”De forsøgte at stjæle min diamantring i sikkerheds-kontrollen.”
Manden, som er steget på under mellemlandingen i Ghanas hovedstad, Accra, på vej mod Dubai, taler allerede til mig, før han har sat sig i flysædet. Hans grå habitjakke stryger imod min overarm, da han sætter sig, og en tung lugt af krydderier og parfumeret sæbe strømmer ind over mig.
”Sikkerhedsvagten forsøgte at snyde den fra mig, da jeg gik igennem scanneren,” fortsætter han, mens han spænder selen over sine hvide bukser.
På hans lillefinger sidder en lille tynd sølvring, som er markeret med en gennemsigtig sten i midten og flere små funklende sten ned langs siden. Den ligner en prinsessering eller en af de ekstravagante plasticringe, man kan trække i tyggegummi-automater.
”Jeg hedder Kojo. Eller Kojo Gold, som de fleste kalder mig.”
Han rækker hånden frem, og jeg kan mærke det kolde metal fra ringen, da jeg trykker hans hånd. Han er skaldet, og hans mørkebrune hud skinner som diamanten på hans finger. Hans store underlæbe hænger lidt og bevæger sig hurtigt op og ned for at følge med hans kontinuerlige talestrøm. Flymotoren larmer, og piloten byder velkommen, så jeg har svært ved at høre alt, hvad han siger. Men jeg spidser ører, da jeg hører ordene diamanthandler, Congo og Putin i samme sætning. Det er ikke en helt almindelig sidemand, jeg har fået mig.
”Kald dem hellere sten. Ikke diamanter,” svarer han lavmælt og sender et sigende blik over skulderen mod manden i flysædet bag mig.
”Sælger du sten,” spørger jeg derfor i stedet og ser Leonardo DiCaprio for mig i rollen som den skruppelløse diamanthandler i filmen ”Blood Diamond”.
I stedet for at svare på mit spørgsmål trækker han sin smartphone frem og vender skærmen mod mig. Han stryger fingeren over skærmen, og billedet skifter hurtigt fra den ene diamant til den anden; nyligt udgravede diamanter i furerne på beskidte håndflader, diamanter på ridsede skriveborde, diamanter indarbejdet i smukke ringe - parate til at smelte hjerter hos hustruer og elskerinder verden over.
Af og til bliver billedstrømmen afbrudt af et billede af en nøgen kvindekrop med svulstige bryster og enorme baller.
”Diamonds are a girl's best friend,” smiler han lummert og bladrer hurtigt videre.
”Jeg skal mødes med en russisk forretningsmand i Dubai. Derefter skal jeg videre til Tanzania, Rwanda og Congo,” fortæller Kojo Gold og smiler hemmelighedsfuldt.
Han fortæller videre, og jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Kan man virkelig tjene 50.000 dollars på at give et telefonnummer til en italiensk mafiamand? Har min sidemand leveret diamanter til den russiske præsident? Er det sandt, at han har en diamant med i kufferten?
Vi har en lang flyvetur foran os. Da stewardessen skænker vores første drink, er vi allerede fløjet hen over Togo og Benin og er ved at krydse grænsen til Nigeria. Jeg følger med på skærmen i flysædet foran mig.
Det er kulsort udenfor. Det eneste lys, man kan se, er en stribe små lysende perler ude i horisonten. Måske er det sådan, diamanter ser ud i den sorte jord. Mens vi flyver, bliver perlerne langsomt tydeligere, og efterhånden forbindes de i, hvad der ligner lange, tynde, lysende perlekæder. Det må være Lagos, Nigerias største by og Vestafrikas bankende økonomiske handelshjerte, hvorfra olie, naturgas og kul strømmer ud af landet i bytte for udenlandsk valuta.
Det ser så fredeligt og mennesketomt ud heroppefra, men dernede bor mere end 167 millioner mennesker. Kun et fåtal af dem har fået glæde af landets økonomiske boom, hvor salg af stjålet olie i stedet har været brændstof til interne konflikter og massiv korruption.
Jeg tager min computer frem, og min sidemand sætter en film på i flysædet foran sig. Ud af øjenkrogen ser jeg ham trække en lang kæde med små brune bønner op af sin inderlomme. Han begynder mekanisk at trække kæden gennem hånden, mens han masserer de små bønner med pege- og tommelfinger og langemand. Hans læber bevæger sig let uden lyd. Stewardessen kommer forbi og smiler forstående, da hun ser kæden.
