I dag har jeg fået brød

I det sydlige Etiopien kæmper millioner af mennesker fra dag til dag for at overleve. Sulten rammer her oven i en ekstrem fattigdom, som gør det umuligt at vinde kampen uden hjælp udefra

25-årige Galgalo Huga gik ud for at lede efter arbejde ved daggry, så han kunne tjene lidt penge til at købe mad for, men han er lige kommet tomhændet hjem. –
25-årige Galgalo Huga gik ud for at lede efter arbejde ved daggry, så han kunne tjene lidt penge til at købe mad for, men han er lige kommet tomhændet hjem. –. Foto: Binimya Mengesha.

Der er ingen bule i tæppet, selvom 20-årige Laci Robele kan føde hvert øjeblik. Hendes højgravide krop tegner sig lige så lille og spinkel som ansigtet, der titter frem over tæppekanten.

Hun er syg, siger hendes mor, der bor i nabohytten og passer Laci Robeles lille datter på to år.

Nej, jeg er ikke rigtig syg. Jeg er bare sulten, hvisker Laci Robele nede fra tæppet.

Men jeg fik brød i går, tilføjer hun.

Klokken er lidt over 13, og endnu har hun ikke fået noget at spise eller drikke i dag. Hendes mand gik ud for at lede efter arbejde ved daggry, så han kunne tjene lidt penge til at købe mad for, men han er lige kommet tomhændet hjem og har lagt sin grove økse fra sig på jordgulvet med et opgivende udtryk i ansigtet. Der var ingen, der havde brug for en daglejer til at hugge træ. Der var heller ingen, der havde brug for hans hjælp til at svede trækul. Der var i det hele taget ingen mulighed for at tjene en skilling, fortæller 25-årige Galgalo Huga.

LÆS OGSÅ:
Lige nu kommer hjælpen frem

Faktisk ved han ikke rigtig, hvad han nu skal gøre, men han er nødt til blot at gå af sted igen og håbe på, at noget dukker op.

Det unge par bor i den fattigste del af landsbyen Tilemado i det sydlige Etiopien, i nærheden af handelsbyen Moyale på grænsen til Kenya. Deres hytte står ensomt tilbage i det sparsomme grå, knastørre krat sammen med fire andre. Flere af de andre familier, som boede her, har forladt stedet på grund af tørken og sulten og er vandret ud i omegnen i håb om dog at finde noget, der er en smule bedre. Og værre kan det næsten heller ikke blive.

De tilbageværende hytter vidner om den ekstreme fattigdom, som plager familierne. Hytterne har den traditionelle runde form med let buet tag men selv lerklinede vægge er en luksus her. I stedet er det lette træskelet der er flettet som i den mest primitive piletræskurv beklædt med et miks af slidte og beskidte plastikstykker. Plastikken dækker kun nødtørftigt, og de løse ender blafrer i vinden.

Vi er nødt til at bruge plastik. Træet er for spinkelt til at bære vægten af ler, og vi har i øvrigt heller ikke noget vand til at blande i jorden. Vi har heller ikke kræfter til at arbejde med det tunge ler, forklarer Lacis mor.

Vandet er et problem for sig. Overalt i Oromiya-distriktet, som Tilemado hører under, ser man lastbiler køre forbi med lange, hvide vandtanke på ladet. Mange brønde og vandhuller er tørret ud, og i stedet er folk henvist til at hente nøje afmålte rationer fra regeringens vandvogne. Men i går var det første gang i tre måneder, at tankvognen med vand kom forbi her.

Det meste af tiden er indbyggerne derfor henvist til enten at bruge vandet fra et lokalt vandhul, hvor vandet er beskidt og farligt at drikke, eller gå til den nærmeste taphane, som ligger to timers gang fra Tilemado.

Det sidste er det bedste, så længe man har kræfter til at hente det, siger Mako Konso, der som medlem af den lokale landsbykomite er en af de vigtige personer i landsbyen. Men det kræver tid og tålmodighed.

Der er i forvejen fire landsbyer, der deles om brønden, så der er altid en meget lang kø. Man er nødt til at gå herfra klokken 22 om aftenen. Så er man fremme ved midnat og har en chance for at komme hen til hanen sidst på formiddagen. Omkring frokost næste dag er man hjemme igen med vandet, forklarer hun.

Selv er hun nødt til at lade sin ældste datter på 12 år gå sammen med den øvrige gruppe piger og kvinder fra landsbyen for at holde en plads i køen. Mako kan ikke være væk fra de andre og yngre børn så længe. Men midt på formiddagen går hun af sted og hjælper datteren med at bære vandet hjem.

