Her er nødhjælpen blevet permanent

I den lille by Nuno i et af tørkens epicentre er nødhjælp for længst blevet hovedingrediensen i hverdagen. Det meste af indbyggernes tid går med at vente på lastbilerne med mad og vand

I en af hytterne i en unavngiven by godt 20 kilometer fra byen Nuno i det nordligeøstlige Kenya har en 18-årig mor for nyligt født en lille datter. Til trods for, at pigen er 10 dage gammel, ser hun ud til højst at veje to kilo.
I en af hytterne i en unavngiven by godt 20 kilometer fra byen Nuno i det nordligeøstlige Kenya har en 18-årig mor for nyligt født en lille datter. Til trods for, at pigen er 10 dage gammel, ser hun ud til højst at veje to kilo. Foto: Karitte Lind Bejer.

De venter. Og venter. På regn. Men også på, at Gud igen ser i deres retning. I mellemtiden håber de muslimske indbyggere i den lille by Nuno i det nordøstlige Kenya, at resten af verden får øjnene op for den ulykke, der har knuget dem i et stadig fastere greb i de seneste to år, forklarer den 44-årige Mohamed Daud.

LÆS OGSÅ: Kenya undrer sig over sultkatastrofen

Den nuværende tørke er en naturlig tilstand. Gud har bestemt det sådan, den er ikke menneskeskabt. Vi har kun et håb, og det er, at andre mennesker vil gribe ind og redde os fra det her, siger han.

Nuno består af en stor klynge hytter, der nærmest klistrer sig op ad den sandede, røde jordvej. Normalt ligger småbyerne mere tilbagetrukket fra vejen, men der er ikke ret meget ved Nuno, der er normalt.

Byen er bygget her, fordi det meste af vores tid går med at vente på lastbilerne med vand og nødhjælp, der bliver kørt herud. Vi bor her også, fordi vi vil have, at folk skal se, hvordan vi lever. Næsten ingen af os, der er her nu, boede her, før tørken blev slem. Dengang her var vand og græs i området, boede vi længere ude i bushen og forsørgede os selv som hyrder, fortæller Mohamed Daud.

Det seneste år har overlevelsen været betinget af den nødhjælp, der bliver kørt ud til byen af FNs Fødevareprogram, Røde Kors og den kenyanske regering. Hver måned modtager en familie omkring 10 kilo majs, 10 kilo bønner samt olie. Af regeringen får de 80 liter vand om ugen. Men, påpeger Mohamed Daud, det er ikke nok, hvis der er seks børn i husholdningen. Det er der ofte. Nogle af familierne i Nuno har op til 10 børn.

Vandet bliver kørt ud i kolossale lastbiler, som fylder vandet over i en enorm, sort regnvandsbeholder. Lige nu er beholderen tom bortset fra en mudret vandpyt i bunden.

Cirka 20 kilometer fra Nuno i en lille unavngiven klynge af grenhytter er mad og vand også alt, hvad livet drejer sig om. Som i Nuno er hytterne også her bygget klos op ad den hovedvej, der er blevet så livgivende i løbet af det seneste år.

Bebyggelsens mænd sidder alle ved vejkanten i skyggen af et træ og venter. Dagen før var de så heldige at kunne tigge sig til noget mad fra en forbipasserende bil. Andre dage kan det lykkes for en af dem at få et lift ind til byen Garissa, hvor der også kan tigges mad. Alt, hvad der bliver bragt tilbage, bliver ligeligt fordelt mellem familierne.

Mændene, der alle er af somalisk afstamning, har stadig et stolt udtryk i ansigtet, men selve stoltheden har nøden tvunget dem til at lægge på hylden. Som alle i området er de benede at se på med skarpt skårne ansigter og tænder, der synes for store i de magre ansigter.

Situationen er desperat her. Næsten alle vores husdyr er døde, og den mad, regeringen giver os, er ikke nok, siger den ældste af mændene.

I en af hytterne lidt væk fra vejen har en 18-årig mor for nyligt født en lille datter. Til trods for, at pigen er 10 dage gammel, ser hun ud til højst at veje to kilo. Den unge mor fortæller, at hun stadig kan amme den lille, men at hendes egen kost udelukkende består af knust majs, lidt bønner og vand.

Tilbage i Nuno står konsekvenserne af den langvarige underernæring også klart skrevet i indbyggernes skarpt aftegnede kæbelinjer, spinkle håndled og indfaldne kinder. Den ses tydeligst hos mændene, fordi kvinderne går klædt i traditionelle, løst hængende muslimske klædedragter. Sulten sætter sig også andre spor.

Sulten er en konstant smerte i maven, som jeg har vænnet mig til. Jeg er mere træt, men sover dårligere end før, fordi jeg hele tiden er sulten og vågner om natten. Indimellem er jeg svimmel. Vi laver ingenting længere. Vi sidder her og venter på, at lastbilerne skal komme. Før kunne vi vandre ind til Garissa, men det har vi ikke længere energi til, siger en anden af mændene, Mohamed Gedi.

Sammen med sine nærmeste slægtninge har Mohamed Gedi 500 køer tilbage ud af 2000. Men de er for længst flyttet langt væk, til floden Tana, der løber gennem distriktet og skaber en smal, frodig stribe i det ørkenlignende landskab.

De tilbageværende køer er dem, der var stærke nok til at gennemføre den lange vandring fra bushen og sydpå til floden. Men ellers er hele Garissa-distriktets jord plastret til med kadaverne af de dyr, der ikke klarede den, og i luften omkring dem står der en sødlig, rådden lugt.

Mens de tilbageværende køer er i gang med at redde livet ved flodbredderne, sidder deres ejere magre tilbage i et landskab så ubarmhjertigt knasende og ugæstfrit, at ordet tørt slet ikke dækker. Hvorfor flytter de sig såikke, spørger jeg dem.

Det gode liv er inde i byen (Garissa by, red.), men det er et liv, vi ikke har råd til. At købe et stykke jord derinde er dyrt, at leje et hus er dyrt. Derfor er vi her. Vi kalder os selv for internt fordrevne, og det er sulten, der har fordrevet os, siger Mohamed Gedi.

udland@k.dk

Overalt i Garissa-distriktet i det nordligeøstlige Kenya kan man finde kadaverne af husdyr, der ikke klarede den nuværende tørke.
Overalt i Garissa-distriktet i det nordligeøstlige Kenya kan man finde kadaverne af husdyr, der ikke klarede den nuværende tørke. Foto: Karitte Lind Bejer.