Sommerens atomaftale mellem Iran og seks stormagter er en milepæl i bestræbelserne på at sikre fred og sikkerhed i verden.
En diplomatisk løsning som denne efter lang tids strid mellem konkurrerende stormagter er så godt som ikke set før op igennem historien. Denne historiske aftale gør, at et fornyet forhold mellem Iran og USA er inden for rækkevidde.
Aftalens cirka 100 sider er nøje udformet af utrættelige diplomater fra Iran og P5+1-landene (de fem medlemmer af FN's Sikkerhedsråd plus Tyskland, red.). Ikke alene afværger den endnu en katastrofal krig i verdens mest sprængfarlige region; den sætter også nye standarder for ikke-spredning, som kan anvendes over hele verden.
Aftalen sikrer et fuldt ud gennemsigtigt atomprogram i Iran med kontrollerbare mekanismer. Dermed blokerer den enhver iransk mulighed for at bygge en atombombe.
I henhold til aftalen skal Iran ophøre med sin produktion og adskillelse af plutonium, Iran må alene berige på de lave niveauer, som atomenergi kræver, og må ikke lagre reaktorbrændsler ud over, hvad der er brug for til dets egen fredelige brug.
Det er alt sammen principper, som kan indskrives i international lov om ikke-spredning af atomvåben.
Til gengæld har Iran fået anerkendt sin ret til at berige uran på egen grund og sikre fjernelsen af de voldsomme sanktioner, som landet har været underlagt.
Aftalens tiltag kan også gøres regional for at mindske risikoen for, at et atomvåbenkapløb nogensinde vil finde sted i Mellemøsten. Aftalen bør betragtes som et skridt hen imod etablering af en atomvåbenfri zone i regionen.
I lyset af den omsiggribende ustabilitet og den overspændte kappestrid mellem de regionale stormagter er etableringen af en atomvåbenfri zone en nødvendighed - og den aktuelle atomaftale sætter et godt eksempel.
Og hvad endnu vigtigere er, lægger denne aftale op til et udvidet samarbejde mellem Iran og USA.
Fred mellem den regionale stormagt Iran og den internationale supermagt USA vil gøre det muligt for de to lande at slå sig sammen mod fælles fjender, nemlig de jihad-grupper, som plager regionen, såsom Islamisk Stat, al-Qaeda og Taleban. Iran er en afgørende aktør, som fører an i kampen på landjorden mod disse grupper i Irak, Afghanistan og Syrien, og Iran kan blive USA's mest effektive partner i bekrigelsen af dem.
Naturligvis er der mange forhindringer, som skal overvindes, før et sådant forhold bliver muligt. Iran og USA står på hver sin side i den kaotiske borgerkrig i Syrien, iranske allierede som Hizbollah regnes af det amerikanske udenrigsministerium for terrororganisationer, og amerikanske allierede som Saudi-Arabien og Israel modsætter sig en afspænding mellem USA og Iran.
Ikke desto mindre: Iran er på mange måder omdrejningspunktet for at opnå en stabil balance i Mellemøsten i disse tider, hvor regionen synker ned i yderligere anarki og truer med at trække USA ind i endnu en omkostningsfuld og kompliceret konflikt.
USA og Iran er begge motiveret af rationel egeninteresse og et ønske om at maksimere egen sikkerhed. Ædruelig realpolitik tilsiger, at de to lande bør arbejde sammen om at opnå fælles mål.
Stabilitet i Irak og Afghanistan er klart noget, som USA og Iran har som fælles interesse. Begge har de i bund og grund støttet de samme regeringer i Bagdad og Afghanistan, siden deres forgængere blev væltet.
Denne fælles interesse er trådt klarest frem i kampen mod Islamisk Stat, hvor både det amerikanske militær og den iranske revolutionsgardes rådgivere har været til stede og støttet de irakiske styrker.
I Syrien og Yemen kan de store uenigheder mellem USA og Iran mindskes ved at etablere en diplomatisk køreplan hen imod en politisk løsning, som kan tilfredsstille alle implicerede parter.
I begge lande ville en sådan løsning ideelt set dreje sig om følgende punkter: fremme af et omfattende samarbejde i kampen mod grupper som Islamisk Stat og al-Qaeda, bevarelse af begge landes territorier, forhindring af et sammenbrud af militær og sikkerhedsorganismer, fremskridt af en politisk overgang qua et magtdelingssystem til sikring af flertalsstyre og mindretalsrettigheder, gennemførelsen af frie valg overvåget af FN. Det ville være i både iransk og amerikansk interesse at opnå et sådant resultat i Yemen og Syrien.
I sidste ende kan fred mellem Iran og USA også bane vejen for opbygningen af et regionalt samarbejdssystem, som kan give sikkerhed og stabilitet i Den Persiske Golf og sikre fred mellem Iran og nabolandene og da især Saudi-Arabien.
En sådan udvikling vil sikre en stabil strøm af kulbrinte fra Golfen og føre til en afslutning på de stedfortræderkrige, som nu har regionen i deres greb.
Det ville gøre det muligt for USA gradvist at trække sig tilbage fra regionen og dermed spare milliarder af dollars og tillade ressourcer og opmærksomhed at gå til mere presserende opgaver.
De amerikanske kongresmedlemmer bør holde sig for øje her i deres ferie, hvor vigtig denne aftale er. De bør modstå presset fra særinteresser, som tjener på de evindelige fjendtligheder mellem USA og Iran.
Den mest tragiske konsekvens, hvis Kongressen skyder aftalen ned i næste måned, vil utvivlsomt være, at det vil fjerne udsigten til et større samarbejde mellem USA og Iran i regionen på områder, hvor de to lande har de samme bekymringer.
Det ville låse landene fast i et fortsat fjendskab, som alene ville tjene til at øge spændingerne og konflikterne i Mellemøsten. Det ville virkelig være en brøler af historiske dimensioner, hvis man vælger den vej, når der eksisterer et alternativ til det fælles bedste.