Farerne ved at gå om natten ryster hun på hovedet ad. Der er ganske vist masser af hyæner, som strejfer om, fordi så meget kvæg er dødt på grund af tørken og ligger i landskabet, men rovdyrene gør ikke noget i øjeblikket.

De er ligeglade med os mennesker. Der er så mange døde dyr, de kan spise, siger Mako Konso.

Det ved Diqa Qanpicha alt om. Han havde ni køer, før tørken satte ind. Nu har han to tilbage. Så sent som i dag mistede han to på en gang.

Det er håbløst, konstaterer han resigneret.

Sammen har Mako Konso og Diqa Qanpicha ansvaret for at fordele den hjælp, regeringen uddeler i Tilemado som led i det nationale sikkerhedsnet et system, hvor meget nødlidende borgere kan få udbetalt små beløb til gengæld for at arbejde i statsstyrede projekter, eller få uddelt mad direkte, hvis de er for svage eller gamle til at arbejde. Mange steder er man dog nu gået over til at uddele mad direkte til alle, fordi priserne er steget så meget, at folk ellers ikke kan få pengene til at slå til.

Problemet er, set fra Tilemados synsvinkel, at sikkerhedsnettet i praksis er brudt sammen. Den sidste uddeling skete for tre måneder siden og bestod kun af knækket hvede, som indbyggerne kogte til en form for løse ris. Ingen olie, ingen salt, ingen sukker, ingen former for vitaminer. Endnu værre var det dog, at behovet i mellemtiden var steget, så ikke kun de oprindelige 80 familier, men 200 familier havde brug for hjælp.

Så vi måtte fordele de 80 rationer til 200 husholdninger, siger Diqa Qanpicha.

Rationerne er i sagens natur for længst brugt op, og tilbage er den daglige kamp for at skrabe mad sammen. Ikke blot i de fattigste familier som Laci Robele og Galgalo Hugas. Også landsbyens bedrestillede familier er presset til kanten. Ingen steder spiser man mere end en gang om dagen.

Vi bliver betragtet som rige, men vi har heller ingen mad. Der er ingen, der har noget mere, siger Mako Konso bittert.

Nogle kilometer væk, i Moyale på grænsen til Kenya, sidder Obboo Tadassa, administrator for den ene af de to zoner i Moyale-distriktet, bag sit store klodsede træskrivebord og grubler over en række håndskrevne sedler foran sig. Det er de nyeste tal for, hvor mange af zone fires 149.174 indbyggere der har brug for fødevarehjælp.

Administratorens udførlige kolonner siger i alt 78.116 personer over halvdelen af zonens befolkning. Og mange, mange flere end det hidtil har været skønnet nødvendigt at hjælpe. I øjeblikket får 3416 mennesker nødhjælp, og 17.200 får hjælp under regeringens sikkerhedsnet i alt 20.416 mennesker. Det nye skøn omfatter næsten fire gange så mange mennesker.

Det er svært at sige, hvor det står værst til. Det er værst over det hele, siger Tadassa, som gør et afdæmpet indtryk i T-shirt og forvasket hvid Adidas-jakke.

Hvorvidt de mange nye sultende i praksis vil få hjælpen, ved Obboo Tadassa ikke endnu. Foreløbig er de på regeringens venteliste. Så vil det vise sig, om der er penge nok til at sørge for alle. Men han håber det inderligt. Der står ingen på hans liste, som ikke har brug for mad, forsikrer han.

Vi har skrevet dem op, som bare ingenting har. Og de gamle og mødrene. Vores sundhedsmedarbejdere siger også, at de er underernærede.

Han ryster igen på hovedet over, at regnen er udeblevet to gange i træk. Både den korte regn i eftersommeren sidste år og den lange regn dette forår. 16 måneder uden vand. Det kan intet landskab holde til, når der stort set ikke er adgang til andre former for vand. Der er intet spiseligt tilbage til dyrene, og det er ødelæggende for et samfund, hvis hele eksistens hviler på dyrehold.

Vi plejer at få tre måneders regn i foråret. De heldige steder fik to dage. Resten af området fik ingenting, siger han.

Selv byens boringer er tørret ud. Nu henter man vand 140 kilometer væk. En ekstremt dyr løsning.

Obboo Tadassa aner ikke, hvad han skal stille op, hvis det ikke begynder at regne til september, som den oprindelige rytme var i regionen, før klimaforandringerne tog fart. Prognoserne er usikre, men ikke alt for lovende på nuværende tidspunkt.

Det vil være en stor tragedie. Der er nogle, som mener, at der så slet ikke vil være noget kvæg tilbage i vores område, og at mange mennesker vil søge væk. Vores eneste håb er, at vi får rigtig meget hjælp nu og her.