Tiden skal skrues tilbage til november 1989 for at forstå drivkraften bag Pia Ahrenkilde Hansens europæiske engagement. Hun var 27 år og i gang med sit speciale på Handelshøjskolen i København, CBS.
Jeg var i Berlin ved Murens fald. Den oplevelse har præget mit syn på Europa som håb og samlingsprojekt for en hel generation af tyskere og europæere fra den anden side af jerntæppet, siger hun.
LÆS OGSÅ: Nu bestemmer Danmark (en lille smule ...)
I dag er den 48-årige dansker cheftalskvinde og råd-giver for en af EUs mest magtfulde mænd, José Manuel Barroso, der er formand for EU-Kommissionen.
Det er netop sammenholdet mellem landene, der i øjeblikket er under massivt pres. Den europæiske integrationsproces begyndte som et fredsprojekt efter Anden Verdenskrig, og siden er flere og flere lande kommet ind i fællesskabet. Men den nuværende alvorlige økonomiske krise og balladen om den nye finanspagt har banket en kile ind mellem EU-landene. Pia Ahrenkilde Hansen holder alligevel fast i håbet ved at se på det større perspektiv.
Vi har nogle fælles værdier som demokratiopfattelse, borgernes grundlæggende rettigheder og vores sociale model. Vi har et utrolig rigt fællesskab, hvor alle over årene har fået det bedre. Håbet kan fastholdes, hvis vi lærer af erfaringen, retter op og gør den nødvendige indsats for økonomisk fornyelse. Det er det, vi er i gang med nu, med euroen og en stærkere økonomisk union og fokus på bæredygtig vækst. I dag er samlingsprojektet for EU i høj grad at styrke vores indbyrdes afhængige økonomier og møde globale udfordringer i fællesskab, siger Pia Ahrenkilde Hansen.
Hun byder indenfor på sit kontor på tredje sal i EU-Kommissionens pompøse, korsformerede Berlaymontbygning i Bruxelles.
Et øjeblik, jeg skal lige godkende noget for Barroso, siger hun.
På skrivebordet foran hende ligger stabler af papirer. Væggene er plastret til med tegninger og fotografier af hendes tre børn, tvillingerne Sophie og Guillaume på otte år og Paul på 11 år, som hun har med franskmanden Denis Redonnet, der også er højt placeret embedsmand i Kommissionen. Så er hun klar.
Mit job går ud på at forklare EU-Kommissionens initiativer og arbejde til journalisterne i Bruxelles, medlemslandenes befolkninger og resten af verden, begynder hun roligt og fokuseret, selvom små plinglyde fra computeren indikerer en jævn strøm af e-mails.
Pia Ahrenkilde Hansen er daglig leder for Kommissionens i alt 29 talspersoner og er derfor nøgleperson for de cirka 1000 journalister, der arbejder fast i Bruxelles. Hun vil ikke kaldes spindoktor, men stillingen indebærer både rådgivning af Barroso og håndtering af pressen. Som rådgiver er hun med til at vurdere, hvor og hvornår hvilke historier rammer offentligheden bedst, og på den måde kan hun indirekte påvirke vigtige politiske forhandlinger mellem EU-landene i den retning, EU-Kommissionen og især Barroso ønsker det.
Men hun opererer ikke kun bag kulisserne og til vigtige møder, der er med til at sætte Europas kurs.
Hver dag klokken 12 træder hun op på podiet foran pressekorpset og fortæller og svarer på spørgsmål. Det kan være om alt fra landbrug til gældskrise. De 27 kommissærers hovedopgave er at fremsætte lovforslag, ligesom regeringen gør det i Danmark. Derefter behandler og vedtager Ministerrådet og Europa-Parlamentet lovforslagene.
Talspersonerne er EUs stemme en forlænget arm for vores institution, for formanden og for kommissærerne. Vi skal kommunikere til en bred offentlighed i 27 lande med 500 millioner mennesker plus det internationale, siger hun.
Nogle gange går bølgerne højt i pressesalen.
Pia Ahrenkilde Hansen må stå model til byger af kritiske spørgsmål, som eksempelvis under striden om den danske toldkontrol i sommer, som vakte stor furore i EU-systemet.
De første år som talskvinde fik jeg mange tæsk af journalisterne. Men med årene er jeg blevet mere tykhudet og tænker, at det jo ikke er min person, det handler om. Det er et job.
EU-Kommissionen har aldrig været et sted, hvor man møder ind klokken otte og stempler ud igen klokken fire. Men især de seneste år under krisen har gjort hverdagen i EU-Kommissionen til en lang undtagelsestilstand, og der bliver arbejdet nærmest i døgndrift, fortæller Ahrenkilde.
De seneste tre år har været ekstreme. Normaliteten er ophævet.
Alligevel er medieopmærksomheden på hende som person behersket. Den vil dog formentlig øges under det danske EU-formandskab, der begyndte fra nytår.
Formandskabet er et vindue til og for Danmark og for landets rolle i fællesskabet. Og en mulighed for at få flere til at interessere sig for EU og fordelene ved at være med og påvirke dagsordenen, siger hun.
I 1995 fik hun sit første job i EU-Kommissionen. Hun blev talskvinde for den daværende miljøkommissær, svenske Margot Wallström, og dengang føltes det ikke altid lige let at udfylde rollen som talsperson. Det har hun dog efterhånden fået godt og grundigt ind under huden. Det gælder om at trække skarpe linjer og holde fast, pointerer Ahrenkilde Hansen, der altid ved, hvad Barroso mener. Ellers siger hun ikke noget.
Det altid at skulle agere en anden persons mundstykke påvirker ikke hendes identitetsfølelse.
Det er en benhård disciplin, fordi man skal frasortere sine egne meninger. Min identitetsfølelse bliver ikke væsentligt påvirket af jobbet. Det falder mig ret naturligt og uproblematisk at skelne klart mellem Kommissionens og formandens politiske stillingtagen og mine egne holdninger og værdier. Det hænger nok sammen med mit grundlæggende engagement for Europa og det, vi arbejder for. Og at min identitetsfølelse stikker endnu dybere.
Selv efter så mange år i udlandet med familie og fast base føler Pia Ahrenkilde Hansen sig meget dansk.
Man bliver jo ikke pludselig noget andet. Jeg føler mig som en meget europæisk dansker og som europæer. Jeg følte mig egentlig også som europæer, inden jeg flyttede til Bruxelles.
Hun lader op til sit travle arbejde sammen med familien i nogle få livslommer, så hun ikke bliver spist op af jobbet, som hun siger. Stikket trækker hun dog aldrig helt ud. Ikke engang på ferier, hvor journalister og Barroso også kan få fat på hende. Det betyder også, at der kun sjældent er tid til at dyrke andre interesser end arbejdet. Og aktuelle planer om at vende tilbage til hjemlandet er der ingen af.
Jeg har foreløbig altid haft for travlt til at lægge store fremtidsplaner. Og lige nu er mit liv, for 16. år i træk, i Kommissionen og i Bruxelles.
STORT TEMA: EU
