For 10-15 år siden hjalp den hollandske praktiserende læge Marianne Dees cirka en patient hvert femte år med at dø ved aktiv dødshjælp. Nu hjælper hun fem patienter hvert år. Dermed har hun oplevet en endnu kraftigere udvikling på feltet end den generelle i Holland, hvor antallet af personer, som dør ved aktiv dødshjælp, er steget med 236 procent – fra handlingen blev afkriminaliseret i 2002 til 2016, som er det senest opgjorte år.
Fire procent af alle, som døde det år, døde ved aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord ifølge årsrapporten fra The Regional Euthanasia Review Committees (RTE), der vurderer alle sager om dødshjælp i Holland.
Ifølge Marianne Dees, som også forsker ved Radboud Universitetet, kommer presset især fra patienterne selv.
”Lægerne er de mest tilbageholdende, og patienterne er dem, som presser mest på,” siger hun og peger på, at den medicinske udvikling spiller en rolle for den øgede efterspørgsel:
”I dag er mange behandlinger forbedret, og patienter lever længere, men bivirkningerne gør, at de også lever længere i en situation, de ikke synes, det er værd at leve i. Tidligere bad patienter om dødshjælp på grund af åndenød eller smerter, men det kan vi lindre i dag. Tilbage er eksistentiel smerte og spørgsmål om livskvalitet, og der kan problemerne blive så personlige, at de kun kan løses ved at hjælpe personen med at dø.”
Den hollandske regering vil nu undersøge årsagerne til stigningen, og man kan være sikker på, at de er ”komplekse”, siger René Héman, formand for Den Kongelige Hollandske Lægeforening:
”Der er simple demografiske forklaringer som for eksempel, at vi har et stigende antal patienter, som får kræft og lever med kræft. Vi har haft loven i 16 år, den er blevet bedre kendt i offentligheden, lægerne er blevet bedre kvalificerede til at vurdere et ønske og udføre dødshjælp, og vi har programmer, hvor vi skal diskutere eutanasi med patienten, hvis vi forudser noget, der kunne gøre det relevant.”
Både han og Marianne Dees peger på, at den hollandske lov blev til på baggrund af et fælles ønske fra læger og patienter, der i mange år forinden havde en mere eller mindre kendt praksis for dødshjælp.
”Det var lægerne, som skubbede på for at få reguleret en praksis, der allerede eksisterede,” siger René Héman.
En så udtalt læge-patient-overenskomst findes ikke i Danmark. Her var 71 procent af danskerne tilhængere af dødshjælp i en undersøgelse fra Videncenter for Rehabilitering og Palliation i 2013, og 79 procent ønskede en legalisering i en Megafon-undersøgelse foretaget for TV 2 i 2016.
Men lægerne har det modsat: Den danske lægeforening er erklæret modstander af dødshjælp, og 82 procent af lægerne svarede, at de var helt eller overvejende enige med Lægeforeningen i en spørgeundersøgelse foretaget af Kristeligt Dagblad i 2017, som 410 læger fra hele landet svarede på.
Som daværende formand for Folketingets Sundhedsudvalg tog sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) initiativ til en studietur til Holland for nogle år tilbage, hvor han fik blik for de fundamentale forskelle:
”Det giver ikke meget mening at bruge Holland som eksempel på et system, der kan overføres til Danmark. I årtier har de haft en helt anden historie og praksis omkring dødshjælp, end vi har her. Et eksempel er det faktum, at den hollandske lægeforening for 16 år siden mente, at aktiv dødshjælp bestemt var noget, man burde have ved lov, mens Lægeforeningen i Danmark har det præcis modsat,” siger han.
Studieturen gav socialdemokraten ”en anden politisk forståelse” for, hvordan en dansk model kunne se ud, så den imødekommer et befolkningsflertals ønske om det, nogle kalder selvbestemmelse.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) fremsatte i efteråret et lovforslag, som alle Folketingets partier står bag. Forslaget vil skabe klarere rammer for såkaldt passiv dødshjælp samt give patienter bedre muligheder for at afstå fra behandling.
”Jeg mener, at aftalen i meget høj grad vil give det, der efterspørges fra patienter, borgere og i faglige miljøer, hvad angår livsafslutning. Vi er meget langt fra at lave en lovgivning lige som den hollandske,” siger Flemming Møller Mortensen.