Hvid advokat fortæller slavernes historie: Vi er alle racister på afvænning

For 17 år siden valgte den pensionerede advokat John Cummings for egne penge at omdanne en plantage i den amerikanske delstat Louisiana til et museum. I modsætning til andre plantager fortæller den slavernes historie for at udfylde et tomrum i amerikanernes forståelse af slaveriet og dets arv

For 17 år siden købte John Cummings Whitney Plantage og omdannede den til et museum om slaveriet. Ud over de historiske bygninger som hovedhuset, slavehytterne og kirken får man som besøgende indblik i slavernes fortællinger og kan se deres navne på mindevægge. Her ses Cummings blandt skulpturer af børn, som rundtomkring på plantagen sætter ansigter på slaverne, der hverken havde kontrol over deres krop eller liv. –
For 17 år siden købte John Cummings Whitney Plantage og omdannede den til et museum om slaveriet. Ud over de historiske bygninger som hovedhuset, slavehytterne og kirken får man som besøgende indblik i slavernes fortællinger og kan se deres navne på mindevægge. Her ses Cummings blandt skulpturer af børn, som rundtomkring på plantagen sætter ansigter på slaverne, der hverken havde kontrol over deres krop eller liv. – . Foto: Edmund Fountain/Reuters/Scanpix.

De ligger der stadig langs Mississippi-floden i USA- delstaten Louisiana som restaurerede vinduer ind i en anden verden. Omgivet af flere hundrede år gamle træer draperet i spansk mos finder man de gamle plantager. Men noget mangler i de naturskønne omgivelser. Historien fortalt i de frodige haver og storslåede palæer med søjler, skodder og brede verandaer, hvor herskabet kunne nyde forfriskninger i den sydstatslige sommerhede, er kun en halv fortælling. Det er den hvide histories pragt og romantiserede idyl.

Forudsætningen for overdådigheden var at finde i plantagernes små træhytter. Dér holdt slaverne til. Og netop deres tavse stemmer rørte den nu 79-årige pensionerede advokat John Cummings. For 17 år siden købte han Whitney Plantage nord for New Orleans som en investering i fast ejendom.

Det i sig selv var ikke usædvanligt. Som advokat var han succesfuld i sit arbejde, og alt, hvad han havde tilbage efter skat, investerede han i fast ejendom.

Med i købet fulgte også otte bind om Whitney Plantages historie og tidligere ejere. Ved hvert ejerskifte fulgte en opgørelse. Dér kunne John Cummings se værdien af de forskellige ejendele, og noget af det mest dyrebare var slaverne. Hver slave havde en varedeklaration – navn, alder, værdi og arbejdsopgaver. En kvinde blev eksempelvis beskrevet som særlig værdifuld, fordi hun var en exceptionel avler. I løbet af 11 år fødte hun ni børn. Altså ni nye slaver, som kunne arbejde eller blive solgt videre.

”Jeg fandt ud af, at vi havde 55 slaveauktionshuse i New Orleans. Dengang var det ikke så stor en by. 55,” siger John Cummings og lader tallet hænge i et øjebliks stilhed.

”Et lys gik op for mig, da jeg læste om slaverne i Whitney. Jeg fik en viden, som aldrig har været del af min uddannelse. Eller de fleste andre amerikaneres uddannelse. Jeg kunne ikke længere være en passiv fodgænger, der vadede gennem et samfund, som ikke er ordentligt informeret om slaveriet,” siger han.

John Cummings besluttede at omdanne plantagen til et museum. I modsætning til de andre plantager skulle Whitney have fokus på slavernes historie. Det tog 15 år at etablere museet.

