Historiker: Storbritanniens problem er ikke sekularisme, men religiøs analfabetisme

Dr. Eliza Filby afviser præmissen i en rapport, der vil nedtone kirkens rolle i det britiske samfund. Hun mener, at udfordringen ikke er sekularisme, men manglende religiøs forståelse og ikke mindst op til jul en massiv kommercialisme

Den tætte forbindelse mellem statskirken Church of England og kongehuset bliver understreget af, at dronning Elizabeth II formelt er den øverste leder af kirken og derfor i november åbnede kirkens 10. synode i London. Det cementerer de historiske bånd, som rækker ud over det sekulære samfund. -
Den tætte forbindelse mellem statskirken Church of England og kongehuset bliver understreget af, at dronning Elizabeth II formelt er den øverste leder af kirken og derfor i november åbnede kirkens 10. synode i London. Det cementerer de historiske bånd, som rækker ud over det sekulære samfund. - . Foto: Photoshot/B68/Scanpix.

”Storbritannien i dag er ikke et sekulært land. Dets befolkning er pluralistisk, men dets offentlige liv er fortsat helt tydeligt kristent.”

Karakteristikken af det britiske samfund kommer fra dr. Eliza Filby, der er historiker ved King's College i London. Hendes udsagn er et svar på en rapport, der kom i sidste uge, og som blandt andet vil gøre op med kristendommen og især statskirken Church of Englands rolle i det offentlige liv i Storbritannien. Rapporten, der er udgivet af det tværreligiøse Woolf Institute i Cambridge, trak store overskifter i de britiske medier, og instituttets direktør, Ed Kessler, argumenterede blandt andet med, at det religiøse landskab har ændret sig.

”Rapporten har et positivt aspekt, som handler om en bedre forståelse af alle trosretninger og om, at religiøs analfabetisme skal bekæmpes. Det negative budskab er, at vi har en sekulær pluralisme, som ikke vil opnå dette. Så vi er fanget i en multikulturel spændetrøje, hvor forsøget på at underminere Church of England er deres svar,” lyder kritikken fra Eliza Filby til rapportens forfattere.

Hun taler eksempelvis om forslaget om at fratage kirken nogle af dens 26 sæder i Overhuset, der i dag er besat af de anglikanske biskopper, og dele dem ud til andre religioner:

”Jeg mener personligt, at de biskopper er en anakronisme, en historisk anormalitet. Men virkeligheden er, at de giver et stærkt bidrag til debatten, hvilket er positivt. Så dér er et argument for, at religioner blander sig i den offentlige debat. Men løsningen er ikke at afskaffe nogle biskopper i Overhuset eller at give symbolske pladser til personer fra andre trosretninger.”

Eliza Filby køber heller ikke argumentet om at nedtone kirken og særligt Church of Englands rolle i samfundet på grund af faldende kirkegang.

”Det er så forkrøblende at høre på. For folk går i kirke af mange grunde. Engang handlede det om at være socialt respekteret og om velgørenhed og ikke kun om at være troende. Men kirken står ikke længere forrest, når det handler om social respektabilitet. Livet er også blevet mere privatiseret, og flere folk arbejder nu om søndagen,” siger hun med henvisning til, at samme tilbagegang også gælder for eksempelvis medlemskab af politiske partier, pigespejdere og lokale bowlingklubber.

”Men faldet i kirkegangen bliver misforstået og beskrevet sensationalistisk,” siger Eliza Filby, der sammenligner kirken med sundhedsvæsenet - nemlig som en institution, der gerne skal være der, når der er brug for den.

Hendes kritik gælder også rapportens forslag om, at fremtidige kroningsceremonier skal åbnes for repræsentation af andre trosretninger og ikke som hidtil være en cementering af Church of Englands tætte forhold til kongehuset.

”Når dronningen dør, vil samfundet få et nervøst sammenbrud, og der vil være en trang til at finde trøst i traditionen. Det er i hvert fald min forudsigelse, og jeg tror ikke, vi vil se en kroning af hverken prins Charles eller (hans søn) prins William, som ikke vil være kristen,” siger Eliza Filby, der ikke mener, at man i den sammenhæng skal lægge det store i prins Charles' udsagn fra 1994 om, at ”han hellere ville se sig som en forsvarer for tro og ikke for troen”, der i bestemt form er lig med den anglikanske statskirke, som regenten også er overhoved for.

”Men vi skal også huske, at monarkiet er meget fleksibelt, og de kongelige har gennem de seneste 800 år tilpasset sig, så de vil også omfavne moderne tendenser,” forudser Eliza Filby.

Da prins Charles i sin tid talte om at være forsvarer for alle trosretninger, var han også på bølgelængde med Church of England.

