I manges øjne lever 50-årige Dima Abdelkhalik omgivet af fjender.
Hun er druser - en religiøs retning, som udspringer af islam - og hendes storebror Ramzi var kun 20 år, da han under Libanons borgerkrig fra 1975 til 1990 blev kidnappet af, hvad Abdelkhalik formoder var kristne militsfolk. Alligevel bor hun i Beiruts kristne Mar Elias-kvarter og er gift med en kristen mand.
”Mange har spurgt mig, hvordan jeg kan finde på at gifte mig med en kristen, når det var kristne, der tog min bror. Men det var en bestemt gruppe kristne, der tog min bror. Ikke alle kristne. De er jo ikke nødvendigvis ens,” siger hun.
Der er ikke mange, der skelner på samme måde som Dima Abdelkhalik. Ifølge Hilal Khashan, professor og leder for politiske studier ved det amerikanske universitet i Beirut, skyldes det, at trossamfundet altid kommer først i Libanon.
”I det libanesiske samfund handler man i sin egen interesse på bekostning af helheden. Alle går kun op i deres eget. Vi har ikke indlevelse og en fælles samfundsfølelse,” siger han.
I Libanon er der 18 officielt anerkendte trossamfund - maronitter, protestanter, katolikker, shiamuslimer, sunnimuslimer, druser, alawitter, jøder med flere. De kristne og muslimske retninger er de største.
Libanon er et af få lande i verden, hvor styreformen tager udgangspunkt i befolkningens religiøse sammensætning. Magten i parlamentet svarer til den procentdel, som trosretningen udgør af befolkningen. Det betyder for eksempel, at præsidenten skal være kristen, premierministeren sunnimuslim og parlamentsformanden shiamuslim.
Den libanesiske borgerkrig var i høj grad præget af landets religiøse kludetæppe og var på mange punkter en magtkamp mellem trossamfundene. Kristne kidnappede muslimer og omvendt, og det har intensiveret fjendebilledet af hinanden.
”Man har ikke haft en åben national dialog om, hvad der skete under borgerkrigen, og om at alle har skyld og ansvar. I stedet har man en ulmende utilfredshed hos alle, der mener, at deres trossamfund bar de værste ofre. Det er ikke befordrende for national forsoning og genopbygning af et land,” siger Hanna Ziadeh, seniorrådgiver ved Institut for Menneskerettigheder i Danmark.
Fabien Bourdier leder den afdeling hos Røde Kors i Libanon, der prøver at kortlægge, hvad der er sket med de tusinder af forsvundne. Han ser også en forbindelse mellem Libanons forsvundne og de nuværende problemer.
”At løse problemet med de forsvundne vil hjælpe Libanon med at undgå at gentage sin historie, fordi det vil løsne spændingerne i samfundet,” siger han.
Men de 17.000 forsvundne er, ligesom selve borgerkrigen, et emne, man ikke behandler i Libanon. Og det er et problem, mener Sune Haugbølle, lektor på Roskilde Universitet og forfatter til bogen ”War and Memory in Lebanon” (Krig og hukommelse i Libanon).
”Resultatet af ikke at have et historisk opgør med borgerkrigen er, at man bliver ved med at have et politisk system, der reproducerer vold, spændinger og fordomme om hinanden,” siger han.
Paradoksalt nok står der i Libanons forfatning, at det religionsbårne magtfordelingssystem skal afskaffes. Men ingen har endnu arbejdet hen mod det mål - og det er nødvendigt, hvis Libanon skal ud af sine problemer, mener Dima Abdelkhalik.
”Medmindre partierne begynder at hvile deres grundlag på videnskaben og ikke på de religiøse grupperinger, kan det her land ikke udvikle sig.”