Hollandsk eks-muslim laver ny islamkritisk film

Dutch ex-muslim Ehsan Jami speaks during an interview with REUTERS in the Hague September 10, 2007. The ...

Den holandske eks-muslim Ehsan Jami vil med en ny film vise, at Muhammed var en voldelig tyran. Det er den anden hollandske islamkritiske film inden for bare to uger. - Scanpix

Grundlæggeren af "Komiteen for eks-muslimer" portrætterer Muhammed som voldstyran i ny film. Det er den tredje islamkritiske film i Holland inden for tre år

Islam får smæk i Holland.

I sidste uge meddelte formanden for Frihedens Parti (PVV), Geert Wilders, at han til januar vil bringe en kortfilm om islam, som viser, at koranen er "frygtelig og fascistisk" og tåler sammenligning med Hitlers Mein Kampf.

Muhammed som voldstyran
Og nu fortæller grundlæggeren af "Komiteen for eks-muslimer", Ehsan Jami, at han har lagt sidste hånd på en ti minutters kortfilm om islams profet Muhammed.

Filmen bliver øjensynligt vist på hollandsk tv i februar eller marts 2008, og Ehsan Jami forventer, at filmen skaber endnu mere postyr end Muhammed-karikaturerne, som Jyllands-Posten bragte i 2005.

- Jeg vil vise Muhammeds voldelige og tyranniske karakter. Den mand myrdede tre jødiske stammer, slog frafaldne ihjel og giftede sig med en seks år gammel pige, som han gik i seng med, da hun var ni år, siger Ehsan Jami til den hollandske avis De Telegraaf ifølge religionnewsblog.com.

Livsfarlig islamkritik
Filmen er bare en i rækken af flere, som inden for få år har set dagens lys i Holland og medført massedemonstrationer og mord.

I september 2004 blev kortfilmen Submission vist på hollandsk tv. Filmen viser en nøgen gennemtævet kvinde overmalet med koranvers.

Filmens instruktør, Theo van Gogh, som samarbejdede med det tidligere konservative folketingsmedlem Ayaan Hirsi Ali, blev brutalt myrdet af en radikal muslim to måneder senere, og filmen er ikke siden blevet vist.

"Et kæmpe spring for menneskeheden"
Den 24-årige Ehsan Jami måtte i sidste måned forlade det politiske parti PvdA, fordi partiet ikke kunne acceptere hans hårde tone overfor islam.

Selv mener Jami, som lever under konstant beskyttelse, at han blot viser kendsgerningerne.

- Jeg vil give 50.000 euro til den, der kan gendrive disse fakta, siger han.

Ehsan Jami er ikke beskeden i sin beskrivelse af filmen, som han kalder "et lille skridt for mennesket, men et kæmpe spring for menneskeheden - og friheden".

Ifølge De Telegraaf har flere hollandske tv-stationer samt amerikanske CNN vist interesse for filmen, men hvem der endelig kommer til at vise den vides endnu ikke.