Hvor rationel er ateismen egentlig?

En af Amerikas førende logiske filosoffer er ikke imponeret over styrken i dens argumenter

"Faktisk virker universet finindstillet ikke bare til liv, men til intelligent liv. Denne finindstilling bliver enormt meget mere sandsynlig ved antagelse af teisme end ved ateisme."
"Faktisk virker universet finindstillet ikke bare til liv, men til intelligent liv. Denne finindstilling bliver enormt meget mere sandsynlig ved antagelse af teisme end ved ateisme.". Foto: Leif Tuxen.

En interessant skikkelse er den amerikanske filosof Alvin Platinga. Han tilhører den såkaldte analytiske filosofi, som argumenterer ud fra hård logik, men han er tillige kristen. TIME Magazine har kaldt ham Amerikas førende protestantiske filosof.

Platingas far indvandrede til USA fra Holland; selv er han i dag 81 år. Platinga har skrevet en lang række bøger om Gud og videnskab, den frie vilje, det ondes problem og evolutionen.

New York Times har søsat en serie interviews om religion i en moderne verden, og den første, man taler med, er Alvin Platinga. Det sker under overskriften Er ateismen irrationel?.

Normalt forstår ateismen sig som rationel og kalder troen irrationel, men det er den nu ofte selv, anfører Platinga. Den hævder således gerne, at Gud ikke findes, eftersom der ikke foreligger et eneste bevis for hans eksistens. Man kan imidlertid heller ikke føre bevis for den påstand, at der er et ulige antal stjerner på himlen. Ingen konkluderer af den grund, at der altså er et lige tal.

LÆS OGSÅ: "Nyateisme dæmoniserer troende"

Går man meget op i fraværet af beviser for Gud, må konklusionen blive agnosticisme man kan ikke vide, om Guds findes. Vil man absolut tale beviser, står ateismen ikke stærkere end teismen, siger Platinga.

MEN DER ER I AL FALD en skrigende modsætning, anfører intervieweren, mellem verdens ondskab og kristendommens påstand om, at Gud er både almægtig og god. Og Platinga medgiver, at det ondes problem er det stærkeste argument mod teisme.

Vi ved imidlertid ikke, om den bedste af alle verdener nødvendigvis er uden lidelse. Måske er det denne, der er den bedste med skabninger med fri vilje, som af og til handler ondt. Gud, som er den eneste gode, skaber væsener, der vender ham ryggen og involverer sig i synd og ondskab.

Snarere end at behandle dem som en antik tyran ved for eksempel at lade dem koge i olie svarer Gud ved at sende sin søn ind i verden for at lide og dø, så mennesker igen kan komme i det rette forhold til Gud. Gud selv undergår den enorme lidelse, det er at se sin søn spottet, latterliggjort, slået og korsfæstet. Og kun for disse syndige skabningers skyld. Jeg vil da mene, at en verden, hvori denne historie er sand, vil være en virkelig strålende verden. Den er så god, at ingen verden kunne være bedre. Men da indeholder den bedste verden også synd og lidelse.

Platinga synes ikke, teismen overhovedet bør strides på logiske grunde med ateismen, selvom han mener, der er en snes rationelle argumenter for teisme. Gør man rationaliteten til kamppladsen, stiller man teismen på niveau med ateismen, og evnen til at forklare verden bliver afgørende. Troen på Gud har sæde andetsteds, nemlig i hvad Calvin kaldte sansen for det guddommelige, som er en medfødt tilbøjelighed. Den retter sig ikke mod noget, man kan tage og føle på. Deri minder gudstroen om troen på, at der findes andre bevidstheder end ens egen. Eller at fortiden har været. Begge dele må man begrunde i erfaringen, siger Platinga.

MEN LAD OS ALLIGEVEL høre et af de rationelle argumenter for teisme, beder intervieweren, og Platinga anfører finindstillings-argumentet: Universet forekommer finindstillet til liv, for det har en stor mængde egenskaber, som står perfekt. Intet liv var muligt, om de parametre var stillet en mikroskopisk smule anderledes. Kraften i big bang er et eksempel af mange.

Faktisk virker universet finindstillet ikke bare til liv, men til intelligent liv. Denne finindstilling bliver enormt meget mere sandsynlig ved antagelse af teisme end ved ateisme.

Men der må vel være en grund til, at 62 procent af amerikanske filosoffer, disse stærke hoveder, er ateister? Platinga svarer, at han ikke er psykolog, men vil citere sin kollega Thomas Nagel, som er en forrygende filosof og samtidig ateist. Nagel har erklæret, at han simpelthen ikke vil have, der er en Gud.

Det er ikke svært at se hvorfor. Dels findes der i så fald, hvad nogle regner for en utålelig indtrængen i det private rum: Gud ville kende hver af mine tanker, længe før jeg har tænkt dem. Dels vil mine handlinger og sågar mine tanker være konstant genstand for dom og vurdering. Og det oplever den stolte, humane selvbevidsthed altid som krænkende, understreger Alvin Platinga.

Anders Raahauge er kulturjournalist