Hvad sker der, hvis grækerne stemmer ja eller nej

Den græske premierminister, Alexis Tsipras', planer om at holde en folkeafstemning på søndag om internationale långiveres reform- og spareforslag i bytte for yderligere 114 milliarder kroner i krisehjælp har stort set standset alle forhandlinger om bistand og bragt det gældsramte land tæt på en dramatisk betalingsstandsning og tilspidset krise, som kan ende i et historisk farvel til eurozonen. Den overraskende melding fra Tspipras, som selv anbefaler et klart nej, har udløst skarpe reaktioner fra pro-europæiske oppositionspartier i Athen, og der er nu forskellige scenarier på bordet for at trække Grækenland tilbage fra kanten af en euro-exit, den såkaldte grexit.

Hvad sker der, hvis:

Præsidenten skrider ind

Præsidenten har mest ceremonielle beføjelser i Grækenland, men statsoverhovedet kan skride ind i tilfælde af en nødsituation i landet - ved at træde tilbage. Gør præsidenten det, vil en folkeafstemning automatisk blive udskudt, indtil en ny præsident er blevet valgt, hvilket kræver tre femtedeles flertal i parlamentet. Denne mulighed er dog meget usandsynlig, og præsidentens egne embedsmænd har sagt, at Prokopis Pavlopoulos ikke agter at træde tilbage. Den tidligere konservative politiker, som normalt holder sig ude af politik, er dog for nylig blevet citeret af den græske avis Real News for at erklære sig uvillig til at fortsætte som præsident, hvis landet forlader euroen. Eftersom Syriza-regeringen ikke har tre femtedeles flertal i parlamentet til at vælge et nyt statsoverhoved, ville Pavlopoulos' afgang formentlig føre til et nyt parlamentsvalg.

Valgdeltagelsen er lav

Folkeafstemninger er ikke juridisk bindende i Grækenland og betragtes som vejledende for politikerne. Der kræves mindst 40 procent valgdeltagelse. I modsat fald regnes den ikke for vejledende og arkiveres simpelthen.

Grækerne stemmer ja

Den græske regering har sagt, at den vil respektere resultatet af folkeafstemningen, skønt den opfordrer til at stemme nej til kreditorernes krav om blandt andet en pensionsreform. Iagttagere siger dog, at det ville være så godt som politisk umuligt at gennemføre et program, som regeringen har vendt sig så kraftigt imod, og at premierminister Alexis Tsipras i givet fald kan forventes at træde tilbage og udskrive nyvalg.

Grækenland får en samlingsregering

En ja-stemme fra de græske vælgere betyder ikke nødvendigvis omgående valg, selvom den måtte føre til regeringens sammenbrud. Hvis Tsipras træder tilbage, kan præsidenten bede oppositionspartierne om at forsøge at danne en tværgående mindretalsregering med pro-europartier som centrumpartiet To Potami, det socialdemokratiske Pasok og det konservative Nyt Demokrati for at gennemføre hjælpeprogrammet, som grækerne måtte have accepteret. Blandt andre Tsipras' konservative forgænger som premierminister, Antonis Samaras, ønsker en samlingsregering.

Grækerne stemmer nej

Græske regeringsembedsmænd siger, at et nej vil styrke regeringens forhandlingsposition over for kreditorerne, på trods af at finansministrene i eurogruppen har sagt, at deres tilbud udløber med den hidtidige hjælpepakke i dag, den 30. juni. Et nej-flertal ville næsten helt sikkert lukke døren for mulig fremtidig økonomisk støtte fra kreditorerne og fremskynde landets farvel til euroen.