Det giver dybe rynker i panden hos borgmester Bilal Kassem i den libanesiske landsby Ketermaya, når samtalen falder på den nylige russiske indblanding i krigen i Syrien.
Hver gang der over de seneste år er sket en ny udvikling i borgerkrigen i nabolandet, har det betydet nye flygtningestrømme til den lille by syd for hovedstaden, Beirut.
”Inden længe kommer vi også til at se syrere her, der er flygtet fra de russiske kampe. Men vi har virkelig ikke plads til flere. Selv steder, hvor vi aldrig tidligere ville tillade, at der boede mennesker, bliver i dag lejet ud til syrere,” siger han og trækker på skuldrene.
Ketermaya med godt 13.000 indbyggere har over de seneste år fået indbyggertallet hævet betragteligt, efter cirka 5000 syriske flygtninge har slået sig ned i byen. Det er flere syriske flygtninge, end Danmark tog imod sidste år, og det høje antal begynder at volde landsbyen problemer.
I begyndelsen gik det fint, forklarer Bilal Kassem. Folk i Ketermaya var venlige imod flygtningene og hjalp så godt, de kunne, på trods af at forholdet mellem syrere og libanesere generelt kan være anspændt, efter Libanon i næsten 30 år havde været besat af Syrien.
Men i takt med at antallet af flygtninge begyndte at vokse kraftigt, og udsigten til, at de kunne vende tilbage til Syrien, blev stadig mere sløret, er problemerne begyndt at hobe sig op i byen og ikke mindst på borgmester Bilal Kassems skrivebord.
Det store antal flygtninge påvirker næsten alle områder af hverdagslivet, forklarer han. Elnettet er ikke bygget til så mange mennesker, og lamperne på borgmesterkontoret slukker og tænder konstant, som strømmen kommer og går i byen. Der er heller ikke vand nok til alle de mange mennesker. Bilal Kassem er blevet nødt til at rationere vandet, så indbyggerne i byen kun har rindende vand på skift to til tre dage om ugen. Og affaldet hober sig op rundtom på gaderne.
Situationen er ikke unik for Ketermaya, men afspejler forholdene i store dele af Libanon. Siden den syriske borgerkrig begyndte i 2011, har FN registreret over 1,1 millioner syriske flygtninge i Libanon. Derudover findes der et stort antal ikke-registrerede flygtninge, og det reelle antal syrere kan meget vel nærme sig de to millioner i et land, der inden krigen kun havde fire millioner indbyggere.
”Det skaber selvfølgelig spændinger. Især fordi tidshorisonten er så uklar. Hvis folk bare vidste, at det drejede sig om et år endnu, ville tålmodigheden have været større. I dag kan syrerne knap kaldes gæster, men er snarere blevet til indbyggere,” siger Bilal Kassem.
Han har i øjeblikket en klage fra sammenslutningen af byens frisører, han skal tage sig af. Frisørerne mener, at syrerne ødelægger branchen ved at åbne saloner, hvor man kan blive klippet til langt under minimumsprisen hos en libanesisk frisør. Det er et generelt problem, forklarer borgmesteren.
Flygtningene åbner forretninger, hvor de sælger varer billigere end i libanesiske forretninger, og de tilbyder deres arbejdskraft til blot halvdelen af en libanesisk minimumsløn. Konkurrencen fra flygtningene betyder, at de lokale har svært ved at få deres forretninger til at løbe rundt og får stadig sværere ved at finde et arbejde.
De mange problemer har ændret synet på flygtningene i den lille by. På et tidspunkt blev stemningen så ond, at Bilal Kassem besluttede sig for at indførte udgangsforbud om aftenen for syrere. I dag bliver portene lukket klokken 20 til de uofficielle teltlejre, hvor en del af flygtningene bor. Og efter at minareterne har kaldt til aftenbøn, er det ulovligt for syrere at vise sig på gaderne.
”Jeg har gjort det for at undgå for mange konflikter i byen. Det er også en måde at beskytte syrerne på. Ellers vil de hurtigt få skylden for al kriminalitet, der bliver begået, og der vil være risiko for grimme situationer, hvor lokale vil hævne sig på syrere,” siger han og tilføjer, at det også er en måde at stoppe prostitution og lignende sociale problemer på, der er ved at være et udbredt problem i mange af de ludfattige syriske flygtningelejre i Libanon.
Men hvis udgangsforbuddet var ment som en hjælp til syrerne, er det en hjælp, de gerne havde klaret sig foruden. I en lille forretning med farvestrålende tilbehør til mobiltelefoner sidder den 40-årige syrer Rehab Samo, der oprindelig er fra Damaskus, ved disken. Hun mener, at udgangsforbuddet blot er endnu en måde at sige til hende, at hun ikke er velkommen i byen.
”Det er mest af alt en kollektiv afstraffelse. Vi bliver alle mistænkeliggjort på den måde og stemplet som dårlige mennesker,” siger hun.
Rehab Samo mener, at de syriske flygtninge i byen generelt bliver behandlet som kriminelle.
”Vi forlod Syrien som ydmygede. Nu bliver vi ydmyget igen,” siger hun.
Blandt de lokale libanesere er det dog nemt at finde opbakning til, at syrere skal holde sig inden døre om aftenen. Det eneste problem med udgangsforbuddet er, at det ikke begynder tidligere, lyder det fra den 22-årige Nawal, der ikke vil oplyse sit efternavn, i en krydderiforretning.
”Det her er en konservativ by, men det har syrerne ikke forstået. Tidligere så man de syriske piger gå alene rundt på gaderne sent om aftenen. Den slags er ikke passende. Nu slipper vi i det mindste for at se på det,” siger hun.
Nawal tilføjer, at hun ikke ønsker at sige noget grimt om nogen, der er flygtet fra en krig. Alligevel kan hun ikke skjule sin irritation over tilflytterne i byen. De beklager sig over alt, er utaknemmelige og føder alt for mange børn i en situation, hvor det ikke er forsvarligt at sætte børn i verden, mener hun.
I en forretning med rengøringsmidler lidt længere nede ad gaden tilføjer den 36-årige Ali Arabi, at syrerne har forandret alt i byen. Varer er blevet dyrere, og arbejdsløsheden er steget.
”Mange af syrerne bor bedre end fattige libanesere. De får hjælp fra både islamiske og kristne organisationer og sælger varerne videre i deres forretninger og tjener gode penge på det. Det har gjort det umuligt for os andre at få en forretning til at løbe rundt,” siger han.
På borgmesterkontoret er Bilal Kassem ved at være tom for idéer til, hvordan hans by kan tage imod flere flygtninge. Derfor er han også godt træt af at høre politikere i Vesten fortsætte med at argumentere for, at syrere primært skal hjælpes i deres nærområde.
”Jeg er med på, at vi som naboland har en særlig forpligtelse. Men vi kan ikke mere. Vi er en lille landsby, der har taget imod lige så mange flygtninge, som et helt europæisk land gør. Nu må andre lande træde til. Det begynder at være absurd at sige, vi skal tage imod flere syrere,” siger han.