I Srebrenica begraver de stadig deres døde

Hvert år vokser rækkerne med hvide gravsten på gravpladsen i Potocari i det nordlige Bosnien-Hercegovina, ...

Hvert år vokser rækkerne med hvide gravsten på gravpladsen i Potocari i det nordlige Bosnien-Hercegovina, hvor ofrene for folkedrabet i Srebrenica for 20 år siden bliver begravet. Siden 2003 er 6241 ofre blevet begravet. - Foto: Scanpix

Det er rædsomt at sige, men jeg ville ønske, at han blev fundet i en massegrav. Så ville jeg vide, hvor han var. Jeg vågner hver nat og tænker på ham.
Haira Catic, mor til savnet

På lørdag markerer de bosniske muslimer 20-årsdagen for udryddelsen af flere end 8000 mænd og drenge fra Srebrenica. Ofre fra 93 massegrave og 314 åbne arealer bliver stadig identificeret

Hvert år står nye lange rækker af ens grønne kister klar på gravpladsen i Potocari, nogle kilometer nord for Srebrenica i Bosnien-Hercegovina.

Det har de gjort siden 2003, hvor de første 600 identificerede lig fra den bosnisk-serbiske hærs massedrab omkring Srebrenica i 1995 blev begravet.

Otte år tog det at finde og identificere disse første 600 lig ud af de 8372 bosniske muslimske drenge og mænd, som Bosniens institut for savnede personer, BMPI, skønner, at der blev dræbt i månederne fra den 11. juli og frem til efteråret 1995 under borgerkrigen.

Men for hvert år, der går, får retsmedicinerne sat navne på flere af de lig, der er fundet i områdets mere end 93 massegrave og på 314 åbne arealer.

Siden sidste år er yderligere 160 ofre blevet identificeret, og 136 af dem skal begraves på lørdag.

24 familier har valgt at vente med at begrave deres afdøde, fordi der stadig mangler dele af deres kroppe.

En af dem, der endelig kan begrave sine savnede familiemedlemmer, er landmanden Ramiz Nukic, fortæller den britiske avis The Independent.

Siden 1999 har Ramiz Nukic fundet knogler fra næsten 300 savnede personer i skovene omkring sin hjemby Kamenice, som de bosniske muslimer kom igennem på deres flugt fra Srebrenica, og mange af dem blev skudt af de serbiske soldater, der var i hælene på dem.

Hver gang Ramiz Nukic kunne ringe til den internationale kommission for savnede personer,ICMP, om nye fund, viste det sig dog, at knoglerne ikke stammede fra hans far og bror, men fra andre ofre.

Først i år dukkede resterne af hans far op. Ikke i skovene, hvor Ramiz Nukic har ledt og ledt, men i en af de utallige massegrave i området.

Nu kan han endelig begrave sin far.

”Det føles godt, selvom han ikke er hel. Jeg vil begrave ham, og jeg vil vide, hvor hans grav er,” siger han.

Andre venter stadig. Hajra Catic mistede sin mand og sønnen Nino i forbindelse med massakren.

I 2005 blev hendes mand, Junuz, fundet i en massegrav, men sønnen er stadig forsvundet. Hun har gjort plads til sønnen i graven ved siden af hans far og tænker kun på, hvornår telefonen ringer med nyt.

”Det er kun tanken om den opringning, der holder mig i live. Hvert eneste år tror jeg, at nu skal jeg begrave min søn,” siger hun til den britiske avis The Guardian.

”Det er rædsomt at sige, men jeg ville ønske, at han blev fundet i en massegrav. Så ville jeg vide, hvor han var. Jeg vågner hver nat og tænker på ham.

For os er det her ikke historie. For os er det noget, der skete i går,” siger Hajra Catic.

Solvej Berlau, projektleder i holocaust og folkedrab på Dansk Institut for Internationale Studier, understreger, hvor afgørende det er for de efterladte at få identificeret og begravet deres familiemedlemmer.

Identifikationen sætter punktum for den nagende uvished, som er det værste for de overlevende.

”Vished kan være et skridt i retning af, at det enkelte menneske forsoner sig med historien; at det var dette, der blev mig til del,” siger hun.

Solvej Berlau har selv været i Potocari for at deltage i nogle af årsdagene for folkedrabet og har oplevet, hvor umiddelbar sorgen stadig er.

”Der er mødre, der begraver sønner, som har været forsvundet i mange år, men det er som om, at de blev dræbt i går.

De fleste ved jo godt, at der er meget lille chance for, at deres pårørende stadig er i live, men med begravelsen forsvinder den sidste rest af tvivl, og en ny del af sorgprocessen kan gå i gang,” siger hun.

Identifikationen gør det også lettere at fastslå, hvilke forbrydelser der fandt sted under borgerkrigen, og den gensidige anerkendelse og accept af den konfliktfyldte fortid er en væsentlig forudsætning for at genopbygge tilliden mellem fortidens stridende parter.

”Forsoning kræver tillid. Hvis man ikke kan enes om fortiden, mangler den tillid,” siger Solvej Berlau.

Det er første gang i historien, at et land, Bosnien-Hercegovina, har besluttet, at samtlige lig efter en katastrofe skal registreres og identificeres, og med udstrakt hjælp fra udlandet har retsmedicinere i de forløbne 20 år systematisk forsøgt at finde sammenhæng i dna-prøver fra tusindvis af fundne ben og knogler.

Indtil nu er 6930 ofre for Srebrenica-massakren identificeret, oplyser ICMP, hvis hovedkvarter ligger i Sarajevo i Bosnien-Hercegovina.

Dermed mangler der stadig omkring 1000 mennesker, og de sidste puslespil er oftest de vanskeligste.

En række af de massegrave, som serberne i første omgang begravede ofrene fra Srebrenica i, blev senere åbnet igen, og indholdet blev sammen med jord og skrald fordelt på flere nye grave i et forsøg på at sløre folkedrabet.

Der er utallige eksempler på, hvordan knoglerne fra en person er spredt i fem-seks forskellige massegrave.