Hirsi Ali: Det var så det arabiske forår

Det arabiske forår lader måske nok til at have slået fejl, men Mellemøsten er uigenkaldeligt forandret på mange vigtige områder

Det er skæggede islamister med sharia-ambitioner, som i første omgang høstede revolutionens frugter, mener forfatter Ayaan Hirsi Ali
Det er skæggede islamister med sharia-ambitioner, som i første omgang høstede revolutionens frugter, mener forfatter Ayaan Hirsi Ali . Foto: Christian Als Denmark.

Det var så det arabiske forår. I Kairo synes historien at være nået hele den blodige cirkel rundt: Først fyldte folkemængden Tahrir-Pladsen for at gøre en ende på militærdiktaturet.

Så blot to år senere, fyldte folkemængden Tahrir-Pladsen for at genindføre militærdiktaturet.Nu, få uger efter kuppet mod Mohamed Mursis demokratiske regering, er nedslagtninger blevet den nye normal i hovedstaden.

I 2011 syntes Egypten at være nået til et vendepunkt, men landet er endt med at dreje alle 360 grader rundt, og vi er nu tilbage til en midlertidig militær undtagelsestilstand, som formentlig vil vare i årevis. Historien om revolutionen er dog langt fra ovre i Mellemøsten som helhed og næppe heller i Egypten selv.

LÆS OGSÅ: Ung egyptisk leder støtter militærets kamp

I Syrien hærger en borgerkrig, som bliver stadig mere sekterisk præget.I Tunesien tager protesterne mod den islamistiske regering til igen i kølvandet på endnu et mord på en sekulær politiker. I Libyen øges volden mellem stridende militser. I både Libyen og Irak er der bilbomber og masseflugt fra fængslerne.

Jihadistisk vold spreder sig som en epidemi til så fjerne steder som Mali og Niger syd for Sahara. Yemen er blevet så farlig, at Storbritannien og USA for et par uger siden måtte evakuere deres ambassader i hovedstaden Sanaá.

Kun i de velstående Golf-monarkier varer en trykket stabilitet ved. Men den er stærkt afhængig af den høje pris på olie, som tillader de forskellige royale dynastier at bestikke deres befolkninger til føjelighed. Mindre rige monarker som kongen af Jordan frygter for deres troner.

Det arabiske forår forventedes at indføre en mere demokratisk politisk orden i den del af verden.I USA glædedes såvel konservative som liberale i starten af 2011 over udsigten til et nyt Egypten kørt af cool unge Google-folk. Det her skulle være en Twitter-båren revolution.

I stedet blev det skæggede islamister med sharia-ambitioner, som i første omgang høstede revolutionens frugter. Det Muslimske Broderskab har muligvis forskertset sin mulighed for at herske i Egypten, men andre islamistiske fraktioner fortsætter i bedste velgående.

Muligheden af en effektiv vestlig indgriben for at bistå med at vælte den syriske diktator er stort set forspildt, netop fordi ekstreme jihad-grupper har overtaget krigen mod præsident Bashar al-Assad.Og det kan godt være, at Osama bin Laden er død, men al-Qaeda lever videre. Det var opsnapningen af en hemmelig besked mellem netværkets leder Ayman al-Zawahiri og Nasser al-Wuhayshi, som leder den Yemen-baserede afdeling på den arabiske halvø, der tidligere på måneden fik USA til at lukke 19 diplomatiske poster rundt om i regionen i en ydmygende illustration af svagheden hos samme supermagt, som engang øvede kontrol over Mellemøsten.

Hvad gik galt?

Protesterne, som fejlagtigt fik mærkatet arabisk forår hæftet på sig, udstillede en vifte af konflikter mellem forskellige grupper, hvoraf nogle af dem overlapper. Til en begyndelse var det konflikter om økonomiske forhold og politiske friheder, som var i forgrunden.

Ungdomsarbejdsløshed, høje madpriser og grasserende korruption var de klagepunkter, som førte til despoternes fald i Tunesien, Egypten og Libyen, og de gør sig stadig gældende.

I Kairo blev mange af de samme argumenter fremsat mod Morsi, som hidtil var blevet brugt mod hans forgænger Hosni Mubarak. Men nu kan vi se, hvor komplekse og kringlet lagdelte disse unge samfund er, for nu træder tre andre konflikttyper tydeligt frem.

Den første handler om identitet: Hvem er vi, og hvordan organiserer vi vores samfund? Her går kløften ned mellem dem, der går op i en fælles arabisk identitet, og dem, der betragter en islamisk religiøs identitet som mere afgørende. Denne splittelse går helt tilbage til Det Osmanniske Riges fald.

Bemærk, at også inden for disse grupper er der undergrupper. Nogle af pan-arabisterne er liberale, mens andre er socialister og atter andre er ufortrødne militarister. Nogle går ind for en streng opdeling mellem kirke og stat, andre vil lade religiøse ledere og institutioner have en vis kontrol. Panislamisterne er fælles om deres bestræbelser på at indføre religiøs sharia-lovgivning, men uenige om hvor hurtigt og hvor bogstaveligt det skal gøres.

Den anden opdeling er mellem bybefolkning og landbefolkning. Folk i regionens storbyer er generelt mindre religiøse og mere vestligt orienterede. Folk på landet er mere konservative og dybt mistænksomme over for Vesten. Dette billede kompliceres yderligere af alle dem, der sidder fast i ingenmandslandet mellem land og by i de vidtstrakte slumområder, hvor millioner af mennesker henslæber tiden i elendighed uden udsigt til arbejde og afhængige af statsstøttet brændsel og brød.

Den tredje grøft er sekterisk og af ældre dato og løber mellem sunni- og shia-udgaver af islam.

