Mængden af syriske pas hober sig op på Ahmad Radwans skrivebord.
Den libanesiske rejseagent har siddet fra tidlig morgen til sen aften i flere måneder for at undgå, at bunken af rejsebestillinger vokser ham over hovedet.
For snart et år siden oplevede hans rejsebureau i den libanesiske havneby Tripoli, at det begyndte at strømme ind med bestillinger fra syrere i hidtil uset omfang.
”Jeg bliver nødt til at bruge mine fridage på at arbejde for bare at følge nogenlunde med,” siger han.
Bestillingerne kommer fra syrere, der er på flugt fra borgerkrigen i Syrien, og som vil have billetter til at komme videre til Tyrkiet og derefter til Vesteuropa.
Det er her fra den libanesiske havneby cirka 100 kilometer nord for hovedstaden, Beirut, at mange af de syriske flygtninges lange rejse mod asyl i Europa begynder. For godt et år siden afgik der blot to færger om ugen fra Tripoli mod Tyrkiet. I dag er der to til tre afgange om dagen stuvende fulde af syrere. Bådene er udsolgt lang tid i forvejen.
Når flygtningene kommer til Tyrkiet, søger de mod den vestlige del af landet og tager derframed små gummibåde til Grækenland, inden turen går videre op gennem Europa på en både farlig og besværlig rejse.
Problemerne begynder allerede for dem i den libanesiske havneby, forklarer Ahmad Radwan.
”Syrerne bliver elendigt behandlet, uanset hvor de kommer hen. Det er, som om alle har taget en doktorgrad i, hvordan man snyder dem mest muligt. De bliver udnyttet og skal betale overpris for alt,” siger han.
Ifølge Ahmad Radwan er prisen 1200 kroner for en færgebillet og for det nødvendige papirarbejde, der følger med, men mange rejsebureauer kræver op mod det dobbelte af syrerne.
Selvom han beklager sig højlydt over alle de besværligheder, syrerne giver ham, ser han det som sin pligt at hjælpe folk på vej væk fra krig. I hjørnet af hans kontor står et par sorte kufferter. Ofte efterlader syrere bagagen hos ham, når det går op for dem, hvor besværlig en rejse der venter dem forude. Når de når til Europa, ringer de til ham, hvorefter han sender kufferterne med et fly. I går sendte han et par af sted mod Wien. Kufferterne i hjørnet af kontoret håber han at kunne sende til London om et par dage.
Over en halv million syrere er indtil videre flygtet til Europa, siden borgerkrigen brød ud i marts 2011. Krigen, der har dræbt en kvart million mennesker, er hovedårsagen til, at verden er vidne til den største flygtningekrise siden Anden Verdenskrig.
Ifølge Ahmad Radwan tog flygtningestrømmen fra Tripoli mod Europa til, efter at Libanon lukkede grænsen til Syrien for et år siden. Mens det er blevet sværere for syrere at flygte til Libanon, kan de stadig få transitvisum, hvor de får tilladelse til at rejse gennem landet og direkte til havnen i Tripoli. Samtidig er det syriske styre angiveligt begyndt at se igennem fingre med, at folk rejser, og det er blevet nemmere at få et pas, hvilket er en nødvendighed for at komme med færgen.
En af dem, der lige har fået visum til at rejse igennem Libanon og har købt billet til færgen, er 34-årige Moussa Diab. For få timer siden tog han bussen fra sin hjemby, Homs i Nordsyrien, og står nu med en rygsæk over skulderen på havnen i Tripoli ved en vejspærring foran færgehavnen.
”Alle syrere vil væk. Det er ikke bare mig,” siger han og peger over mod grupper af andre syrere, der er begyndt at samle sig ved havnen.
Moussa Diab ved, at han vil til Vesteuropa, men har ikke nogen plan eller klar idé om, hvad han skal gøre, når han går fra borde i Tyrkiet. Han håber, at han om et par uger vil ende i Tyskland. Der har hans fætter på et tidspunkt læst til ph.d., og det lød som et godt land, siger han.
