En del spekulerer måske på, om der er rigtige og forkerte måder at bede til Gud på. I forskellige medier myldrer det frem med bud, tilfældigvis samtidig og fra flere konfessioner.
Således interviewes den tidligere protestantiske biskop Margot Kässmann i det tyske magasin Christ & Welt om dette tema. Den 57-årige Kässmann var indtil 2010 formand for de lutherske biskoppers råd i Tyskland; hun forbereder nu reformationsjubilæet i 2017.
Christ & Welt spørger hende, om man bør bruge faste bønner, eller om man selv må improvisere? Kässmann har meget godt at sige om den forud formulerede bøn, som kan bringe én ud over døde punkter. Engang, ved et femårigt barns åbne kiste, kunne Kässmann ikke finde ord, så efter længere tavshed begyndte hun på Fadervor - og forældre og bedsteforældre faldt stille ind.
”Siden da har jeg vidst, at vi kan stole på kraften i ord, som andre har fundet århundreder og årtusinder før os.”
Omvendt giver den frie bøn en mere personlig samtale med Gud.
Kan man bede uden ord? Sagtens, mener Kässmann og citerer Luther: ”Den, der synger, beder dobbelt”.
Hun tilføjer: ”Når menigheden synger, opfatter jeg det som en bøn.”
Skal man folde hænderne? Ikke nødvendigvis, forsikrer Kässmann. Men med foldede hænder indtager man en særlig holdning over for Gud, præget af respekt. Er de foldede, angives det, at ens geskæftighed er hørt op til fordel for koncentration om samtalen med Gud.
Til spørgsmålet om, hvorvidt man skal korse sig efter bønnen, mener Kässmann nej, men ikke for at markere afstand til katolikkerne: Luther anbefalede faktisk, at man korser sig, når man står ud af sengen om morgenen. Man skal blot undlade at bruge korstegningen til at demonstrere fromhed over for omgivelserne, siger Kässmann.
Må et barn bede om at få en god karakter i skolen? Ja da, lyder det. Barnet ved sikkert godt, at det selv skal præstere, men det er jo herligt, når det ved, det har lov at henvende sig til Gud. Det bedende barn har tillid til Gud, og det er det afgørende.
I det amerikanske, katolske magasin First Things skriver bladets egen Matthew H. Young om emnet.
Jesus har jo anbefalet os Fadervor: ”en eksemplarisk bøn, der rummer hovedelementerne af tilbedelse, underkastelse, ønske og bekendelse”, minder Young om.
Protestanterne flytter vægten fra bønnens ydre former til dens indhold og hjertets rette indstilling. Den forskydning har også meget for sig, indrømmer Young. Man kan så bede til Gud, når man ligger i sin seng om natten eller under en forelæsning. Og han citerer Victor Hugos roman ”De elendige”, hvor det hedder: ”Der er tanker, som er bønner. De er øjeblikke, hvor sjælen er på knæ, uanset vores krops stilling.”
Man må dog ikke i lutter inderlighed forsømme det ydre, mener Young.
”Det er en alvorlig fejltagelse at bestride, at vores kroppe har moralsk betydning. Skriften fortæller os, at der var en hensigt med, at vi fik fysiske legemer. De er kaldet til at være instrumenter for tilbedelse. 'Jeres legeme er et tempel for Helligånden', skriver Paulus.”
Det påvirker os, hvordan vi fører os; vores holdning slår også ind, ens positur afspejler ens hjerte:
”Vi skjuler også vores ansigt i skam, løfter hænderne i glæde eller bøjer vores hoved i anger. Og at knæle i bøn er en synlig bekendelse af Kristi herredømme.”
Også en røst fra østkirken kan føjes til koret. På den russisk-ortodokse hjemmeside Pravmir.com skriver fader Sergej Svesjnikov om bøn. Den skal ikke være en konversation med Gud, hedder det. Det er ganske overflødigt at fortælle ham, hvad han ved i forvejen, såsom hvad man fejler, eller hvad man ønsker sig.
Bønnen opfattes her snarere som atletens træning. Mange kommer og fortæller præsterne, skriver Svesjnikov, at de ikke kan bede, fordi deres hoved summer af spekulationer. De forsvinder ved stadig øvelse, som giver åndelig koncentration. Musikere stemmer også deres instrumenter, fordi de med tiden kommer ud af stemning.
Tilsvarende med bønnen: ”Bønnen er den daglige fintuning af vores sjæl til den samme renhed i tonen, som helgenernes sjæle klinger med i det guddommelige kor.”
Og det er den ortodokse bønnebog, man her skal benytte, for dens bønner fungerer som stemmegaffel:
”Vi hører den sande tone og kan stemme vores sjæls instrument tilsvarende.”
Den proces er helbredelsen af den forpinte sjæl, siger Sergej Svesjnikov.
Anders Raahauge er kulturjournalist