LÆS OGSÅ: Ekspert: Der hersker krudttønde-dynamik i Egypten

På baggrund af disse spaltningers bredde og dybde i de arabiske samfund er det fristende at udlede, at demokrati nødvendigvis vil slå fejl i regionen. Før eller siden vil det arabiske forårs lande vende tilbage til den gamle form for barsk styre med stærke mænd ved roret, hævder pessimisterne nu.

For at forblive ved magten i disse kulturer med deres tankegang om skam og ære, som David Pryce-Jones beskrev for over 20 år siden i The Closed Circle (Den sluttede cirkel), ser det ud til, at en leder har brug for de fleste om ikke alle følgende strategier: Han skal skabe et skær af frygt om sig, skånselsløst udrydde rivaler, udpege betroede venner til at køre hæren og sikkerhedstjenesterne, bruge udenlandske alliancer til sin fordel og så selvfølgelig placere buster, portrætter og statuer af sig selv i alle offentlige rum. Iagttagere spekulerer allerede over, hvor længe der mon vil gå, før Egyptens faktiske hersker, general Abdul Fattah al-Sisi, sætter flueben ved alle disse tiltag.

Helt så pessimistisk er jeg nu ikke, at jeg forventer en fuldstændig genindførelse af den gamle orden. Det arabiske forår lader måske nok til at have slået fejl, men Mellemøsten er uigenkaldeligt forandret på mange vigtige områder.

For det første er stammeinstitutionen ikke så stærk og sammenhængende som før i tiden. Individer i en stamme eller klan har udviklet andre loyaliteter og kan udfordre traditionelle former for autoritet på måder, som var utænkelige for blot en generation siden. Tilsammen udgør urbanisering, ung demografi, fordrevne folkeslag og udvandring faktorer, som vil undergrave stamme- og klanloyaliteter yderligere.

For det andet er radikal islams tiltrækningskraft for tilbagegående. Det er en paradoksal tendens, fordi islamisterne fortsat nyder betragtelig loyalitet blandt græsrødderne. Men folks erfaringer i lande, hvor islamisterne er kommet til magten navnlig i ayatollah Khomeinis Iran og Talebans Afghanistan gør det ikke længere selvindlysende, at sharia er svaret på alle modernitetens problemer. Og det faktum er nøglen til reaktionen imod islamisterne, som vi har set i Egypten, Tunesien og andre steder. Islamisterne trives i opposition og kaos, men fejler ynkeligt, når de kommer til magten.

For det tredje har globaliseringens virkninger ændret holdningen til Vesten. Takket være migration og telekommunikation er arabere og andre muslimer nu fysisk og virtuelt forbundet til Europa og USA som aldrig før. De billiger måske ikke alt, hvad de ser i Vesten, men de ser ikke desto mindre, hvordan frie vestlige politiske institutioner faktisk fungerer.

For det fjerde er det umuligt at vende tilsynekomsten af hidtil undertrykte interessegrupper. Kvinder, religiøse mindretal og selv homoseksuelle er fortsat meget sårbare i Mellemøsten og Nordafrika, men styrkes for tiden ved at organisere sig. Hvis man som kvinde er blevet voldtaget, får man mere ud af at henvende sig til en kvindegruppe end til sin lokale des-pot. Især feminisme har været en af de overraskende vindere i de seneste tre år i Egypten.

Endelig har også holdningen blandt amerikanere og europæere ændret sig. Førhen forstod enhver kapabel tyran i Mellemøsten, hvordan han skulle præsentere sig selv som strategisk vigtig for vestlige interesser. Det spil er nu ovre på godt og ondt. Herskere, som ikke med rette kan hævde at have folkelig opbakning, kan ikke længere regne med at blive holdt oppe af Washington, London eller Paris.

Det er sigende, at det genindsatte militærstyre i Egypten satser på Golfstaterne og ikke USA til at finansiere sig. I torsdags afbrød præsident Obama sin ferie for at holde en tale, hvori han aflyste de fælles amerikansk-egyptiske militærøvelser. Det mindretal af amerikanere, som stadig går op i det arabiske forår, opfordrer ham indtrængende til at gå endnu videre. Men selv hvis Obama standser den amerikanske hjælp til Egypten, vil det ikke gøre den store forskel, for saudierne og emirataraberne kan kompensere og mere til.

Betyder alle disse dybtgående forandringer så, at Mellemøsten står på kanten til en strålende ny tid med fred og demokrati, frihed og velstand?

Tværtom. Sammenstødet mellem regionens traditionelle opdelinger og disse nye og forstyrrende tendenser vil blive alt andet end fredeligt. Jeg bæver og føler med dem, det vil ramme, ved udsigten til en lang periode med konflikter, når revolutionære og religiøse krige falder sammen og går i samspil. Det eneste, vi kan sige med sikkerhed, er, at der ikke er nogen vej tilbage til de gamle dage.

Et vendepunkt er det selv hvis den arabiske verden nu vender en vej, som de færreste vestlige kommentatorer forventede for to år siden.

Ayaan Hirsi Ali er tilknyttet Kennedy School på Harvard og p.t. også til American Enterprise Institute. Hun har udgivet bøgerne Infidel (Vantro) og Nomad (Nomade).

Billedet af brandmændene, der bærer på liget af den katolske præst og nationalhelt Mychal Judge, har fået en stor ikonisk værdi og har prentet sig ind i amerikanernes bevidsthed. Derfor danner det også motiv til en skulptur, der vil blive rejst ved All Saints-kirken i New York.
Billedet af brandmændene, der bærer på liget af den katolske præst og nationalhelt Mychal Judge, har fået en stor ikonisk værdi og har prentet sig ind i amerikanernes bevidsthed. Derfor danner det også motiv til en skulptur, der vil blive rejst ved All Saints-kirken i New York. Foto: Christian Als Denmark