I hovedhuset udførte slaverne typisk husligt arbejde. Da en af plantagens ejere, Jean Jacques Haydel Senior, mistede sin hustru, fik hver af parrets fem børn deres egen personlige slave.
I hovedhuset udførte slaverne typisk husligt arbejde. Da en af plantagens ejere, Jean Jacques Haydel Senior, mistede sin hustru, fik hver af parrets fem børn deres egen personlige slave. Foto: Whitney Plantation

”I Tyskland er der hundredvis af mindesmærker og museer om holocaust. Tyskerne er ikke stolte over det kapitel i deres historie, men de påtager sig ansvar for historien. De anerkender den. Det har vi ikke gjort med slaverne i USA. Det skyldes, at vi ikke har fået den nødvendige viden. Hvem vidste, at hvis du som slavebarn blev taget med en blyant, fik du 25 piskeslag, fordi det kunne tolkes som et tegn på, at du ville uddanne dig? Jeg gjorde ikke. Og jeg er en lærd mand. Vi kan ikke ændre historien. Til gengæld kan vi rette op på mange af historiens ugerninger gennem viden og uddannelse,” forklarer han.

Projektet med at omdanne plantagen til et museum for slaveriet blev ikke modtaget uden en vis skepsis. John Cummings personificerer den hvide elite og har tjent millioner på sin praksis som advokat og gennem investeringer. Hvilken ret har han til at beskæftige sig med slavernes arv? Svaret er egentlig meget enkelt, mener han selv. Det var den rige hvide mand, der stod bag slaveriet. Bør det så ikke også være en rig hvid mand, som prøver at rette op på et af historiens brutale kapitler?

”Den første dag vi åbnede, kom kun fire mennesker. To var faret vild. Vi beholdt dem på museet og fik dem til at tage på en rundvisning. I løbet af et år havde vi 34.000 besøgende. Ikke kun fra Amerika, men også fra Europa. Mange af dem forstår ikke slaveriets historie. Det er derfor, de kommer. Og når de med egne øjne ser, hvordan slaverne levede, sørger de. Ved Gud de sørger,” fortæller han.

Whitney Plantage rummer historier om hundredvis af menneskeskæbner. En slavekvinde var gravid i syvende måned, og da hun beklagede sig over det, fik det konsekvenser. Et hul blev gravet i jorden, så der var plads til hendes mave. Nøgen blev hun lagt ned og pisket til blods. Bagefter blev hun sat til at arbejde igen.

Historierne er en øjenåbner for mange af de besøgende. Samtidig bliver John Cummings også mødt med en anden reaktion, når han holder foredrag om slaveriet: ”Jeg har ikke haft slaver. Hvorfor skal jeg som hvid beskyldes for slaveriet?”, spørger mange.

Slaveriet ophørte officielt for 151 år siden, erkender John Cummings. Men slaveriets arv lever videre.

Da Whitney Plantage blev omdannet til et museum, var det så godt som den eneste plantage, der havde til hensigt at give et indblik i slavernes historie og levevilkår. Sidenhen er flere plantager langs Mississippi-floden begyndt at rekonstruere, hvordan slaverne boede.
Da Whitney Plantage blev omdannet til et museum, var det så godt som den eneste plantage, der havde til hensigt at give et indblik i slavernes historie og levevilkår. Sidenhen er flere plantager langs Mississippi-floden begyndt at rekonstruere, hvordan slaverne boede. Foto: Whitney Plantation

”Lad mig fortælle dig en historie,” indleder han med sin sydstatsdialekt.

Sydstaterne har for nylig dannet ramme om en større diskussion om fjernelsen af konføderale monumenter. Som i så mange andre tilfælde, hvor race indgår i en debat, opstod der to modpoler.

”På den ene side står en gruppe sorte, som råber racisme til de hvide. De har som regel ret. På den anden side står de hvide og råber: ’Hvorfor kan I ikke bare komme over det?’ De ved bare ikke, hvad ’det’ er. Slaveriet er en del af det. Men vi taler om to århundreders undertrykkelse. Vi var ikke del af slaveriet, men vi er stadig en del af ’det’,” forklarer John Cummings.

