Hun droppede tørklædet for at få frihed

21-årige Dalia Alahmad studerer engelsk og medier på universitet i Jenin i den nordlige del af den ...

21-årige Dalia Alahmad studerer engelsk og medier på universitet i Jenin i den nordlige del af den israelsk-besatte Vestbred. Hun har aldrig ønsket at gå med tørklæde. Foto: Ulla Poulsen

Vi bor i en lille landsby uden for Jenin, så der bliver lagt mærke til, hvad jeg gør
Dalia Alahmad

Dalia Alahmad nægter at gå med tørklæde og udfordrer det palæstinensiske samfunds mandsdominerende traditioner. Hendes største ideal er moderen, der har støttet hendes oprør

Hun har lige fået en kæreste, en medstuderende fra universitetet i Jenin, men hendes far ved det ikke endnu. Kun hendes mor og søstre. Dalia Alahmad vil hellere vente med at fortælle det til sin far, til hun ved, om det er et seriøst forhold, der ender med en forlovelse, eller om det bare er et flirt. Hun har allerede udsat faderen for en del prøvelser, især da hun nægtede at gå med tørklæde i forbindelse med puberteten, så hun prøver at dosere udfordringerne lidt.

”Vi bor i en lille landsby uden for Jenin, så der bliver lagt mærke til, hvad jeg gør. Men min mor og far har alligevel altid givet mig stor frihed. På den måde har jeg været heldig. Det er langt fra alle piger, der får lov til alt det, jeg gør. Der var bare lige det med tørklædet. Det brød min far sig ikke om,” siger Dalia, der studerer engelsk og medier på det arabisk-amerikanske universitet i Jenin.

Den 21-årige kvinde husker stadig, hvor ulykkelig hun blev, da hun fik sin første menstruation. Det er en skelsættende begivenhed i Palæstina, fordi den markerer overgangen til livet som voksen kvinde:

”Jeg græd og græd. Jeg vidste, at samfundet nu ville rulle hele skytset af krav frem: tørklæde, ægteskab, dydig og tilbageholdende opførsel og så videre. Alt det, der hører til den traditionelle kvinderolle. Jeg kunne ikke holde det ud.”

Hendes første beslutning var at afvise tørklædet. Hun er troende muslim og tager stadig tørklæde på, når hun går i moskéen, men hun nægtede at gå med det til hverdag.

”Det at sige nej til tørklædet var det første skridt til at tænke nærmere over kvindernes ufrihed. Vi palæstinensiske kvinder har det med at opføre os som kopier. Vi gør bare det samme som andre kvinder før os og tænker ikke selv. Forældrene kommer altid først. Og så ægtemanden. Og hele den store familie. Vi har ingen individuel frihed. For mig var tørklædet et symbol på hele det system,” siger Dalia Alahmad.

Hun nævner familiens genbo som eksempel. En ung kvinde på hendes egen alder, der giftede sig af forelskelse, men nu må finde sig i at spørge sin mand om lov, før hun går i det lokale supermarked:

Selv kan Dalia Alahmad næsten ikke vente, til hun afslutter første del af sine studier til næste sommer og flytter til Ramallah for at dele lejlighed med nogle veninder. Smilet er kæmpestort ved tanken om at komme til den største by på Vestbredden, hvor cafélivet er intenst, og skik og brug langt mere afslappet end i landsbyerne.

”Wauw, det bliver så godt,” nærmest synger hun med tommelfingrene i vejret.

Så længe hun bor hjemme, er det vanskeligt for hende at være længere ude end til klokken 20, men hun forsøger at få det meste ud af tiden. Blandt andet elsker hun at danse den traditionelle palæstinensiske dans, dabke, og træner sammen med en række kammerater hver lørdag i tre timer. Men meget tid går også med aktiviteter i forskellige kvindebevægelser.

”Vi prøver at få flere kvinder til at deltage i den offentlige debat. Det burde være sådan, at kvinderne udgjorde halvdelen af de stemmer, vi hører,” siger Dalia Ahlamad.

Trods de restriktive forhold, som mange palæstinensiske kvinder lever under, er Dalia Alahmad optimistisk på sit køns vegne. Unge kvinder som hende er stadig i mindretal, men de bliver flere og flere, og hun synes, at der er mange fantastiske palæstinensiske kvinder at se op til. Inden for kunst og politik, men også i familien. Hendes eget største idol er hendes mor.

”Alle kvinder, som gør noget for landet og familien, er mine rollemodeller. Min mor holdt op med at arbejde som sygeplejerske for min og mine søskendes skyld, og hun har i den grad støttet os. Det er hendes fortjeneste, at jeg har fået modet til at være anderledes. Hun har givet mig selvtillid og lært mig at stole på mine egne meninger. Når jeg spørger hende til råds, vil hun ikke bestemme, hvad jeg skal gøre, men siger altid, at hun er sikker på, at jeg nok skal træffe den rigtige beslutning. Mange af mine veninder taler med min mor om ting, de ikke tør tale med deres egne mødre om. Hun er helt speciel,” siger Dalia Alahmad.

Måske viser forholdet til den nye kæreste sig at være stærkt nok til en forlovelse, men Dalia har ikke selv travlt med hverken at blive gift eller få børn. Først skal hun så vidt muligt læse videre i Storbritannien eller USA, og så er der drømmen om en karriere inden for dokumentarfilm. Begge dele skal kunne forenes med parforhold og familieliv, ellers bliver det uden hende, gør hun klart:

”Det skal kunne lade sig gøre. Jeg er ikke den første, der gerne vil blive ved med at arbejde, selvom jeg får børn.”

Dertil kommer den bekymring, som altid dukker op, når palæstinenserne taler om deres fremtid: Hvad med Israels besættelse af de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og i Gaza?

”Besættelsen er en del af vores liv. Den er det normale, det, vi kender, men den får også en til at tvivle på, om det er rigtigt at få børn her. Omvendt - vi kan jo ikke sætte vores liv på pause, mens vi venter på, at besættelsen holder op,” siger Dalia Alahmad.