Hillary Clinton vakler – men kun lidt

Trods Donald Trumps forspring i ny meningsmåling skal Hillary Clinton være meget uheldig for at tabe valget i næste uge

Mange af Donald Trumps tilhængere kræver Hillary Clinton fængslet og opfatter hende som det onde selv, som det fremgår af dette skilt ved et vælgermøde i Phoenix, Arizona. –
Mange af Donald Trumps tilhængere kræver Hillary Clinton fængslet og opfatter hende som det onde selv, som det fremgår af dette skilt ved et vælgermøde i Phoenix, Arizona. – . Foto: John Locher/AP/Polfoto.

For blot en uge siden kunne Hillary Clinton næsten fornemme den søde smag af en nem og overbevisende valgsejr, der ville tjene som en folkelig afvisning af Donald Trumps vision for USA og sikre, at hendes præsidentskab de kommende fire år ikke blot vil være en ørkesløs krig mod en republikansk-kontrolleret kongres.

Dette håb er imidlertid falmet noget, efter at det op til weekenden kom frem, at forbundspolitiet FBI ikke er færdig med at granske mulige ulovligheder, begået af Hillary Clinton i forbindelse med hendes brug af en privat e-mail-konto som udenrigsminister. FBI’s bekendtgørelse mindede mange vælgere om, hvorfor de ikke stoler på den notorisk hemmelighedsfulde demokratiske præsidentkandidat.

Nye meningsmålinger viser da også, at Hillary Clintons solide forspring over Donald Trump er svundet ind. Ifølge den mest opsigtsvækkende meningsmåling fra Washington Post/ABC News fører Trump ligefrem med 0,7 procentpoint over Clinton og står til at få 46 procent af vælgernes stemmer, mens demokraten må nøjes med 45 procent. I den forrige Washington Post/ABC News måling førte Clinton endnu med hele 12 procentpoint.

Den nye måling har sendt rystelser igennem aktiemarkedet og dele af nyhedsmedierne, men den skal læses med en række forbehold.

For det første er enkeltstående rundspørger baseret på en lille håndfuld vælgere statistisk set så godt som meningsløse, hvis de ikke sættes i en bredere kontekst. Den bedste måde at følge valgkampen på er ved at kigge på prognosemodeller og gennemsnit af flere meningsmålinger i så stort et land som USA.

For det andet viser historikken i præsidentvalget, at ændringer i meningsmålingerne typisk afspejler de adspurgte vælgeres dalende entusiasme for en af kandidaterne, uden at de ændrer ved valgkampens underliggende strømninger. Ifølge statistik-siden RealClearPolitics har de mange skandaler i valgkampen – heriblandt den seneste om Clintons e-mails – kun rykket ganske, ganske få stemmer fra den ene kandidat til den anden. Den partipolitiske kløft mellem de to lejre er simpelthen for stor.

Og for det tredje er målingen baseret på et udsnit af vælgernes stemmer, ikke på fordelingen af de såkaldte valgmænd. Det amerikanske præsidentvalg er ikke et direkte valg, men i stedet organiseret således, at vælgernes stemmer i hver delstat veksles til valgmænd. Samlet er der 538 valgmænd fordelt på de 50 delstater, og 270 er det magiske tal, som en præsidentkandidat skal opnå for at vinde valget og dermed Det Hvide Hus.

Hillary Clinton er ifølge så godt som alle prognosemodeller langt tættere på tallet 270, end Donald Trump er det. Ifølge den nyeste analyse fra USA’s fø-rende talknuser, Nate Silver, har Clinton 69,5 procents chance for at vinde valget på tirsdag, mens avisen New York Times’ model giver hende en 87 procent stor chance for at blive landets første kvindelige præsident.

Dette betyder ikke, at det er umuligt for Donald Trump at trække sig sejrrigt ud af præsidentvalget om fem dage. Han haler ifølge flere meningsmålinger ind på Hillary Clinton i svingstater som North Carolina og Florida, Nate Silvers analyse giver ham samlet set 30 procents chance for sejr, og dermed er en præsident Trump ikke fuldstændig usandsynlig.

Hvis uentusiastiske, demokratisk-tenderende vælgere føler sig så mismodige over at skulle sætte deres kryds ved Hillary Clinton, at de bliver hjemme på valgdagen, mens vrangvillige republikanske vælgere, der er utilfredse med Donald Trump, alligevel retter ind i 11. time, så har den omstridte rigmand en chance for at sætte sig i Det Ovale Kontor. Hvis færre vælgere med latinamerikansk og afroamerikansk baggrund i svingstaterne dukker op på valgdagen, end Clinton-kampagnen satser på, så vokser Trumps chancer yderligere.

Det er dog værd at holde en anden meningsmåling for øje, og det er den, der handler om Donald Trumps egnethed til præsidentposten. Ifølge nye tal fra Gallup mener 67 procent – eller to tredjedele – af vælgerne, at Trump ikke besidder ”den personlighed og de lederskabskvaliteter, som en præsident bør have”. I nyere amerikansk valgkampshistorie har der aldrig været en kandidat, som ifølge et flertal af vælgerne er decideret uegnet til at stå i spidsen for USA.

Hillary Clinton er en upopulær præsidentkandidat, og hendes chancer for en jordskredssejr svinder ind. Men hun er stadig favorit til at vinde Det Hvide Hus på tirsdag.

Læs mere om det amerikanske præsidentvalg her.