”For beskyttelse,” siger han.
Selv en afrikansk diamanthandler kan have flyskræk.
Nogle timer senere kan jeg se på skærmen, at vi flyver hen over Tchad. Verdens syvendefattigste land, på trods af at også Tchad er rig på olie og naturressourcer. Landet figurerer på listen over fejlslagne stater, og i 2005 kårede Transparency International landet til verdens mest korrupte land. Ressourceforbandelsen kalder man det. Det fænomen, at de lande, der er rigest på naturressourcer, som regel er præget af konflikt og korruption.
I virkeligheden er landene styrtende rige, fortæller Kojo Gold undervejs.
”Penge er kun kvitteringer for det med den egentlige værdi. Værdien er i stenene og de andre naturressourcer. Det ved man i Europa, USA, Mellemøsten og Asien, men afrikanerne har ikke forstået det endnu. Det er derfor, vi bliver ved med at være så fattige, selvom vi i virkeligheden er rige.”
Han fortæller mig, at Ghana, hans hjemland, har nogle af verdens bedste diamanter:
”De fleste bliver ført med havstrømmen fra lande som Congo til Ghana. Når der har været et vulkanudbrud, kommer de op til jordoverfladen, og lavaen fører dem ud i havet. De tunge sten synker til bunds, mens de små flyder videre. Vores sten er små, men de er højkarat og i topklasse.”
Det er tydeligt, han er stolt.
”Jeg skal vise dig noget,” tilføjer han.
Han åbner sin Nike-håndtaske, roder lidt rundt med hånden og hiver så en lille sten op. Den er ru og cirka på størrelse med en halv lillefingernegl.
”Det er den sten, jeg skal aflevere i Dubai,” siger han og tænder lommelygten på sin mobiltelefon.
”Se den orange farve, når man lyser ind på den. Den er smuk, ikke?”.
Jeg ville ikke have kunnet se forskel mellem den og en irriterende sten i skoen.
”Den er usleben. Det gør det lettere at rejse med den. Det er også derfor, at den ikke er pakket ind. En sikkerhedsvagt ville ikke vide, hvad det er,” forklarer Kojo Gold.
Jeg spørger ikke, om diamanten er registreret og certificeret. Jeg er bange for svaret.
Flyvemaskinen på skærmen viser, at vi nu er i lige linje over Sudan. Endnu en fejlslagen stat med enorme mængder af naturressourcer. Diamanter, olie og kobolt flyder op fra undergrunden og ned i lommerne på rige forretningsmænd.
Vi flyver hen over Darfur-provinsen, hvor det seneste årtis uroligheder har kostet flere hundrede tusinde af menneskeliv. Det er længe siden, at Darfur har skabt avisoverskrifter, men grusomhederne fortsætter dernede.
Der er stadig noget sandhed i Edward Epsteins kyniske ligning for nyhedskriterier fra 1974:
”En død brandmand i Brooklyn, USA, tæller lige så meget som fem engelske politibetjente, som gælder for 50 arabere, der er 500 afrikanere værd.”
Der er også mange, der dør i diamantindustrien, fortæller Kojo Gold.
”Man borer et hul for at komme ned til stenene, men før man kravler derned, skal hullet tjekkes for giftgasser. Sommetider tror man, at der er ilt i hullet, og de unge fyre kravler ned for at hente stenene op. Hvis der er giftgasser dernede, dør de. Det er alt for farligt, så det holder jeg mig fra. Jeg er bare mellemmand,” siger han og fortsætter:
”Jeg har kontakterne, og det er det, mine partnere skal bruge. Jeg sælger telefonnumre - og tillid.”
Selv stoler Kojo Gold ikke på nogen.
”Den her forretning foregår ved håndtryk. Der er ingen underskrifter eller kontrakter. Folk stoler på mig, men jeg stoler ikke på nogen. Måske er det derfor, at folk stoler på mig,” ler han med sine glinsende elfenbenshvide tænder.
Vi nærmer os Dubai. Et af de steder, hvor den latente afrikanske rigdom bryder ud i et handelmæssigt epicenter. Her kendes naturressourcernes sande værdi, og herfra skal også Kojo Golds diamant slibes til og handles videre på rejsen mod en stolt ringfinger. Pudsigt, hvordan den samme sten kan skabe så mange problemer på ét kontinent og samtidig så megen glæde på et andet.
