Historiker: Vi står midt i Europas mest uforudsigelige krise

Den enestående kombination af krig, EU’s delvise opløsning, flygtningestrøm og Ruslands fremfærd har bragt Europa ud i en krise, som ingen kan overskue konsekvenserne af, mener den tyske historieprofessor Andreas Rödder

”Vi siger hele tiden, at vi skal blive ved med at leve, som vi plejer og ikke give efter over for terror, men jo oftere jeg hører det, des mere hult lyder det. Vi bliver nødt til at være på vagt over for uforudsete farer, men også være åbensindede for uforudsete chancer og muligheder," siger Andreas Rödder.
”Vi siger hele tiden, at vi skal blive ved med at leve, som vi plejer og ikke give efter over for terror, men jo oftere jeg hører det, des mere hult lyder det. Vi bliver nødt til at være på vagt over for uforudsete farer, men også være åbensindede for uforudsete chancer og muligheder," siger Andreas Rödder. . Foto: Bert Bostelmann.

Professor Andreas Rödder, Frankrig og Tyskland har været vidne til adskillige islamistiske terrorangreb på få uger, og tyske myndigheder i Bayern ønsker nu forbundshærens støtte til politiet i terrorsituationer. Er Europa i en tilstand af kaos, eller er det en overdrivelse?

”Europa er stadig for velorganiseret til at drukne i totalt kaos, men situationen er alvorlig. Det, vi er vidne til, er tre store, forbundne kriser. Den første er den dybe krise i EU, som forværredes af eurokrisen og flygtningekrisen og eskalerede med Brexit. Denne krise er en åbenlys afvigelse fra en lang udvikling, hvor unionens lande er kommet stadig tættere på hinanden, og en afvigelse fra forestillingen om, at fællesskabet vokser gennem kriser. Den anden er krisen med Rusland, hvor præsident Putins mål er at bytte om på verdensordenen af 1990 og genskabe Rusland som en global supermagt. Den tredje er krisen i Mellemøsten, som nu er en del af Europa, og som vi ser i form af terrortrusler og terrorangreb.”

”Denne sammenblanding af kriser betyder, at vi er vidne til en overordnet krise med helt uforudsete konsekvenser. Det giver krisen et meget farligt potentiale. Jeg kan nærmest ikke komme i tanke om nogen tilsvarende sammenblanding fra andre perioder i historien.”

På hvilken måde hænger kriserne eksempelvis sammen?

”Den russiske militære intervention i Syrien og Ruslands støtte til den syriske præsident Assad har i høj grad været med til at intensivere flygtningebevægelsen til Europa. Samtidig bliver Tyskland og Europa nødt til at samarbejde med Grækenland, som er en vigtig spiller i flygtningekrisen. Grækenland hævnede sig (ved at lade flygtninge rejse ind i Europa via de græske øer, red.), efter at grækerne følte sig dårligt behandlet under eurokrisen. Angela Merkel har desuden frygtet, at Rusland vil udnytte eurokrisen og den græske svaghed til at udvide sin indflydelse på Balkan, og der er en reel fare for, at Moskva vil forsøge på det – hvilket minder om mønstrene forud for Første Verdenskrig i 1914.”

Kommentatorer taler om en ny epoke, og nogle sammenligner endda den historiske betydning i dag med årene 1914 og 1945. Er det rimeligt?

”Vi har helt sikkert forladt den komfortzone, som tyskerne har vænnet sig til efter 1945. Den voldelige historie er vendt massivt tilbage i Europa. Jeg ville ikke sammenligne situationen i dag med situationen i juli 1914 forud for selve krigsudbruddet, men vi er vidne til visse ligheder med perioden før 1914, som var karakteriseret ved en voksende international usikkerhed og en følelse af uvished. På visse punkter er det ret lig det, vi oplever i dag.”

”Men fokuserer vi primært på historiske ligheder, indsnævrer det vort perspektiv og svækker vores opmærksomhed over for det uventede. Det, vi erfarer nu, er en samling af komplet uventede kriser. Ingen ville for 15 år siden havde ventet, at Rusland ville ændre den europæiske grænsedragning med magt, og ingen ville for fem år siden have ventet, at det arabiske forår førte denne krig og flygtningekrise med sig.”

Forbundskansler Angela Merkel åbnede sidste år grænserne, og godt 1,1 millioner flygtninge og migranter kom til landet, inden reglerne i år blev strammet. Er de aktuelle angreb i Tyskland en bombe under kanslerens politik?

”Ja, selvfølgelig. Også selvom angrebene i Ansbach og München ikke direkte er forbundne med flygtningepolitikken i 2015, eftersom gerningsmændene kom til landet før åbningen af grænserne i september sidste år. Hendes første fejl var at sige offentligt, at staten ikke havde kontrol over sine grænser, hvilket har skabt en massiv mistillid til staten blandt befolkningen. For det andet begrundede hun sin politik og åbningen af grænserne som en ’moralsk nødvendighed’, men bagefter opgav hun denne nødvendighed med flygtningeaftalen med Tyrkiet i 2016. Politisk set sidder hun dog stadig sikkert på kanslerposten, for jeg kan ikke se nogen, der ville være villige at udfordre hende.”

Er der nogen vidnesbyrd fra Europas voldelige fortid, som kan give os en idé om, hvordan vi skal agere – også på et personligt plan?

”Vi siger hele tiden, at vi skal blive ved med at leve, som vi plejer og ikke give efter over for terror, men jo oftere jeg hører det, des mere hult lyder det. Vi bliver nødt til at være på vagt over for uforudsete farer, men også være åbensindede for uforudsete chancer og muligheder. Og især tyskere skal holde op med at være illusoriske, som de ofte er tilbøjelige til, i modsætning til danskerne. Tyskere ignorerer eksempelvis stadig i massiv grad, at der kan være en sammenhæng mellem trosmæssige og kulturelle dispositioner og evnen til at lade sig integrere.”