I Canada kan man adoptere sin egen flygtning

Denne syrisk-kurdiske familie - Dilaver Omar, hustruen, Dilsah Sahin, og deres 11-årige søn, Beyez Omar - ...

Denne syrisk-kurdiske familie - Dilaver Omar, hustruen, Dilsah Sahin, og deres 11-årige søn, Beyez Omar - er blandt de 25.000 flygtninge, som Canada har hentet til landet via en luftbro. Familien venter ligesom mange andre af flygtningene på et hotel i Toronto, indtil de kan flytte ud i deres nye hjem, hvor de vil blive modtaget af private sponsorer, der skal hjælpe dem med at finde fodfæste i Canada. - Foto: Chris Young/The Canadian Press/Scanpix

Det vil ændre disse menneskers liv, og det kan ende med, at de bliver en stor del af vores.
Devon Klaas

Erfaringer med privat sponsering af flygtninge i Canada vækker interesse i Europa. Canadierne forpligter sig til at sørge for flygtningene og hjælpe dem med at blive integreret i et år, men det kan også skabe problemer

Devon Klaas er en ung økonom, der arbejder som markedsanalytiker og bor i Toronto, Canada. Sidste år fandt hun via Facebook sammen med fem andre unge fra byen og dannede gruppen ”Together We Grow”, Sammen vokser vi. Formålet var og er at ”adoptere” en syrisk flygtningefamilie og give dem et sikkert liv i Canada.

”Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men ligesom andre har gjort, har vi fundet sammen, fordi vi gerne vil have lov til at spille en rolle og være med til at gøre noget,” fortæller Devon Klaas.

”Vi har selvfølgelig tænkt meget over det, for det er en stor opgave, men det vil ændre disse menneskers liv, og det kan ende med, at de bliver en stor del af vores.”

Da billedet af liget af den treårige syriske dreng Aylan Kurdi på en strand i Tyrkiet gik verden rundt sidste efterår, vakte det genlyd især i Canada, fordi drengens tante bor der og havde forsøgt at få familien dertil.

Landets nye premierminister, Justin Trudeau, har holdt et løfte fra valgkampen om at give ophold til 25.000 syriske flygtninge, og Canada er fortsat i gang med en luftbro, der næsten dagligt flyver dem ind fra Libanon og Jordan. De første ankom i december og blev modtaget i lufthavnen af regeringslederen selv. En stor del af dem, op mod 10.000, bliver privatsponserede flygtninge.

Devon Klaas og hendes gruppe regner med at få udpeget deres flygtningefamilie meget snart. Det foregår gennem en af de såkaldte SAH-grupper, Sponsorship Agreement Holders. Det er for eksempel ngo'er og kirkegrupper, der er officielt anerkendte til at formidle den private sponsering af flygtninge.

De syriske flygtninge, der ankommer til landet nu, er på forhånd godkendt af den canadiske regering. De har været igennem sikkerhedstjek og fået taget fingeraftryk, inden de får lov til at flyve af sted.

Devon Klaas er en af de canadiere, der ønsker at sponsere en syrisk flygtningefamilie. - Privatfoto.

I Canada bliver de så modtaget af deres sponsorer, som har bundet sig til at sørge for dem i et år. Det vil sige, at de betaler deres rejse, giver dem et sted at bo, betaler deres leveomkostninger, prøver at finde arbejde til dem og på alle måder hjælper dem med integrationen.

”Vi har en lejlighed klar til dem, og vi laver fundraising. Samtidig er der et par i gruppen, som har økonomisk mulighed for at hjælpe mere, og de har givet garantier. Rent praktisk foregår det sådan, at vi giver pengene til vores SAH-gruppe, LifeLine Syria (Livline Syrien), og sammen med dem lægger vi så et budget for familien, som giver dem 900 dollar (4375 kroner) om måneden at leve for,” fortæller Devon Klaas.

De private sponsorer kan sige til og fra over for det forslag, de får fra deres SAH-organisation. Devon Klaas fortæller, at hendes gruppe har sagt, at de gerne vil sponsere en familie med børn fra en flygtningelejr:

”Som de fleste andre vil vi gerne hjælpe dem, der er i størst nød.”

De har selvfølgelig tænkt på, om ”deres” flygtninge kan komme med problemer som posttraumatisk stress, ”men lige nu prøver vi ikke at bekymre os for meget på forhånd,” siger den unge økonom, ”sprogbarrieren bliver nok det værste, så det gælder om at få dem lært engelsk først.”

Det er et stort ansvar, sponsorerne tager på sig, og ordningen rejser flere dilemmaer, som David Pepper fra SAH-organisationen Capital Rainbow Refuge har fortalt til CBC News Canada:

”Vi siger til folk, at de måske ikke kan lide flygtningene, og at flygtningene måske ikke kan lide dem, og at det er faktisk i orden.”