For selvom slaveriet officielt blev afskaffet i 1865, betød det langtfra, at sorte og hvide var ligeværdige. Alene det at rejse var en udfordring. I 1936 udkom håndbogen ”The Negro Motorist Green Book” for første gang. Det var en rejsebog for afroamerikanere med information om, hvor man som sort for eksempel kunne få et måltid mad eller overnatte uden at blive udsat for racediskrimination. Skulle man fra New Orleans til Florida, kunne man ved hjælp af bogen planlægge en rute og blandt andet undgå de såkaldte solnedgangsbyer. Det var byer med hvide lokalsamfund, hvor det kunne være farligt at begive sig hen som sort. Navnet skyldes, at der ved byerne kunne optræde et skilt med teksten: ”Nigger, lad ikke solen gå ned over dig i (bynavn).”

”Alle amerikanere i dag er racister på afvænning. Vores forældre havde nogle holdninger, og dem ville de åbent diskutere. Det var blandt andet om den gruppe mennesker, de kaldte ’niggere’. Det hørte vi. Og så går der ikke længe, før man selv tror det,” siger John Cummings.

Han er født i 1937 og opvokset i New Orleans. Kroppen er 79 år, men han mener selv, han har en hjerne som en 24-årig og opfører sig som en på fire år. Han husker godt raceadskillelsen og den gængse ydmygelse af sorte. Overfor på gaden, hvor han boede som barn, udførte en sort mand noget gravearbejde for genboen, Ms. Armstrong. John Cummings bemærkede noget spøjst, da han så ned på den arbejdende mands fødder. Han havde et par fine dyre selskabssko på. Formentlig nogle, som hans kone havde fået gennem arbejdet som husholderske. Hans fødder var imidlertid så brede, at han måtte skære skoene åbne på siden for at få plads til sine tæer.

Da Whitney Plantage blev omdannet til et museum, var det så godt som den eneste plantage, der havde til hensigt at give et indblik i slavernes historie og levevilkår. Sidenhen er flere plantager langs Mississippi floden begyndt at rekonstruere, hvordan slaverne boede. Her ses en seng og et bord i en slavehytte.
Da Whitney Plantage blev omdannet til et museum, var det så godt som den eneste plantage, der havde til hensigt at give et indblik i slavernes historie og levevilkår. Sidenhen er flere plantager langs Mississippi floden begyndt at rekonstruere, hvordan slaverne boede. Her ses en seng og et bord i en slavehytte. Foto: Whitney Plantation

”Jeg syntes, det var det sjoveste, jeg nogensinde havde set. Jeg fik mine venner til at komme, og de var ved at dø af grin. Manden grinede også. Indeni gjorde han ikke. Det ved jeg nu,” erkender John Cummings.

Som barn tænkte han heller ikke nærmere over det, da hans mor en dag forarget kom hjem og fortalte om et ”skandaløst” julearrangement i en kirke for sorte. Barnet i krybben var ikke hvidt, men sort. Og hans mor vidste, at Jesus ikke var sort. Hvordan hun kunne vide det, fik John Cummings aldrig spurgt om.

På trods af at han betragter alle amerikanere som racister på afvænning, ser han ikke sig selv som pessimist. Tværtimod. Racisme er noget negativt, men afvænning betyder forbedring.

”Lad mig fortælle dig en historie,” siger han igen.

To fanger kigger ud gennem tremmerne. En ser mudderet på jorden. Den anden ser stjernerne.

”Jeg ser stjerner. Gennem mit liv har jeg set forbedringer. Sorte og hvide går på universitetet sammen. De bliver gift. De får børn. Og farvekontrasterne i Amerika bliver mindre. Vi kan ikke udslette racisme, men vi kan jage den ad helvede til. En dialog er begyndt at brede sig hen ad Mississippi-floden. Flere plantager er begyndt at rekonstruere, hvordan slaverne boede. Det er vigtigt, at vi anerkender de stakler, som ingen kontrol havde over deres kroppe og liv. Når du ser slavernes navne på vores mindevægge, taler de til dig. Hver og en. Og det er vores ansvar at lytte,” siger John Cummings.