det modsatte, og en større debat om, hvordan man rent faktisk opgør forholdene på Floridas arbejdsmarked for over 30 år siden, udspandt sig.
At økonomer kan være lige så uenige som alle andre om indvandringens pris og konsekvenser, er ingen nyhed. Og Borjas virker på ingen måde som en mand, der vil have ret, men mere som en, der bare gerne vil fremlægge sine resultater, som han selv betegner som ”middle-of-the-road-economics”, det vil sige afbalanceret, og så lade politikere og befolkningerne beslutte sig for den vej, deres samfund skal udvikle sig.
Netop antallet af flygtninge og indvandrere er som bekendt et hedt debatteret emne i Europa. Hvor vil du sætte grænsen?
”Det kan jeg ikke sige. Men det er klart, at der er en grænse eller balance et sted. Nul immigranter er ikke det rigtige svar, og en million immigranter er heller ikke det rigtige svar for Danmark. Men der er et rigtigt svar, for hvis balancen tipper, vil Danmark ikke være Danmark længere; så vil alle de fordele, der gør Danmark til Danmark, forsvinde. Så får alle det jo værre. Om 15-20 år vil man se, om I i Europa trak grænsen det rigtige sted.”
”Hvad man kan sige er imidlertid, at integration ofte bliver en succes, hvis indvandrergrupper fra samme land eller kultur kun udgør en meget lille minoritet i et område. Hvis man bor sammen med en million andre, der ligner en selv, er der begrænset incitament til for eksempel at lære det nye lands sprog. Vi ved også fra historien, at det er nemmere at integrere udlændinge, hvis de kommer mange forskellige steder fra.”
”Og her ligner USA og Europa faktisk hinanden for tiden. En stor gruppe hos os har altid været født i udlandet, men den har været uændret i størrelse. I 1915 var det cirka 13 procent, der var født uden for USA, i dag er det cirka 14 procent. Det nye er, at dengang var der russere, tyskere, italienere og mange andre. I dag er en tredjedel fra samme sted: Mexico. Det er unikt. Og værd at se med alvor på, for det er svært at integrere store grupper med samme kultur.”
Er der andet, vi kan lære af fortiden og USA’s erfaringer med indvandring?
”Nej, ikke rigtig,” griner Borjas.
”Jeg er faktisk ked af at sige det, men I laver en stor fejl, når I siger, at man kan lære af den amerikanske erfaring. Vi amerikanere kan heller ikke lære af den amerikanske erfaring – ikke i generelle termer, i hvert fald.”
Hvorfor ikke?
”Fordi det 20. århundrede var unikt. Da immigranter kom til USA i det 20. århundredes begyndelse, fik mange produktionsjob. Tre fjerdedele af alle arbejdere ved bilproducenten Henry Fords samlebånd var indvandrere. De passede perfekt til en periode, hvor USA blev industrialiseret med stor hast. Siden kom arbejderne i fagforening, og lønningerne steg, og samlebåndet blev entrébilletten til middelklassen for dem og deres børn og børnebørn.”
”I dag er ufaglært arbejde ikke særlig meget værd. Tror man virkelig, at den type ufaglært arbejde, som immigranter udfører i dag, bærer samme fremtidsmuligheder i sig, som job på produktionsvirksomheder gjorde i begyndelsen af det 20. århundrede? Jeg tvivler.”
Ved siden af den unikke økonomiske og produktionsmæssige situation var der også en social komponent, der påvirkede integrationsprocessen, påpeger Borjas:
”Der var et stort pres for assimilation. Den gennemsnitlige tysker eller italiener dengang måtte vælge, hvem han holdt med: USA eller det gamle land? Eksempelvis halveredes antallet af tyske aviser i USA fra 1915 til 1920. På grund af Første Verdenskrig forbød mange amerikanske delstater tysk på offentlige steder. Sådan reagerede man dengang på en tydelig konflikt mellem gamle og nye borgergrupper. Assimilation virkede ikke som en vanvittig idé. Det var jo det, samfundet handlede om. Men sagde man det samme i dag, ville de sociale medier bryde sammen i forargelse. Og tænk, hvis man forbød eksempelvis arabisk i København eller spansk i Los Angeles. Tiden er en anden i dag, og integrationen virkede dengang kun, fordi nogle unikke faktorer var til stede. Vi kan ikke bruge samme model i dag.”
Hvor dybt stikker den politiske krise i Europa i kølvandet på flygtningestrømmen?
”En af de ting, der bekymrer mig ved Europa, er, at I længe har levet med kompromisser og en balance mellem rettigheder og pligter. I har skabt meget stabile samfund. Denne stabilitet bliver forstyrret lige nu. Det kan blive godt i fremtiden. I hjælper jo virkelig folk i nød. Men til hvilken pris? Bare tag det allerværst tænkelige eksempel, at Tyskland politisk går i en radikal retning. Hvem har det så hjulpet at gøre så meget godt lige nu? Disse ”supply shocks” (forsyningsrystelser, red.) på arbejdsmarkedet, som vi økonomer kalder dem, kan have voldsomme konsekvenser.”
Har den europæiske krise overrasket dig?
”Nej, jeg er ikke overrasket. Der er et officielt såkaldt narrativ om immigration, en vedtaget måde at tale om den på. En måde, som de fleste borgere godt ved ikke er hele sandheden. Så den politiker, der er villig til at sige, hvad der mangler i den officielle ligning om indvandring, vil kunne tiltrække vælgere. Det har vi set i Europa gennem nogle år nu. Dermed risikerer samfundene at bevæge sig i ekstrem retning, og det er ærgerligt, når den simple, udramatiske sandhed er, at immigration har fordele, men også omkostninger.”
Men kan man ikke overdrive betydningen af den politiske korrekthed i indvandringsdebatten? Folk er vel frie til at råbe op, hvis de er uenige?
”Jo, men debatten føres måske ikke altid af dem, der rammes af udviklingen. Politisk korrekthed i indvandrerdebatten er som debatten om frihandel. I mange år sagde alle økonomer, at handel var godt. Hvis nogen sagde, at der også er ofre for frihandel, blev man skubbet ud af debatten. Først for nylig er man begyndt at indse, at frihandel er mere kompliceret. Den påvirker jo rent faktisk manden på gulvet, der risikerer at miste sit job. Ved at begrænse debatten til noget, som et flertal definerer som acceptabelt, ignorerer man den almindelige arbejder, der lever med konsekvenserne. Så enkelt er det.”