”Men det står ikke mejslet i sten, at jeg skal til Tyskland. Der er så meget ved turen, jeg ikke er herre over. I sidste ende vil det formentlig være en tilfældighed, hvor jeg havner. Det er ikke noget, jeg har brugt meget energi på at tænke over,” siger han.
Selvom drømmen er at begynde et nyt liv i Tyskland, er målet først og fremmest blot at komme væk fra krigen. Det er usikkerheden og håbløsheden, der har fået ham til at rejse.
”Spørgsmålet har hele tiden ligget i hovedet, hvor lang tid jeg skal vente. Men situationen er blot blevet værre og værre. Havde der været udsigt til, at det blev bedre om et års tid eller to, var jeg blevet. Men i dag kan jeg ikke længere se en fremtid i Syrien,” siger han.
Dagen forinden gjorde han for sidste gang kassen op i den boghandel, han har drevet i flere år i Homs. Nu overtager hans far butikken. Krigen har dog gjort det umuligt at tjene penge på forretningen, og formentlig må familien lukke den senere på året.
Sådan påvirker krigen stort set alt i landet, forklarer han. Alle dagligvarer er blevet ubetaleligt dyre, og de fleste har svært ved at få pengene til at række.
”Det er ikke, fordi der er skyderier og luftangreb hele tiden. Men uvisheden er uudholdelig. Hver gang en fra familien forlader hjemmet, er man i tvivl, om man kommer til at se hinanden igen. Du ved heller ikke, om det er dit hjem, der næste gang bliver ramt af en raket. Eller om det er den café, du sidder på,” siger han.
Moussa Diab er udmærket klar over, at det er en farlig og hård rejse, han har begivet sig ud på. Tanken om senere at skulle ud i de usikre gummibåde fra Tyrkiet mod Europa uden at kunne svømme skræmmer ham. Han er nervøs for, om de 2500 dollars (cirka 17.000 kroner), han har med, er nok til at betale for hele rejsen. Og han er bange for, at han ender med at blive sendt fra den ene lejr til den anden, når han endelig kommer til Europa, og aldrig får mulighed for at etablere sig.
Alligevel er det hverken selve rejsen eller overvejelser om, hvilket land han vil tage til, der har fyldt hans tanker den seneste tid.
”Jeg tror ikke helt, at du forstår,” siger han efter at have svaret tøvende på flere spørgsmål om den rejse, der ligger foran ham.
I morges måtte han sige farvel til sine forældre og søskende i Homs. Ingen af dem ville have, at han rejste, og hele familien sad og græd ved morgenbordet. Bruddet med familien har overskygget alle andre bekymringer, siger han og trækker en lille lommebog op af sin rygsæk.
På en af siderne har hans mor med sirlige bogstaver skrevet et afskedsdigt til ham. Moussa Diab begynder stille at læse op. Det handler om, at hans ånd stadig vil være til stede i hjemmet, selvom han er rejst. Men han kommer kun halvt igennem, før stemmen knækker, og han må sætte hænderne op for de våde øjne.
Han ved ikke, hvornår han kommer til at se familien eller sit hjemland igen. Der kan gå mange år, siger han. Men han har besluttet sig, og han bliver nødt til at forfølge muligheden for at få et nyt liv i Europa.
”Det er ikke noget ekstra-ordinært, jeg drømmer om. Bare et simpelt liv, hvor jeg kan arbejde og spille lidt guitar og styrketræne i min fritid,” siger han, inden en bil kommer for at samle ham og en gruppe andre syrere op for at køre dem ned til færgen.
Han erkender, at Europa på mange måder er ukendt for ham, og han kender ikke en eneste deroppe.
”Men i det mindste har jeg hørt, at der efterhånden skulle være mange syrere,” siger han med et smil.