Hvis Trump bliver præsident, må han sætte et B-hold i Det Hvide Hus

Det er ikke første gang, USA kan få en politisk uerfaren præsident. Men vinder Donald Trump præsidentvalget, får amerikanerne også en uerfaren forvaltning. Republikanske topembedsmænd nægter at arbejde for Trump

Sådan så Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus ud, sidste gang en republikaner sad på præsidentposten i USA, nemlig da George W. Bush havde embedet. –
Sådan så Det Ovale Kontor i Det Hvide Hus ud, sidste gang en republikaner sad på præsidentposten i USA, nemlig da George W. Bush havde embedet. – . Foto: Charles Dharapak/AP/Polfoto. ELLER Donald Trump er bagud i meningsmålingerne, men kæmper stadig fo.

Under normale omstændigheder er det begrænset, hvor meget skade en politisk uerfaren amerikansk præsident kan gøre, fordi erfarne embedsmænd sikrer en støt kurs. Men skulle Donald Trump vinde det amerikanske valg den 8. november, får USA ikke blot en politisk novice i Det Hvide Hus. Det bureaukrati, der skal støtte hans arbejde, vil ligeledes bestå af novicer. I USA, hvor kernen i embedsværket er politisk udpeget, har Trump nemlig svært ved at rekruttere kompetente republikanere.

”Akkurat i år er der en helt særlig overvejelse, som jeg selv og mange andre har. Og det er, om jeg har lyst til at arbejde i en Trump-administration. Og svaret for mig er definitivt nej. Det har ingen interesse overhovedet. Jeg støtter ham slet ikke. Og mange af de mennesker, der har tjent i republikanske administrationer, især Bush- administrationen, har det på samme måde,” siger James Capretta, der arbejder for en konservativ tænketank i Washington.

Han har selv gjort tjeneste i The Executive Office of the President, som omfatter præsidentens nærmeste rådgivere, under både Ronald Reagan og Bush senior og junior. Og han er blandt de republikanske topembedsmænd, der kategorisk afviser at arbejde for Trump.

”De fleste mener, at hans regering vil være en katastrofe, og ønsker derfor ikke at være en del af den. Den fiasko ville smitte af på og forpeste resten af ens karriere,” siger James Capretta.

Det er ellers folk som ham, Trump har brug for at hyre, hvis han vinder valget. Modsat i Danmark, hvor embedsværket bliver siddende, når regeringer udskiftes, følger en stor del af den amerikanske forvaltning den enkelte præsident. Det betyder, at enhver ny præsident udpeger omkring 3000 bureaukrater fra partiets bagland.

Så selvom Trump ikke er den første potentielle præsident, som er politisk uerfaren, er det helt særlige i dette tilfælde, at han har afskrækket de mest kompetente folk fra den republikanske lejr. Det vurderer professor Terry Moe, som er forsker i præsidentembedet og amerikansk bureaukrati ved Stanford University.

”Vi har aldrig tidligere haft en kandidat som Trump. Hvis vi ser tilbage på nyere historie, har Republikanerne nomineret Mitt Romney og John McCain. De tabte, men havde de vundet, ville enhver republikaner med glæde have arbejdet i deres administration, og sådan er det generelt på begge sider. Så denne situation er unik,” siger Terry Moe.

Det er Matt McDonald et eksempel på. Han har arbejdet i George W. Bush-administrationen og varetog topposter for Bush, McCain og Romney under de tre seneste præsidentvalgkampe.

”Jeg ville aldrig stemme på Trump og da slet ikke arbejde for ham. Jeg er uenig i de politiske forslag, som det hele står og falder med. Og jeg finder hele den måde, han har ført valgkamp på, utiltalende,” siger Matt McDonald, som mener, at Trump må sætte et bureaukratisk B-hold, hvis han overtager Det Hvide Hus.

Mens den egentlige overdragelsesproces i Det Hvide Hus først finder sted mellem valgdagen den 8. november og den nyvalgte præsidents indsættelse den 20. januar, er arbejdet med at besætte de væsentligste poster i forvaltningen allerede i gang. Og allerede nu har Trump problemer med at hverve folk.

”Han har forarget så mange mennesker, der har vraget ham offentligt, heriblandt en række toprepublikanere, som har arbejdet for tidligere administrationer. Trumps nærmeste rådgivere er Rudy Giuliani og Chris Christie, og de har heller aldrig prøvet det her før,” siger Terry Moe med henvisning til henholdsvis New Yorks tidligere borgmester og New Jerseys guvernør.

”Selvfølgelig kan de stable en administration på benene, men de mest erfarne folk har bundet sig til masten. Det bliver svært for dem at skifte kurs,” siger Terry Moe.

For eksempel har en række militære ledere og tidligere embedsmænd inden for udenrigspolitik og national sikkerhed offentliggjort erklæringer, hvori de forkaster Trump.

Netop udenrigspolitikken er der, hvor en uerfaren Trump-administration vil være allermest ustabil, mener både Terry Moe og James Capretta. Præsidenten har enorm magt udenrigspolitisk sammenlignet med indenrigspolitikken. Her kræver lovændringer for eksempel Kongressens godkendelse, og dermed er der parlamentarisk kontrol med den udøvende magt. Sådan er det ikke med udenrigspolitikken, hvor Trump allerede har markeret sig med kontroversielle holdninger til for eksempel Nato-samarbejdet.

”Der er en generel bekymring for, at så uberegnelig en person med udenrigspolitiske holdninger, der er i klar modstrid med den historiske linje, og som er så uvidende, kan forårsage stor skade,” siger James Capretta.

Den tidligere topembedsmand James Capretta har ikke tænkt sig at opgive sit forskerjob i den konservative tænketank American Enterprise Institute for at gøre comeback som embedsmand i Det Hvide Hus, hvis Donald Trump skulle vinde valget den 8. november. –
Den tidligere topembedsmand James Capretta har ikke tænkt sig at opgive sit forskerjob i den konservative tænketank American Enterprise Institute for at gøre comeback som embedsmand i Det Hvide Hus, hvis Donald Trump skulle vinde valget den 8. november. – Foto: Alex Brandon/AP/Polfoto
Foto: Copyright 2016 The Associated Press. All rights reserved. This material may not be published, broadcast, rewritten or redistribu