”Storbritannien er unik ved at have den etablerede kirke. Og den er ikke kun god til at kæmpe for sig selv, men også for folk, der ingen tro har, eller andre trosretninger. Både de multietniske, multikulturelle og multireligiøse får hjælp af den etablerede kirke. Og det er overraskende, for man skulle tro, at de først og fremmest ville kæmpe for deres egen kirke og tro. Men i modsætning til tidligere er de nu talspersoner for religion, og ikke kun for anglikanere eller kristne.”

Det er igen noget, som er med til at nuancere debatten, mener historikeren.

”Men sekularister vil have dem puttet ind i en spændetrøje, hvor der ikke er plads til nogen nuancer,” mener Eliza Filby.

Trods tilbagegangen for kirken mener hun, at Storbritannien fortsat bygger på et kristent fundament og en kristen identitet. Noget, som særligt kommer til udtryk i kirkens forhold til både parlamentet og monarkiet.

”Vi ser, hvordan kirken spiller en markant rolle ved mindehøjtideligheder, store sportsbegivenheder og med bønner i parlamentet,” siger hun med henvisning til, at så vel Overhuset som Underhuset indleder debatter i parlamentet med en bøn.

”Ærkebiskoppen af Canterbury er også fortsat en central person i det britiske samfund. Han har stadig evnen til at skabe store avisoverskrifter, når han blander sig i samfundsdebatten. På den vis har Church of England fortsat en vigtig rolle i samfundet, hvilket de 26 biskopper i Overhuset illustrerer. Samtidig er kirken nok den næststørste jordbesidder i landet efter dronningen,” siger Eliza Filby.

Hun fremhæver, at der også fortsat er respekt om de historiske værdier, og at kirken har et tæt forhold til de politiske institutioner - men også spiller en vigtig rolle i civilsamfundet.

”Vi er ikke et sekulært samfund. Men der har været en tilbagegang i forståelsen af, hvad religion repræsenterer, og der er en religiøs analfabetisme. Jeg underviser eksempelvis 21-årige universitetsstuderende, som ikke kender lignelsen om den barmhjertige samaritaner,” fortæller Eliza Filby om de studerende ved King's College i London, som er et af de absolut mest prestigefyldte universiteter i Storbritannien.

”Så jeg vil ikke sige, at der har været en vækst i sekularisme, men i uvidenhed.”

Den uvidenhed giver hun blandt andet medierne skylden for.

”Folk læser om holdningen hos de konservative religiøse og om radikalisme, som begge er negative historier. Men vi hører ikke alle de positive historier, fordi medierne i Storbritannien i stigende grad er sekulære, og den religiøse presse er også i tilbagegang,” siger Eliza Filby.

”Så du får en oversimplificeret diskussion af særligt ekstremisme. Jeg tvivler på, at mange i debatten om Islamisk Stat kender for-skel på shia- og sunni-muslimer, hvilket er afgørende. De bliver set som værende under den samme paraply, og meget få forstår nuancerne, som de måske gør med de forskellige ret-ninger inden for kristendommen.”

Den manglende forståelse kommer, samtidig med at der netop er så meget mere at forstå på den religiøse scene. Eliza Filby mener, at ultra-ortodokse og konservative religiøse inden for de tre store religioner har mere tilfælles med hinanden end med de liberale inden for deres egen religion, hvilket er særligt udtalt i holdningen til homoseksualitet.

En af de store fronter mellem især kristendom og det sekulære samfund er julen. Her ser Eliza Filby med optimisme på den kristne jul.

”Noget af det interessante er, at deltagelsen i midnatsmesser er ret stabil, og særligt antallet af kirkegængere i katedralerne er steget. Folk går efter den storslåede oplevelse,” siger hun uden dog at ville sige, at det er det sekulære samfund, der udfordrer kirken i julen. Hun mener mere, at det handler om forbrugeradfærd.

”Du kan sige, at julen er blevet meget større. Nu starter julen i oktober, og du kan sige, at forbrugerkalenderen følger den kristne kalender,” siger Eliza Filby med henvisning til, at mange går på en udrensningskur i det nye år, hvor der bliver skåret ned på alkohol og mad - hvilket ikke er ulig den kristne faste, og så bliver der ellers sat gang i forbruget igen til påske.

”Der kan tjenes mange penge i julen. Derfor er den overtaget af kapitalismen, og de store indkøbscentre dominerer bybilledet, som katedralerne gjorde engang,” mener Eliza Filby, som også ser en større sensitivitet over for dem, der ikke fejrer julen.

”Men faren i det er, som med alt i det multikulturelle samfund, at de presser kristne ind i en forsvarsposition, hvor de altid er under angreb, hvilket også jøder og muslimer oplever. Noget af det interessante er, at når kristne og andre troende ikke føler, at de kan udtrykke deres tro, så kommer det pres ikke fra andre troende, men fra sekularister,” lyder det fra historikeren om kampen mellem kristendom og religion i det moderne britiske samfund.