David Pepper arrangerer et sponsorship-kursus, hvor han fortæller kommende sponsorer om, hvad de kan vente sig. Han taler blandt andet om den ubalance, der er i forholdet fra starten, fordi sponsorerne allerede har besluttet, hvor flygtningene skal leve, børnene skal gå i skole og måske også, hvor forældrene skal arbejde. Og sponsorerne kender flygtningenes baggrund, inklusive deres eventuelle sygdomme og private forhold.

”Så det er vigtigt at forstå den ubalance og respektere deres privatliv og fokusere på deres behov,” siger han til CBC News Canada.

Canada er kendt som et land, der gennem årene har taget imod mange forskellige og ofte også store grupper af flygtninge, for eksempel fra Ungarn, Chile, Sydøstasien og Kosovo. Omkring 1980 kom der for eksempel 60.000 bådflygtninge fra Vietnam.

Begrebet privat sponsering af flygtninge har eksisteret i Canada siden 1979 og givet husly til over 200.000 personer. Det har i høj grad været benyttet af immigranter og flygtninge, som efter selv at være faldet til har brugt ordningen til at få familie og bekendte til landet. Men også universiteter og andre læreanstalter modtager flygtninge, for eksempel gennem World University Service of Canada, der har sponsorprogrammer, og som gennem de seneste 35 år har betalt for over 1400 studerende flygtninges ophold.

Lige nu er det for det meste private, der samler sig i grupper for at tage imod syriske flygtninge, men der er også mange kirkelige organisationer og enkelte private firmaer blandt sponsorerne.

De canadiske erfaringer har på det seneste vakt stor interesse i Europa, som kæmper med at finde en løsning på flygtningekrisen. For nylig kom de første sponserede flygtninge til Italien, og andre EU-lande er også på vej med lignende ordninger, viser en rapport, som professor Judith Kumin fra universitetet i New Hampshire, USA, har lavet for tænketanken MPI, Migration Policy Institute.

Hun skriver i rapporten, at siden strømmen af flygtninge fra Syrien begyndte, har Irland givet private lov til at tage imod syriske flygtninge mod at betale for deres ophold i to år. Også i de fleste af de 16 tyske delstater kan private nu ifølge Kumin få lov til at modtage nye syriske flygtninge, hvis de kan dokumentere, at de har midlerne til at gøre det.

Det vil typisk være syrere, der har fået opholdstilladelse, som vil hjælpe familiemedlemmer, men flere kendte tyskere som forsvarsminister Ursula von der Leyen har også givet flygtninge husly i deres hjem.

På et onlineseminar, arrangeret af MPI i sidste uge, fortalte Tim Finch fra den britiske Refugees Welcome-organisation, at også i Storbritannien taler regeringen nu om at åbne for privat sponsering. Organisationen regner med, at det vil koste fra 10.000 til 20.000 britiske pund (96.000-191.500 kroner) at sponsere en flygtning eller familie.

Også Australien har de seneste par år haft muligheden, men australierne lægger en stor afgift ovenpå, som nærmest fordobler udgifterne og gør det svært økonomisk.

De flygtninge, der får ophold gennem private ordninger i Australien, tæller også med i den samlede pulje, som regeringen er villig til at modtage, og det rejser spørgsmålet, som også blev diskuteret på MPI-seminaret, om man risikerer, at regeringer kan finde på at bruge private ordninger som erstatning og for at spare penge.

Rapporten fra Judith Kumin og MPI anbefaler privat sponsering som en måde at give flygtninge en ny og sikker vej ind til Europa på. Instituttet opfordrer EU-Kommissionen, regeringer og organisationer til at kaste sig ud i det ”og lancere pilotprojekter”, så man kan begynde at finde ud af, hvad det vil koste, og hvilke fordele og ulemper der er.

I Toronto i Canada, hvor Devon Klaas sammen med de andre i gruppen forbereder sig mentalt på at blive ansvarlige for en syrisk familie, bliver de også mødt med kritik.

”Der er dem, der siger, at med de økonomiske problemer, som vi har i Canada, hvorfor skal vi så hjælpe andre udefra,” fortæller Devon Klaas.

”Men Canada er et land, hvor mange indbyggere er eller nedstammer fra immigranter. Det er ligefrem svært at finde tredjegenerations canadiere, så vi er vokset op med en forståelse for mangfoldighed,”siger Devon Klaas, der selv kommer fra en familie, der flygtede fra Baltikum, og glæder sig nu til at hjælpe en fra Syrien:

”Jeg håber, at vi også kan blive venner, men prøver ikke at have nogen forventninger. Men jeg tror, at det kommer til at fylde meget i mit liv.”