I takt med at de europæiske lande får en større muslimsk befolkningsandel, og en stigende del af den oprindelige befolkning går på distance i forhold til kristendommen, lyder der mere højrøstede krav om tydelig adskillelse af kirke og stat. Forbindelsen opfattes som et levn fra fortiden, som i dag krænker både muslimer og ateister.
Båndene mellem stat og kirke er forskellige fra land til land. I Frankrig har man siden revolutionen for 225 år siden haft den strengeste adskillelse, mens man i Danmark har den smukke ordning, som holder tingene i fint svæv:
Folkekirken er ingen statskirke, men alligevel vil staten gerne bevidne sin åndelige forbindelse til kristendommen, og den påtager sig derfor at understøtte den ”som sådan”, altså som folkets kirke, ikke statens. En bekendelse til arv og gæld, som udmøntes i en privilegering. Fornemt i sin nænsomhed, men alligevel en torn i øjet på de ivrigste fortalere for ateisme eller tværreligiøsitet.
I Tyskland har man som bekendt to dominerende kirker, den katolske mod syd og den protestantiske mod nord. Alene af den grund kan forbundsrepublikken vanskeligt have en statskirke. Men begge bekendelsers fælles kristendom får lov at sætte et ret tydeligt præg på det offentlige liv.
I de sydtyske skoler hænger der kors på væggene, og ministre, regeringsembedsmænd og dommere kan aflægge en ed, der afsluttes med ordene ”Så hjælpe mig Gud”.
Tysklands tidligere undervisnings- og forskningsminister Annette Schavan, CDU, skriver i ugeavisen Die Zeit et essay, hvori hun redegør for den ånd, som ligger bag forbindelsen i dag. Schavan er katolik og blev for et års tids siden Tysklands ambassadør i Vatikanet.
En betingelse for religionsfriheden i en moderne stat er faktisk dens ”religionsvenlighed”, betoner Schavan. Og i dagens nye, multireligiøse situation afhænger fredelig sameksistens af, at staten er religionsvenlig, mens religionen samtidig husker at være ”demokrativenlig”.
Kristendommen er i Vestens lande årsag til håb og en kilde til holdninger og værdier; den er del af den historiske hukommelse, dens billeder og tydningsmønstre, skriver Schavan.
Det gælder også, selvom sekulariseringen skubber religionen ud af det offentlige rum og ind i privatlivet. Nok svækkes kirken som institution, men religionen er stadig meget præsent. Globalt bliver den endda stedse vigtigere.
Og i Tyskland er kristendommen en kulturprægende kraft, fastslår Schavan. Hun citerer en klog dom fra den tyske forfatningsdomstol, som efter en ateistisk klage fastslog statslige skolers ret til at beholde kors og krucifiks:
”En stat, der sikrer religionsfrihed og forpligter sig til religiøs og verdensanskuelsesmæssig neutralitet, kan ikke tilsidesætte de historisk rodfæstede værdi-overbevisninger, som det samfundsmæssige sammenhold hviler på. Den kristne tro og den kristne kirke har, hvordan man end vurderer arven i dag, givet en enestående prægning. De tanketraditioner, erfaringer og adfærdsmønstre kan staten ikke stå ligegyldig over for.”
Og dette gælder ligefuldt for Europas øvrige lande, tilføjer Schavan.
Nok har staten i det moderne Europa givet samvittighederne fri og afstået fra at virke som tugtemester til tro. Det er denne neutralitet, som sikrer religionsfriheden. Men den sekulariserede stat er ikke af den grund religionsfjendtlig. Den er blot ikke direkte bekendende.
”Derfor begynder Grundloven ikke ”I Guds navn”. Fortalens formulering - ”i ansvar over for Gud og mennesker” - er en ansvarsformulering. Den peger på statens grænse, ja, på statens ydmyghed, som ligger i dens viden om, at den aldrig kan være en perfekt ordning og ikke gør krav på nogen absolut sandhed. Staten er menneskeværk.”
Derfor var kristendommen også åndeligt et virksomt værn mod nazi-statens totalitære kraft.
Annette Schavan nævner så elefanten i rummet ved navn: Islam hører nu til Tyskland, understreger hun. Men afvises adskillelsen af stat og religionssamfund, er det en sikker opskrift på konflikter.
”Staten vogter ikke over borgernes rettroenhed. Til gengæld forventes det, at alle respekterer Grundloven og dens retsordning med en neutral stat. Så kan der heller ikke eksistere en alternativ retsorden som shariaen. Det er ikke en respektløshed over for religionen, men en kulturel landvinding.”
Der er brug for religionsdialog, og en fornuftig dialog forudsætter, bemærker Schavan, ”at man er hjemme i sin egen religion og modtager en religiøs dannelse, der gør én i stand til at reflektere”. Derfor skal skolernes religionsundervisning styrkes meget betydeligt, mener den tidligere tyske undervisningsminister. Og hun betoner: Den må ikke overlades til dem, der bruger religion til at afgrænse sig.
Anders Raahauge er kulturjournalist